Annonce
Fredericia

Humør og stædighed har reddet Ninas liv mange gange

Livet er stort, selvom Døden flere gange har været tæt på. Det er en snak, katten Sena vil gerne være med i - eller i hvert fald lige høre lidt af. Foto: Peter Friis Autzen
Døden har haft bud efter Nina mange gange. Men hun er stædig. Og hun er her endnu.
Annonce

Fredericia: Livet er en gave, som man ikke skal tage for givet. Det kan 75-årige Nina Andersen fra Fredericia tale med om. Døden har haft bud efter hende mange gange - men den har ikke fået sin vilje endnu.

- Da jeg var lille, sagde skolelægen til mig, at "du bliver aldrig stærk". Og jeg troede egentlig ikke, at jeg skulle blive 75. Men nu er jeg her. Måske jeg bliver 100 år, siger hun.

I disse uger er det et år siden, at Nina lå på operationsbordet og blev opereret helt ind i midten af hjernen. Hun havde haft tre hjerneblødninger, og dertil kom en medfødt fejl i blodstrømningen gennem hjernen. En fejl, de færreste når at blive voksne med.

- Jeg har det godt. Næsten lige så godt som før. Jeg skal selvfølgelig passe på ikke at blive syg. Men jeg kan gå, tale og gøre ting herhjemme, siger Nina, der mødes med ElboBladet udenfor i haven, hvor solen skinner og pæretræet blomstrer.

Både hunden Bella og katten Sena kommer forbi for at lytte lidt til snakken, men lusker hurtigt af igen eller lægger sig i en solstråle.

Hver gang solen gemmer sig et øjeblik bag en sky, tænder en automatisk lampe over Ninas hoved.

Nina er religiøs og forholder sig dagligt til sine højere magter. Men når hun skal udpege, hvem der har æren for hendes næsten mirakuløse bedring, tøver hun ikke med at udpege lægen, der udførte hjerneoperationen.

- Jeg ved ikke, hvad han hedder, men jeg vil gerne takke ham, siger hun.

Også Ninas store familie har hjulpet hende gennem forløbet. Hun har syv børn mellem 35 og 57 år, 24 børnebørn og to oldebørn, som alle har været en del af hendes forløb.

Opgiv aldrig håbet. Det er det vigtigste.

Nina Andersen

Annonce

Gik ned hos sin søster

Nina faldt om hos sin søster i Aarhus. Heldigvis, for søsterens hurtigere indgriben skaffede Nina hjælp.

- Ellers havde jeg ikke overlevet, siger Nina.

Hun blev opereret på Skejby Sygehus og har fået at vide, at operationen tog seks timer. Ifølge hendes børn skældte hun dem ud, fordi de ikke lod hende dø.

- Men i dag er jeg glad for, at jeg ikke selv fik lov at bestemme, siger hun og smiler.

Nina ved godt, at hun kan være så stædig som en sten. Det ved hendes børn også. Så da en læge efter operationen lod familien forstå, at Nina nok skulle på plejehjem, sagde en datter nej.

- Vores mor skal ikke på plejehjem. Hun skal hjem til sig selv. Hvis hun vil leve, skal hun nok klare det. Hun er så stædig, lød det fra datteren.

Og sådan blev det.

Annonce

Kampen i bakspejlet

Ninas vej tilbage til livet blev hverken let eller kort. Den bød på adskillige udfordringer med genoptræning, indlæggelser og mareridt. Samtidig var der frygten for at blive syg.

- Jeg skal undgå at blive forkølet eller få lungebetændelse, siger Nina, der ingen chancer tager - hverken med corona eller andre helbredsudfordringer.

Det, hun har kæmpet for det sidste års tid, skal ikke sættes over styr af et enkelt uovervejet knus eller lignende. Dertil har hendes kamp været for hård.

I perioder har hun været udmattet og syg. Men samtidig stædig.

Hun har genvundet stort set hele talens brug. Kun et par gange under snakken med ElboBladet skal hun lede efter ordene - og aldrig mere, end at en lille omvej fører hende hen, hvor hun gerne vil.

Også håret er ved at være vokset ud igen. Operationen gjorde ellers, at hun i nogen tid så så speciel ud, at forbipasserende børn spurgte deres forældre.

- Jeg var i Legoland med børn og børnebørn uge, før jeg blev udskrevet. Det var en god dag, og børnenebørnene sagde "Bedstemor, det gør ikke noget, at du snakker mærkeligt, og at du ikke kan huske, hvad vi hedder - bare du kan kende os", fortæller Nina, som også med glæde mindes, at Legolands personale satte en af forlystelserne i stå et øjeblik, så familien kunne få hende bugseret ned i en båd.

- Jeg var nervøs for, at de andre i køen ville blive sure. Men nej, de smilede stort, da børnebørnene og jeg skulle forbi dem på vejen ud. Det var sødt af dem.

Liv og død side om side

Adskillige gange har Nina haft udfordringer, der kunne have kostet hende livet.

  • Som hel lille overlevede hun alvorlig sygdom og blev blandt andet opereret for tarmslyng.

  • Som fire-årig blev hun kørt ned af en bus, så dækaftrykket efterfølgende kunne ses på hendes krop.

  • Som seks-årig faldt hun i en sø.

  • Som ni-årig faldt hun fra et høloft ned på staldens hårde gulv.

  • Som 11-årig slog lynet ned så tæt på hende, at hun blev kastet af cyklen.

  • Som barn, ung og voksen har hun haft megen sygdom, og en influenza under graviditet havde nær kostet hende livet.

  • Hun er født med et hul i hjertet og en blodåre-defekt i hjernen.

  • Adskillige rygskader og diskusprolapser har plaget hende gennem livet.

  • Sidste år faldt hun om med tre hjerneblødninger.
Annonce

Giv aldrig op

Nina fortæller sin historie, fordi hun håber at inspirere andre til ikke at give op.

- Det kan være svært at samle styrken til at kæmpe. Men livet er værd at leve. Man skal ikke give op. Man skal bevare håbet. Håbet er nok det vigtigste, vi har, siger hun.

Hendes store familie har været med til at indgyde hende håb og mod. Ønsket om at opleve mere af livet sammen med familien har også været en inspiration.

- Når mine børn og børnebørn kommer på besøg, banker de på døren, og så går de ned i haven og venter på mig. Så tager jeg tøj på efter vejret og finder saft, kage eller slik frem. Det er en velsignelse - selvom vi savner at kramme hinanden, siger hun.

Operationen for et års tid siden var en hård omgang. Men med god hjælp fra familie og læger - og med stædighed - fandt Nina tilbage til livet. Privatfoto
Livet har masser at byde på. Også for Nina, der har det næsten lige så godt som før sine hjerneblødninger. Foto: Peter Friis Autzen
Allerede kort inden hun blev udskrevet, var Nina i Legoland med sin store familie. Privatfoto
Døden har flere gange haft bud efter Nina. Men hun er her endnu - og har det godt. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Annonce