Annonce
Indland

Hver tiende tager chancen og kører spritkørsel

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Særligt unge mænd kører bil, selv om de har drukket. Det skal ny kampagne i juli ændre på.

Mere end hver tiende dansker har det seneste år kørt bil, selv om vedkommende var usikker på, om promillen var for høj.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Helt præcist svarer 11 procent, at de har taget chancen bag rattet, selv om de var usikre på deres promille.

Det gælder især mænd, mens færre kvinder kører med alkohol i blodet. Samtidig er der en overvægt af yngre, mens de ældre oftere lader bilen stå.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man dropper at køre hjem, hvis man er i tvivl, om ens promille er over 0,5, fordi man er til fare for sig selv og andre.

- Dine sanser bliver sløret af alkohol, du bliver mere træt, og din reaktionsevne bliver dårligere, Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

- Samtidig bliver man generelt en smule mere modig af at drikke alkohol og tror, at man bliver bedre til alt muligt. Og det gør man altså ikke - specielt ikke til at køre bil, siger hun.

Ifølge Vejdirektoratet blev 32 personer dræbt i spritulykker i 2018, og 364 personer kom til skade, hvoraf 183 var alvorlige skader.

Rådet for Sikker Trafik starter i juli en kampagne i 72 af landets kommuner, hvor det i en film vil opfordre omgivelserne til at blande sig, hvis en person vil køre efter at have drukket.

Liv Knoblauch Kofoed-Jensen vurderer, at familie og venner bedre kan skride ind, da det kan være sværere for den enkelte at vurdere, om man kan køre.

- Det kan være, at man ikke er opmærksom på, om man har drukket lidt for meget rosé eller for mange øl.

- Derfor har omgivelserne et ansvar for at passe på deres gode ven eller bror og sikre, at de ikke sætter sig bag rattet, siger hun.

Politiet oplyser, at der vil være spritkontroller på vejene i løbet af juli.

Der vil være kontroller i hele landet og også ved store arrangementer som koncerter, byfester og motorcykeltræf.

I 2018 blev flere end 6000 sigtet for at køre med for meget alkohol i blodet. Det viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Opsang til regeringen: Det haster med at afværge trængsel på Lillebælt

Kultur

Jonah Blacksmith kommer til Fredericia

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];