Fredericia: Museum Jorn i Silkeborg står i samarbejde med Fredericia Kunstforening og Kunstforeningen for Faaborg og omegn bag en udstilling med den internationale Cobra-kunstner Pierre Alechinsky.
Maleren og grafikeren Pierre Alechinsky er blandt Europas mest indflydelsesrige, nulevende kunstnere, oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse om udstillingen, som præsenteres i Kongensgade 111 fra den 7. februar til 2. marts. Herefter fortsætter udstillingen til Faaborg.
Pierre Alechinsky tilsluttede sig i 1949 Cobra-bevægelsen sammen med Asger Jorn, Christian Dotremont og Karel Appel. I 1951 flyttede han til Paris for at studere trykteknik hos Stanley William Hayter på det kendte Atelier 17.
Et vigtigt element i Alechinskys kunstneriske praksis er hans indgående kendskab til fjernøstlig kunst og kultur, som han forfinede som Paris-korrespondent for den japanske avis Bukobi i 1950’erne.Alechinskys kunst har været vist på nogle af de mest anerkendte udstillingssteder i verden, bl.a. på Guggenheim-museet og Museum of Modern Art i New York, på Stedelijk Museum i Amsterdam samt på Centre Pompidou i Paris.
Tæt samarbejde med Jorn
Pierre Alechinsky og Asger Jorn havde et mangeårigt, frugtbart kunstnerisk samarbejde. Efter Jorns død i 1973 donerede Alechinsky en række betydningsfulde værker af anerkendte europæiske kunstnere til Museum Jorn i Silkeborg.
Af Alechinskys egen produktion har Museum Jorn i dag henved 400 værker – bl.a. det store relief Penslens tanker, som snor sig omkring vandmesterboligen i museets indre gård.
Udstillingen giver indblik i kunstnerens poetiske billedunivers. Den viser et repræsentativt udvalg af Pierre Alechinskys maleri samt grafiske arbejder fra Museum Jorns samling. Til udstillingen publiceres et rigt illustreret katalog. Udstilling og katalog er realiseret med støtte fra Danske Bank.