Annonce
Fredericia

Idrætsforening drømmer om flere frivillige: Men humøret er højt og sportsligt går det godt

Trelde GI's U-15 pigehold gør det godt sportsligt, og det er en af de succeser, der er med til at skabe optimisme i idrætsforeningen, mener formanden for klubben, Paul Lillelund. Arkivfoto: Yilmaz Polat
I fodboldklubben FC Barcelona har de sloganet ”Mere end en klub”. I Trelde GI har bestyrelsen samme vision. Her er mottoet blot ”Sammen er vi stærkere”. Trods udfordringer skabes der resultater, og stemningen er god, mener formand Paul Lillelund.
Annonce

Bøgeskov: Ligesom mange andre danske idrætsforeninger er Trelde Gymnastik og Idrætsforening udfordret på at finde tilstrækkeligt med frivillige kræfter, men humøret er godt, og på flere fronter er der fremgang at spore.

Nogenlunde sådan lyder opsummeringen fra Paul Lillelund. Han er formand for Trelde Gymnastik og Idrætsforenings hovedbestyrelse, som holdt den årlige generalforsamling i sidste uge.

Det er ikke mere end to et halvt år siden, at den daværende formand meldte ud, at der var akut brug for frivillige kræfter. Ellers var idrætsforeningen i fare for at måtte nedlægges. I dag er situationen noget lysere, men der er fortsat plads til forbedringer.

Foreningens underafdelinger drives af reducerede bestyrelser, og mange af bestyrelsesmedlemmerne fungerer samtidig som trænere. Især sidstnævnte er en udfordring, som Paul Lillelund gerne så løst.

- Det er en ikke holdbar situation i længden. I bund og grund vil langt de fleste trænere helst koncentrere sig om at træne de hold, de har. Det kunne være en drøm både for mig og for dem, at de kunne bruge endnu mere tid på den del, og at nogle af de administrative ting blev løftet af andre frivillige kræfter.

- Vi lever i knaphed, hvad det angår, og så må vi jo prøve at få tingene til at lykkes bedst muligt. Jeg klandrer ikke nogen for, at de ikke bidrager samfundsmæssigt, for så løfter de sandsynligvis nogle andre opgaver i skoler, børnehaver og hvad der ellers kan være, siger formanden.

Annonce

Flere succeshistorier

Når modet fortsat er højt, skyldes det blandt andet sportslig succes. Formanden nævner blandt andet klubbens U-15 pigehåndboldhold, der har begået sig i den bedste række og haft spillere udtaget til både kreds- og landsholdssamlinger. Også fodboldafdelingens U-11 piger har præsteret godt indenfor kridtstregerne og tiltrækker spillere fra et stort område. Den kommende multibane er også med til at trække humøret op.


I bund og grund vil langt de fleste trænere helst koncentrere sig om at træne de hold, de har. Det kunne være en drøm både for mig og for dem, at de kunne bruge endnu mere tid på den del, og at nogle af de administrative ting blev løftet af andre frivillige kræfter

Paul Lillelund, formand Trelde GI


Derudover fremhæver Paul Lillelund, at der blev solgt omkring 350 billetter til en piratfest, der skulle være holdt i marts, men som dog måtte aflyses på grund af corona. Det ændrer dog ikke på, at det alt sammen er med til at skabe en god stemning, mener Paul Lillelund, der fortæller, at festen er udskudt til marts næste år.

- Det er en forudsætning for, at man har noget positivt at bygge videre på, og så må man jo tage tingene et skridt ad gangen og prøve at arbejde på de succeser, der er, siger Paul Lillelund.

For ham er klubbens mål uændret. Idrætsforeningen skal ikke blot være et sted, hvor man mødes til gymnastik, badminton eller fodbold. Klubben skal også medvirke til at skabe sammenhæng i hele lokalområdet.

- Trelde GI skal være en attraktiv del af Fredericia Nord, hvilket gør, at vi kan få nogle flere folk til at bosætte sig i lokalområdet herude, siger Paul Lillelund.

Der er lidt over 250 medlemmer i Trelde GI.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Lille teater foreslår bofællesskab: Nyt Fredericia Teater bør være to scener

Fredericia

Tøjhusets leder overtager tøjlerne: Musikken vender tilbage til Fredericia Teater

Fredericia

Corona krævede udvidelse af kommunens genbrugsbutik - hal er lejet i et år for 350.000 kroner

Annonce