Fredericia: Det bliver en åbning for de morgenfriske og -sultne, når Intersport giver bolden op og åbner dørene til sin nye, store butik i det vestligste Fredericia. Det sker klokken otte om morgenen på torsdag i næste uge, den 9. december.
- Vi glæder os. Vi har gjort os umage og har indrettet en superflot butik, siger Thomas Just Rasmussen, der er vicedirektør hos Intersport.
Han glæder sig over, at butikken placeres i komplekset, hvor også Jysk, Elgiganten og T.Hansen har til huse på Vejlevej og som nabo til en femte storbutik, nemlig Biltema.
- Jeg tror, at det er en god placering, og at fredericianerne bliver glade for muligheden for at møde os der, siger han.
Når de sport- og morgenfriske tropper op 9. december og står klar klokken otte, vil de blive modtaget med morgenbrød og kaffe. Og tidligere landsholdsmålmand Peter Kjær, der har fredericianske rødder, kommer og byder velkommen ved butikken, der tæller 650 kvadratmeter med højt til loftet.
Åbningen vil ske i henhold til de gældende corona-regler med håndsprit, afstand og mundbind. Og kunderne lukkes ind i hold, hvis det er nødvendigt.
Gode priser
Den nye butik bliver et såkaldt outlet. Men det betyder ikke, at kunderne får en skrabet oplevelse. Tværtimod, lover Thomas Just Rasmussen.
- Butikken får den samme gode rådgivning, som man kender fra Intersports andre butikker. Og den vil have det samme grund-sortiment og de samme kategorier som vores andre butikker. Men den vil ikke have de allernyeste varer fra denne sæson. Til gengæld vil den have sidste sæsons varer, som man kan købe til en god pris. Så kunderne kan altid gøre en god handel, siger vicedirektøren.
Thomas Just Rasmussen, vicedirektør hos Intersport.Vi glæder os. Vi har gjort os umage og har indrettet en superflot butik.
Den nye butik får Christian Hygum som butikschef. Den 33-årige fredericianer er i sin tid udlært i Sportmasters tidligere butik i Fredericia, som lukkede for nogle år siden. Siden dengang har han stået i spidsen for andre butikker.
- For mig bliver det som at vende hjem. Hjem til den branche, jeg blev uddannet i og hjem til Fredericia, hvor jeg bor. Og jeg glæder mig, siger Christian Hygum, der kommer til at stå i spidsen for et hold med blandt andet tre faguddannede indenfor branchen.