Annonce
Middelfart

International koncern tager over: Sund og Skov genåbnede fredag med ny forpagter

Sund og Skov, der har været lukket siden efteråret, genåbnede fredag og skifter navn til Landal Greenparks. Foto: Sund og Skov.
Landal Greenparks har i dag overtaget driften af det tidligere Middelfart Feriecenter, som har været lukket og til salg siden efteråret.

Middelfart: Det bliver som ventet den internationale feriepark-koncern Landal Greenparks med hovedsæde i Holland, der overtager Sund og Skov Konference- og Feriecenter, som har været lukket siden efteråret på grund af økonomiske problemer. Landal Greenparks har indgået en foreløbig 15-årig driftsaftale med Stensdal Group, der har tabt store millionbeløb på driften, siden de købte det tidligere Middelfart Feriecenter på Hindsgavl-halvøen for fem år siden.

Det fik Stensdal Group til sidste efterår at fyre samtlige medarbejdere og sætte centeret til salg.

Det endte i stedet med en forpagtningsaftale med Landal Greenparks. Aftalen har under forhandlingerne været betinget af, at mindst 80 af de godt 120 feriehusejere ville indgå en eneretsaftale med Landal om udlejning af husene. Det tal er nu nået.

- Vi er oppe på 81 underskrevne aftaler med husejerne, og jeg tror på, at 10-15 flere følger med, siger Kent Lodberg, salgs- og marketingchef til Fyens Stiftstidende.

Sund og Skov Konference- og Feriecenter genåbnede allerede fredag og vil inden sommer skifte navn til Landal Middelfart. Stedet ændrer desuden karakter fra konferencecenter til feriepark. Parken bliver den sjette danske i Landals række og den første øst for Lillebælt. I første omgang får chefen for Landal i Ebeltoft, Kaj Jensen, det daglige ansvar i Middelfart.

Annonce

Landal Greenparks

Landal Greenparks er Europas største ferieparkkæde og driver i alt 90 parker og 15.000 ferieboliger fordelt over ni europæiske lande. I Danmark tæller kæden ferieparkerne Søhøjlandet, Rønbjerg, Seawest, Grønhøj Strand og Ebeltoft. De fem parkeradskiller sig fra hinanden i faciliteter og oplevelser. Fælles for parkerne er, at de byder på badeland og masser af aktiviteter i naturen. Blandt kerneværdierne er ønsket om at give gæsterne en god ferie i grønne rammer, og for hele kæden gælder et stramt fokus på bæredygtighed, oplyser kæden.

Kæden oplyser, at ambitionen er, at Landal Greenparks inden 2030 er CO2-neutral. 95 procent af kædens parker inkl. de fem danske er i dag grønstemplet af den internationale turismebranches førende miljøorganisation Green Key.

Vil gerne vokse i Danmark

- Tilføjelsen af Sund og Skov til vores portefølje er helt i tråd med vores ambitioner om yderligere ekspansion i Danmark. Den store strategiske satsning bliver uden tvivl skiftet fra konferencepark til feriepark, men vi ser det som en både langsigtet og holdbar løsning i overensstemmelse med efterspørgslen i markedet, siger Søren Sandberg, adm. direktør for Landal Greenparks i Danmark.

Han lover, at Landal Greenparks vil investere i en opgradering af parken, så faciliteter og aktivitetsudbud lever op til kædens internationale niveau.

I januar 2018 overtog Landal-kæden ferieparkerne Grønhøj Strand, Ebeltoft, Rønbjerg, Seawest og Søhøjlandet, der tidligere udgjorde Dayz Resort. Siden har Landal Greenparks ifølge Søren Sandberg investeret over 25 millioner kroner i udviklingen af parkerne i form af bæredygtige faciliteter og indendørs- og udendørsaktiviteter for børn i alle aldre.

- Fælles for alle parkerne er beliggenheden i grønne og naturskønne omgivelser, hvorfor valget blandt andet faldt på Sund og Skov Konference- og Feriecenter, siger Søren Sandberg og føjer til, at Landal på to år er vokset med 22 procent i antal bookinger i gennemsnit i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Efter skuddrab i Korskærparken: Politiet har fået flere henvendelser om den sorte scooter

112

Politiet konkluderer og frigiver billeder: Manden på scooter er drabsmanden

Fredericia For abonnenter

Ikke første gang med visitationszone: Se liste over skudepisoder gennem 10 år i Fredericia

Fredericia

Ægtepar fra Trelde i karantæne efter coronafrygt: Får ingen information

Annonce