Annonce
Erhverv

Hudplejefirma mere end tredobler overskuddet i det tredje regnskab

- Det er virkningen, vi slår på. Dernæst handler det om så meget økologi og naturlighed som overhovedet muligt, siger stifter og ejer af Ecooking Tina Søgaard. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Historien om træt og trist hud efter en skilsmisse hos stifteren af Ecooking er fortsat en vigtig del af fortællingen om hudplejefirmaet. Historien bliver rullet ud på nogle af de mange events, som er medvirkende til, at virksomheden fortsat vokser, lyder fra stifter Tina Søgaard.

Kolding: Ecooking fik flere følgere på sociale medier i 2019. Der var fulde huse til de store events med tv-kendisser, og varerne er kommet ud i nye lande, så kunderne i dag kan hente dagcreme fra Ecooking i 26 lande.

Det hele vokser hos Ecooking, og væksten slår også igennem på bundlinjen, der viser et overskud før skat på 6,7 millioner kroner i Kolding-virksomheden.

- Vi har åbent i en del lande i 2019, men der kan godt gå to-tre år, før der for alvor begynder at ske noget. I Danmark er det gået fantastisk godt. Vi er vækstet, og kendskabsgraden er vokset rigtig meget, siger ejer og stifter af Ecooking Tina Søgaard.

Hun har mange års erfaring inden for branchen og har i flere år stået bag House of Cosmetics, der udvikler skønheds- og hudplejeprodukter til andre mærker. For fire år siden etablerede Tina Søgaard sit eget mærke, Ecooking, der byggede videre på nogle hjemmelavede cremer, der skulle rette op på hendes hud efter en skilsmisse.

Virksomheden har nu aflagt sit tredje regnskab, der viser, at der er fart over feltet. Overskuddet i første regnskab lød på 525.000 kroner før skat, og det blev løftet til 1,9 millioner kroner i 2018. I det seneste år er overskuddet løftet til 6,7 millioner kroner før skat.

Annonce

I Danmark er det gået fantastisk godt. Vi er vækstet og kendskabsgraden er vokset rigtig meget.

Tina Søgaard, stifter og ejer af Ecooking

Mange events i 2019

Startskuddet til Ecooking kom efter en skilsmisse, der satte sin spor hos stifteren. Huden var træt og trist – siger hun selv - og det endte med, at huden faldt fuldstændig sammen. Hun gik derfor i gang med at mikse det, hun havde brug for i sit eget laboratorium i House of Cosmetics.

Siden begyndte hun at dele ud af produkterne til familie og venner, og Ecooking havde se dagens lys, og det er fortsat en, historie hun deler i dag, når hun kommer rundt i landet til store og små events. Her har hun blandt andet tv-vært Sarah Grünewald og designer Søren Le Schmidt med på scenen, der fortæller om deres yndlingsprodukter fra Ecooking.

- Det er virkningen, vi slår på. Dernæst handler det om så meget økologi og naturlighed som overhovedet muligt. Og der har vi et stort forspring, fordi vi har vores eget laboratorium. Der sker hele tiden en masse indenfor det her felt i forhold til nye råvarer, og der kan vi rykke meget hurtigt. Og så lægger vores produkter i et godt prisleje, hvor du får meget for pengene, siger Tina Søgaard, der er sikker på, at væksten er hjulpet på vej af de mange events, hvor Ecooking møder kunderne i øjenhøjde.

- Vi har lavet rigtig mange markedstiltag i 2019. Jeg kalder det helst ikke markedsføring. Det handler om, at vi gerne vil ud og mødes med folk. Vi har lavet rigtig mange events, hvor vi møder folk i øjenhøjde. Det, kan vi se, virker rigtig godt. Fra starten kunne jeg se, at folk var meget fascineret af at høre historien bag Ecooking, siger Tina Søgaard.

Ambitioner i udlandet

Stifteren har fra starten satset på at komme til udlandet. Og lige nu satser Ecooking på det norske, tyske, engelske, russiske, rumænske og flere asiatiske lande, og det er fortsat ambitionen at komme ud i verden.

- Kendskabsgraden i Danmark skal fortsat endnu længere op. Og så skal vi have fokus på de lande, hvor vi forvejen står stærkt. Den måde, vi har gjort tingene på i Danmark, skal tilrettes så den passer til de forskellige lande i samarbejde med vores distributører, siger Tina Søgaard,

- Det handler blandt andet om at finde en kendis i det pågældende lande, der kan være ambassadør for Ecooking.

I dag er der 40 medarbejdere på lønningslisten i House of Cosmetics og Ecooking.

Kort om Ecooking

Tina Søgaard er stifter og ejer af Ecooking, der sælger hudplejeprodukter. Ecooking-produkterne kom i butikker i 2016, og i starten var Ecooking en del af House of Cosmetics, der producerer dufte, makeup og hudpleje for andre mærker fra adressen i Gl. Skartved mellem Bjert og Kolding.

Ecooking sælges i dag i 26 lande. Tina Søgaard står også bag virksomheden Lille Kanin, som hun ejer sammen med tv-værten Christiane Schaumburg-Müller. Virksomheden der sælger babyolie, shampoo og cremer til de mindste.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Midt i sorgen over Quasim: Stærke ord til unge om at tænke sig om

Fredericia

Se video: Mindesamvær i Korskærparken for afdød 24-årig

Annonce