Annonce
Livsstil

Tilbage til mor: Det begyndte med en svær fødselsdepression - Britta vandrede i 12 timer for at genfinde sin barndom

Britta Egebjerg fra Vejle var på en usædvanlig mission i lørdags. Hun vandrede gennem 12 timer i det landskab, hvor hun og hendes nu afdøde mor tilbragte deres første tid sammen i 1968. Det foregik ad de samme stier, der stadig findes ved Hotel Vejlefjord, som dengang hed Jysk Nervesanatorium. Her var moderen indlagt efter fødslen. Foto: Mette Mørk
Vejle-kunstneren Britta Egebjerg havde meget mere på spil end deltagelse i et kunstprojekt, da hun forleden gik en lang tur ved det gamle nervesanatorium ved Vejle Fjord. For hende var det turen ind i den ellers ukendte første tid med sin nu afdøde mor.

Vejle: - Jeg har fået at vide, at det var jordemoderens værste hjemmefødsel, for jeg ville ikke ud. Til sidst stod jordemoderen på mors mave.

I lørdags var Britta Egebjerg ude at gå en lang tur. Som i virkelig lang - 12 timer.

Det var led i kunstprojektet "Walking Landscapes", der kører hver dag frem til og med 18. oktober.

Annonce

Men for Britta var der meget mere på spil. Det handler om hendes mor og nogle spørgsmål om de første måneder af Brittas liv dengang i 1968. Et af de store spørgsmål har hun fået svar på for nylig. Det lød:

- Hvor var jeg?

Bag spørgsmålet ligger, at Brittas mor fik en fødselsdepression og blev indlagt på det, der dengang hed Jysk Nervesanatorium - i dag: Hotel Vejlefjord.

Nabokonen var med til fødslen


Ved et af Britta Egebjergs kunstprojekter mødte hun en dame, som fortalte, at hendes mor var nabo til Brittas far og mor og gudmor til Britta.

- Jeg vidste godt, at mors nabokone havde været med til fødslen. Hende var jeg nødt til at spørge om det, jeg ikke nåede at spørge mor om: "Hvor var jeg?" Svaret lød:

- Ved du ikke det? Du var hos mig. Din far ringede og spurgte: ”Kan du passe på Britta?"

- Nabokonen, der selv var gravid, mente, at det kunne hun godt. Så gik der fem måneder, og så blev jeg afleveret på sanatoriet for at finde ud af, om min mor kunne passe mig, fortæller Britta Egebjerg.

Som mener, at far gjorde det bedste i verden ved at placere hende hos nabokonen. Altså hos nogen, der tog sig af hende. Naboen var en del af Brittas liv.

- Hun gav af varme og familieskab, så jeg har været et godt sted.

Annonce

Elektrochok var det bedste

- Mor var glad for nervesanatoriet. Vi kom aldrig rigtig til at tale om, hvad det betød for hende. Mor fik først og fremmest ro. Hun fik også elektrochok. Mor sagde: ”Det er det bedste, jeg har fået". Det fjernede hendes nervøsitet og uro, fortæller Britta Egebjerg.

- Far var murermester, og mor gik i haven, hvor åen rislede forbi. Mor healede sig selv i haven, men hun vidste det nok ikke. Hun så det som noget praktisk: At hun passede haven.

Brittas mor var kreativ. Hun arbejdede med blomster, keramik og strik. Men hun gjorde det praktisk som et arbejde. Der var en poesi i hende, som hun gav videre til datteren. Men hun så det næppe selv som poesi.

Annonce

Ændrede sit liv efter mors død

Da Britta Egebjerg fik et arbejde ved Vejle Kommune, kom hun til at passe til moderens verden. Nok også mere end til Brittas egen.

- Jeg var karrieremenneske til mors sygdom og død. Hendes død fik mig til at frisætte mig selv. Jeg fik et sprog via mine fotos. Det var ellers aldrig en drøm for mig at være skabende. Men mens jeg kørte mellem Aarhus og Brande for at besøge hende, opdagede jeg landskabet - jeg kunne jo kun sidde i køretøjet og køre - jeg kunne ikke gøre andet. Det var dér, jeg kunne mærke mig selv. Jo mere jeg søgte landskabet. jo mere stod det klart, at jeg der kunne finde et sprog. Når man finder et sprog, får man også en ret til at have følelser.

