Fredericia: For anden nat i træk måtte politiet en tur omkring natklubben D.N.A. i Prinsessegade.
Natten til søndag opstod en konflikt mellem en 25-årig kvinde og ordensmagten. Klokken 5.10 ville hun ind på natklubben, som lukker klokken 5. Hun var allerede blevet afvist, og så stillede en betjent sig i døren.
- Hun greb fat i betjentens hår og trak vedkommende ned mod fortovet, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi ved søndagens pressebriefing.
Bøde og udelukkelse
Kvinden, der er dansk statsborger og bor i Spanien, blev anholdt og tilbageholdt af politiet. Inden episoden, hvor hun rev en betjent i håret, var kvinden også i konflikt inde i natklubben, da hun ifølge politiet skubbede en ansat i et forsøg på at komme ind på klubben for at hente sin jakke. Det giver en bøde.
Hun blev sigtet for vold mod en polititjenestemand og har fået forbud mod at komme på D.N.A. i de næste to år. Vagtchef Hans Hoffensetz forventer, at kvinden løslades søndag.
Hans HoffensetzHun greb fat i betjentens hår og trak vedkommende ned mod fortovet
Lidt tidligere på natten var politiet også en tur forbi samme natklub i Prinsessegade, hvor der var optræk til slagsmål. En 23-årig mand fra Svendborg-egnen fik en bøde for at forsøge at komme i slagsmål med andre på gaden.
En tredje politiaktion på D.N.A. denne nat var, at en 23-årig mand fra Fredericia blev sigtet for besiddelse af et halvt gram kokain.
Det var anden nat i træk, at politiet rykkede ud til D.N.A. i Prinsessegade. Også natten til lørdag var betjente forbi efter lukketid, hvor der var slagsmål og flere personer blev taget med narkotika.
18-årig stjal og talte grimt
Også andre steder var politiet i aktion ud på natten. På Old Irish Pub blev en 18-årig kvinde fra Fredericia sigtet for at stjæle en flaske spritus. Da politiet ankom, reagerede den unge kvinde med grimme ord mod politiet som "fuck af" , "pikfjæs" og andre eder. Det fik hun også en bøde for.
Politiet var også en tur forbi Fredericia Station klokken 03.40, hvor en 20-årig mand fra Fredericia opførte sig aggressivt over for en person i offentlig tjeneste.
- Han forsøgte at nikke en kontrollør i toget en skalle. Det blev han sigtet for, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz om manden, der var påvirket af alkohol.
Han oplyser, at episoden opstod, da en kontrollør kom igennem toget. Formentlig til en billetkontrol, men det ville den 20-årige "ikke medvirke til", fortæller vagtchefen.