Annonce
Fredericia

I corona-stilhed ombygges p-plads og facade renoveres ved Fredericia Realskole

Indkørslen mod Fynsgade er blevet gjort bredere, så to biler kan passere samtidig. Den skal nu fungere som både ind- og udkørsel til p-pladsen ved Realskolen og Gasværksgrunden. Foto: Nana Hanghøj
Når eleverne på Fredericia Realskole møder i skole efter corona-nedlukningen, skal forældre deles om indkørsel i Fynsgade. Indkørsel til p-plads ved Gasværksgrunden lukkes fra Købmagergade. På den tomme skole renoveres facade, tag og vinduer.

Fredericia: Håndværkere kan i disse dage arbejde uforstyrret omkring Fredericia Realskole. På parkeringspladsen overfor ved Gasværksgrunden kan brolæggere fra CJ Anlæg næsten uforstyrret arbejde med omlægning af p-pladsens indkørsler. På den anden side af gaden er et stort stillads sat op, for at håndværkere kan skifte vinduer og lægge nyt tag på den gamle skole.

Mens renoveringen af skolebygningen vil være til fornøjelse for eleverne, vil omlægningen af parkeringspladsen nok kræve lidt tilvænning for forældrene.

- Vi har været i dialog med kommunen et stykke tid, fordi vi oplever, at det kan være lidt utrygt for vores skolepatrulje med udkørslen så tæt på fodgængerfeltet i Købmagergade. Vi har bedt kommunen kigge på en løsning, og den kan vi forstå, at de har fundet nu, siger skoleleder Pernille Petersen.

Løsningen er blevet at lukke indkørslen fra Købmagergade, så bilisterne fremover skal dele ind- og udkørsel til Fynsgade.

- Vi udvider derfor ind/udkørslen i Fynsgade og lukker ind/udkørslen til Købmagergade. Det, forventer vi, giver et bedre flow i trafikken ved krydset og ved skolens indgang, fordi vi flytter trafikken længere mod syd, hvor der er lidt bedre afstand til fodgængerfelt og lyskryds, oplyser trafikplanlægger Morten Svanborg til Fredericia Dagblad.

Annonce

Ingen ved jo, hvornår vi åbner op, men indtil videre har vi ikke haft et eneste barn i nødpasning. Forældre har mulighed for løbende at melde deres børn til, men forældrene har formået at finde andre løsninger hidtil.

Skoleleder Pernille Petersen

Lige nu tom skole

Den nye indkørsel skal være klar mandag, oplyser brolæggerne fra CJ Anlæg, som har udvidet indkørsel fra Fynsgade til godt seks meter. Det skal give plads til, at to biler kan passere. I Købmagergade lukkes ind- og udkørslen, og der lægges fliser. Hvordan det i praksis vil komme til at fungere afventer, at der igen bliver en skoledag på Fredericia Realskole.

- Ingen ved jo, hvornår vi åbner op, men indtil videre har vi ikke haft et eneste barn i nødpasning. Forældre har mulighed for løbende at melde deres børn til, men forældrene har formået at finde andre løsninger hidtil, siger skolelederen.

Den tomme skole giver samtidig også håndværkerne nemmere betingelser for at få udført de renoveringsarbejder, som har været planlagt i god tid, før coronakrisen meldte sig.

- Arbejdet skulle udføres nu under alle omstændigheder, og vi havde lavet en plan for, hvordan vi kunne tømme en klasse af gangen, så håndværkerne kunne komme til. Det behøves vi ikke tænke på nu, konstaterer Pernille Petersen.

Indskoling forsinkes

Men det praktiske problem havde skolen gerne løst fremfor den aktuelle situation. Coronarisikoen betyder indtil videre lukkede skoler, og dermed også en udskydning af en festlig første skoledag for 40 nye indskolingsbørn på realskolen.

- Dem skulle vi have taget imod 1. april, men det kommer så ikke til at ske. Men er der nye børn, der har behov for at komme i nødpasning i vores skolefritidsordning, så får de selvfølgelig en velkomst, men det er bestemt ikke det samme som at få en første skoledag. Vi ved ikke, hvornår den bliver, men så snart det sker, så sørger vi for at fejre deres start på skolen, understreger Pernille Petersen.

Fremover er det slut med at køre ind og ud til parkeringspladsen ved Gasværksgrunden fra Købmagergade. Den tætte trafik morgen og eftermiddag har udløst utryghed ved fodgængerfeltet, og derfor har realskolen efterspurgt en løsning hos kommunen. Foto: Nana Hanghøj

Mandag skal der efter planen åbnes op for den nye ind- og udkørsel fra Fynsgade. Foto: Nana Hanghøj
Nyt tag er en del af entreprisen i Fredericia Realskoles renovering. Tidsplanen har været lagt længe, men den aktuelle situation med coronanedlukning giver håndværkerne friere rammer. Der er ingen undervisning eller elever at tage hensyn til. Foto: Nana Hanghøj
Nye vinduer, rensning af facaden og nyt tag. Det er en gennemgribende omgang, håndværkerne er startet på ud imod Købmagergade. Efter planen skal de i sommerferien fortsætte indefra skolegården. Foto: Nana Hanghøj
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce