Middelfart: Ukendte gerningsmænd har haft hænderne fulde af tyvekoster, da de var på rov i et udhus på Assensvej i Middelfart.
Indbruddet skete, ifølge politiets døgnrapport, på et tidspunkt mellem klokken 13 søndag 22. november og den efterfølgende mandag aften klokken 20.
Gerningsmændene havde forsøgt at bryde døren op, men endte med at trænge ind ved at knuse en rude.
En lang række ejendele blev stjålet ifølge døgnrapporten. Både møbler, malerier, en lanterne, et fjernsyn, lamper, en kaffemaskine og forskelligt værktøj.