Annonce
Udland

I alt 97 personer er anholdt under protester i Catalonien

Jon Nazca/Reuters
Torsdag fortsatte uroen i Barcelonas gader på fjerde dag og endte i sammenstød mellem demonstranter og politi.

Catalanske separatister satte torsdag aften ild til barrikader og kom i voldelige sammenstød med politiet i Barcelona.

De voldsomme uroligheder i Catalonien, hvor Barcelona er hovedby, fortsatte torsdag på fjerde dag.

Det på trods af, at den catalanske leder Quim Torra onsdag krævede, at de voldelige episoder omgående stoppede.

Det sagde han i en tale, få timer efter at Spaniens premierminister havde krævet, at Torra skulle fordømme urolighederne.

Sent torsdag aften råbte hundredvis af unge demonstranter "uafhængighed" og kastede molotovcocktails mod politiet i den centrale del af Barcelona.

Ifølge nyhedsbureauet AFP's korrespondent i Spanien svarede politiet igen med gummikugler.

I alt 97 personer er blevet anholdt rundt om i Catalonien, siden protesterne begyndte. Det oplyste Spaniens indenrigsminister, Fernando Grande-Marlaska, torsdag.

Separatisterne har opfordret til en generalstrejke og store demonstrationer fredag.

De protesterer mod den spanske højesterets beslutning om at idømme ni separatistledere fra Catalonien lange fængselsstraffe.

Tidligere torsdag deltog omkring 25.000 studerende i en demonstration foran rådhuset i Barcelona, oplyser det lokale politi.

- De seneste dages hændelsers er et udtryk for den hjælpeløshed, vi føler, når den spanske stat fortsat afviser (Cataloniens uafhængighed, red.) og truer os, mens Europa forbliver tavse, siger en 23-årig demonstrant ved navn David.

Aktivister blokerede torsdag flere veje i Catalonien ved at afbrænde dæk. En travl toglinje for særligt pendlere, der arbejder i Barcelona, blev midlertidig afbrudt.

Da demonstrationerne begyndte mandag blev 58 personer såret under voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. Herunder en 17-årig, der blev ramt af en politibil.

Yderligere 38 personer blev såret i andre catalanske byer.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Store ambitioner: Restaurant skal sætte Vejle på det gastronomiske verdenskort

112 For abonnenter

Dømt til at betale tusindvis af kroner: 21-årig kaldte betjente 'magtliderlige svin'

Annonce