Annonce
Læserbrev

Hvorfor bliver man ved med at pøse penge i dette fatamorgana-projekt?

Der er ingen mening i at bruge 12 mia. kr. på et sådant projekt, der kun gavner nogle få mennesker, der bor i de benævnte byer.

Læserbrev: Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ser den nye socialdemokratiske regering - støttet af venstrefløjen og De Radikale - som Guds gave til "menigheden".

De nye, unge ministre er kommet godt i gang og har en god indgang og forståelse for opgaveløsningerne. Jeg tror på deres fornuftige og gode menneskesyn.

Der er også kommet ro på Folketingets formandspost.

Men der er lus i skindpelsen i form af Togfonden.

Jeg troede, den var død, men så læste jeg for nogen tid siden i Horsens Folkeblad, at Banedanmark var kommet med et nyt forslag til sporregulering mellem Horsens og Aarhus, hvorved der kunne spares seks minutter på rejsetiden.

Seks minutter, der til gengæld koster 3,2 mia. kr.

Hele reguleringen med timedrift mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg, som var budgetteret til 12 mia. kr., er allerede skredet, da de tog, DSB har indkøbt, ikke kan køre med så høj hastighed, som det kræves.

Det ser heldigvis ud til, at jernbanebroen over Vejle Fjord er blevet droppet, idet Dansk Folkeparti fandt ud af, at vælgerne i Vejle-området ikke syntes, det var en god ide.

Så nu er det kun regeringen og et par af støttepartierne, der står bag Togfonden.

Det, jeg ikke forstår, er, når befolkningen ikke ønsker denne timedrift mellem de nævnte byer, hvorfor bliver man så ved med at pøse penge i dette fatamorgana-projekt?

Det koster kassen til ingen verdens nytte, da Togfonden på sigt må være en død "sild".

Der er ingen mening i at bruge 12 mia. kr. på et sådant projekt, der kun gavner nogle få mennesker, der bor i de benævnte byer.

Hvad med erhvervsfolkene i Esbjerg, der skal til Aalborg? De får da ingen gavn af Togfonden, men skal betale en del af de 12 mia. kr.

Samtidig er der en masse lodsejere og boligejere, der er rigtig bekymrede for deres fremtid langs hele strækningen.

Men det går nok, som det er gået med Femern-projektet. Projekterne kommer aldrig i gang, men der er mange, der tjener deres daglige brød ved at lade det køre, og de er ikke interesserede i, at det stopper.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har ovenstående mening. Mon ikke også der skulle være en journalist på et dagblad, der havde samme mening og kan kradse lidt i sagen, så regeringen kan se og høre vores mening.

Jeg synes, sagen trænger til at komme frem i lyset og blive vendt og drejet til gavn for alle - og ikke mindst for de berørte personer langs jernbanelinjen.

Annonce
Ejgil Grøn Johansen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Landmand fra Vejle: Fødevare-produktionen er i fare

Læserbrev: Mange går naturligt nok op i miljøet og klimaet, men hvem bekymrer sig egentlig om, hvem der skal stå for den fremtidige fødevare-produktion? Jeg har været mælkeproducent i 40 år. De første syv år følte jeg mig "fri". Men så opdagede man tre døde hummere i Kattegat, og en helt uberettiget heksejagt er derefter gået ind på mit erhverv, i stedet for at man nogensinde har taget rensningsanlæggenes udledninger alvorligt. I dag plager overregulering og bureaukrati landmændene med det sikre resultat, at vi i en verden med en hastigt voksende befolkning kommer til at mangle fødevare-producenter i fremtiden. Politikerne har formået at skræmme en halv generation af unge landmænd væk ved at italesætte miljøproblemer, der ikke findes, samt fup-og-fidus-økologien som det eneste saliggørende. Jeg har nok plantet 40.000 træer i min levetid samt dyrket arealer, der dagligt optager masser af CO2 - planteavl gavner nemlig i dén grad klimaregnskabet. Hvor mange har gjort en tilsvarende indsats? I hvert fald ikke de virkelighedsfjerne politikere og bureaukrater, som med garanti aldrig selv har haft jord under neglene, og som senest har beskudt os med nye meningsløse krav om efterafgrøder, der ødelægger både indtjening og humør hos mig og mine kolleger, og som intet batter. At være landmand er et fantastisk job og livsstil, hvis vi får lov til at passe vores arbejde. Men det kræver, at vi ikke svines til af medier og meningsdannere, men bare en gang imellem får at vide, at vi faktisk er gode til det, vi laver. Dét kunne give energi til at yde en endnu bedre indsats, så du også fremadrettet har mad på bordet.

Annonce