Mor gik og skubbede barnevognen med mig i, mens hun kiggede ud over fjorden ved sanatoriet. Så jeg selvfølgelig skulle gå på de gamle stier, som stadig findes. Jeg trådte ind i vores gamle landskab igen.

Britta Egebjerg

- Dermed blev mors død et aktivt afsæt til at være i kontakt med mig selv, og den slags var karrierekvinden i mig ikke interesseret i. At mangle fire en halv måned med mor har nok påvirket mig i det med følelsesmæssige relationer og at hvile i at være god nok i at være, som jeg er. Som karrierekvinde havde jeg det bedst, når jeg præsterede noget og fik ros, siger Britta Egebjerg.

De vandrer ved Vejle

Da hun kom med i Walking Landscapes-projektet, var hendes første tanke, at hun skulle gå i ådalens larmende istidslandskab.

Men havet hev i hedebarnet fra Brande-egnen. Hvorfor?

Pludselig dæmrede svaret for Britta Egebjerg:

- Mor gik og skubbede barnevognen med mig i, mens hun kiggede ud over fjorden ved sanatoriet. Så jeg selvfølgelig skulle gå på de gamle stier, som stadig findes. Jeg trådte ind i vores gamle landskab igen. Der er bare nogle steder i landskabet, der vibrerer rent ind, og det her er ét for mig.

Annonce

Hvordan gik det så?

Vandringen var en meget særlig oplevelse for Britta. De 12 timer fløj afsted.

Bagefter var hun ikke fysisk træt af den lange vandring, men mentalt havde det været et slid. Noget som camino-farende pilgrimme nok vil nikke genkendende til.

12 timers landskab er et bombardement af stemninger og lysindtryk. Følelser kaldes frem i og af landskabets stemninger, også selv om vi ikke har direkte ord for det.

Ude i naturen - eller "inde i naturen", som Britta Egebjerg foretrækker at kalde det - finder hun en forståelsesnøgle til sig selv, fordi landskabets stemninger, lys og mørke, kalder følelser frem i mennesket, også selv om vi ikke nødvendigvis har et talesprog for dem. Foto: Mette Mørk

- Rent psykisk blev det at vandre - og at vandre i min egen historie gennem min mor - en meget stille stærk oplevelse. Jeg fandt en fred. Jeg har tidligere tænkt, at min mors død gjorde mig til det menneske, jeg skal være. Nu tænker jeg, at min egen fødsel har gjort mig til det menneske, jeg skal være. Jeg udgår fra mig selv. Dét mærker jeg, at der en uendelig frigørende erkendelse i. Landskabet har helet mit sind i forhold til den følelsesmæssige utryghed, det har givet mig at have en mor, der i perioder var depressiv med humørsvingninger.

En del af turen var, at Britta Egebjerg hver time skulle opdatere en livestream. Man kan se resultatet på dette link: https://www.metropolis.dk/britta-egebjerg-vejle/

Annonce
Fredericia For abonnenter

Vodka slørede Claus' sande jeg i 28 år: Hver morgen vælger han et tørlagt liv til og misbruget fra

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Lørdagens coronatal: Antal indlagte når højeste niveau i en måned

Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Hun elsker at bo i bydelen, som nogen kalder 'rædselsfuld': - Det er et smukt sted

Fredericia For abonnenter

Faktatjek: Har skole og børnehave virkelig plads, hvis der flytter mange børnefamilier til Skærbæk?

Fredericia

Snup en politisk pindemad: Hvad vil du gøre med jobcentret?

Fredericia For abonnenter

Analyse: Derfor kan det blive vanskeligt at sælge ADP

Livsstil

Her er ikke plads til ukvemsord og truende adfærd: 3000 mødes til stor gaming-event

Livsstil

Redaktørens klumme: Den vigtigste ferie

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Fredericia

Axeltorv-butikker ærgrer sig over stenørken: Nystartet netcafé overvejer at flytte

Kultur For abonnenter

- Min fars sygdom har lært mig at være til stede med det besværlige i stedet for at flygte

Danmark For abonnenter

Kendisser på stemmesedlen har en fordel, men ingen nem genvej til valg

Fredericia For abonnenter

Her er ugens bolighandler i Fredericia: Hus i Østerby solgt for 5,7 millioner kroner

Kultur

Anbefaling: Fem forrygende serier til sofa og regnvejr

Annonce