Annonce
Udland

Straffedomstol efterforsker israelsk-palæstinensisk konflikt

ICC's chefanklager, Fatou Bensouda, meddelte onsdag, at domstolen har indledt en efterforskning af mulige krigsforbrydelser begået i palæstinensiske territorier. Foto: Bas Czerwinski/Ritzau Scanpix

Efter fem års arbejde er ICC klar til at efterforske konflikt mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.

Den Internationale Straffedomstol (ICC) vil åbne en formel efterforskning af mulige krigsforbrydelser begået i palæstinensiske territorier.

Det oplyser domstolens chefanklager, Fatou Bensouda, onsdag i en udtalelse.

Efterforskningen vil fokusere på begge sider i konflikten mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, lyder det.

- Vi åbner en efterforskning i kølvandet på næsten fem års omhyggelige, indledende undersøgelser udført af mit kontor, siger hun.

- Vi bekymrer os først og fremmest om krigsofre - både palæstinensiske og israelske - efter lang tids vold og usikkerhed, der har skabt stor lidelse og fortvivlelse hos alle parter, siger chefanklageren.

Hun understreger samtidig, at ICC vil se sagen fra begge sider.

- Mit kontor kommer til at have den samme værdifaste, upartiske tilgang, som det har haft i alle situationer, hvor det har haft kompetence, lyder det.

ICC's beslutning kommer, efter at domstolen den 5. februar afgjorde, at konflikten falder inden for dens kompetence. Afgørelsen blev dengang mødt af kritik fra den israelske regering og USA.

Det palæstinensiske selvstyre bifaldt afgørelsen. Styret er også tilfreds med, at ICC onsdag meddeler, at den har valgt at åbne en efterforskning.

Det "er et længe ventet skridt, der tjener Palæstinas utrættelige jagt på retfærdighed og ansvarlighed", siger styrets udenrigsministerium.

Israel kritiserer til gengæld meldingen og kalder den en "politisk beslutning".

- Israel kommer til at tage alle nødvendige skridt for at beskytte landets civile og soldater fra retlig forfølgelse, siger udenrigsminister Gabi Ashkenazi i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kalder senere onsdag efterforskningen for "ufortyndet antisemitisme og topmålet af hykleri".

ICC er den eneste permanente internationale domstol med kompetence til at behandle folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Israel er ikke medlem af ICC og har længe været voldsomt imod en efterforskning. Det palæstinensiske selvstyre blev medlem af ICC i 2015.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce