Annonce
Danmark

IA-valgsejr giver dansk håb om politisk stabilitet i Grønland

Martin Lidegaard (R) håber, at udfaldet af valget i Grønland kan være med til at sikre flere investeringer.

Resultatet af det netop overståede grønlandske valg bliver modtaget med tilfredshed blandt flere af de politiske partier i Folketinget.

Venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) bliver det største parti i Inatsisartut, parlamentet. IA får dermed mulighed for at danne regering. Det sker efter en periode med intern uro hos det mangeårige regeringsbærende parti, Siumut.

Grønlandsordfører Martin Lidegaard (R) håber først og fremmest på mere stabilitet hos en kommende regering.

- Jeg håber for Danmarks vedkommende på, at vi får en regering, som er med på at udvikle samarbejdet, sådan at vi forhåbentlig kan være med til at skaffe flere investeringer til Grønland og større indflydelse på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

- Sådan at Grønland kan opnå større reel selvstændighed inden for det rigsfællesskab, som jeg håber, at vi vil have i mange år endnu, siger Lidegaard.

Det vides endnu ikke, hvem IA vil forsøge at danne regering med. Partiet fik 36,6 procent af stemmerne og sidder dermed på 12 af 31 mandater.

IA havde regeringsansvaret fra 2009 til 2013. Partiet gik blandt andet til valg på ikke at ville gå videre med at udvinde sjældne jordarter fra Kuannersuit/Kvanefjeld i Sydgrønland.

Mineprojektet er af nogle blevet set som et muligt økonomisk eventyr for Grønland. Andre fokuserer mere på mulige skadelige konsekvenser for klimaet.

- Jeg tror, og det er de fleste økonomer og eksperter enige i, at Grønland ville stå sig økonomisk bedre ved at satse på både fiskeri og turisme og mindre på minedrift, siger Martin Lidegaard.

- Simpelthen fordi det er svært at skaffe så meget arbejdskraft i de små lokalområder i Grønland, som der skal til ved større mineprojekter.

SF's Grønlandsordfører, Karsten Hønge, er også tilfreds med udfaldet af valget.

- Ny stabil retning for Grønland, og fokus på klima, natur, miljø og social retfærdighed, skriver han på Twitter.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, hæfter sig ved, at IA har sagt, at Grønland skal med i Parisaftalen. Den handler om at sænke udledningen af drivhusgasser for at begrænse den globale temperaturstigning.

- Det her er et vigtigt skridt for solidariteten og ikke mindst klimaet og naturen, skriver Villadsen på Twitter.

Også Venstres grønlandsordfører, Christoffer Aagaard Melsom, ser muligheder for, at samarbejdet i rigsfællesskabet kan blive tættere på en række områder.

- Vi har før oplevet IA gå forrest i forhold til at søge samarbejde om at hjælpe udsatte børn. Der tænker vi, at hvis der er et ønske om det, så kan vi gå videre i den retning, siger han.

Venstre-ordføreren peger også på, at der kan samarbejdes yderligere om sundhedsvæsnet i Grønland og investeringer fra Danmark i Grønland.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Kommunal chef forsøgte to gange at gå videre med affære-rygter - Bjerregaard sagde nej

Debat

Klumme: Vi bør aldrig blive helt voksne

Alarm 112

Spøgelsesbilist passerede 15-20 andre bilister uden at ane uråd: Nu er han varetægtsfængslet

Fredericia For abonnenter

Borgmestersag betød farvel til 'den perfekte embedsmand': - Jeg tager afskedigelsen til efterretning

Annonce