Annonce
Fodbold

Islands største fodboldnavn med til at sikre sejr i Horsens

Eidur Gudjohnsen piskede de islandske spillere frem til sejr over Danmark. Foto: Søren E. Alwan
Danmark måtte se sig slået med 2-1 af Island i U20-landskampen på Casa Arena - islandsk sejrsmål i sidste minut.

Horsens: Islands største fodboldnavn Eidur Gudjohnsen var med til at sikre Island sejren på 2-1 i U20-landskampen i Horsens. Han udgjorde trænerteamet sammen med Arnor Thor Vidarsson.

- Island har næste generation af spillere klar. Vi har ikke kun U20-landsholdet, men også et stærkt U19-hold, og vort U17-hold var med til EM, sagde Eidur Gudjohnsen.

- Der er ingen grund til bekymring, når Gylfi og de andre stjerner stopper. Vore unge spillere har den rette indstilling, og de har både fysikken og mentaliteten i orden. Desuden går de uimponeret ind til opgaven. Derfor var vi i stand til at slå Danmark, sagde Eidur Gudjohnsen, der har 88 A-landskampe på bagen, mens hans far spillede 75 A-landskampe.

Den 40-årige tidligere Barcelona- og Chelsea-spiller nåede at være med i landsholdstruppen sammen med sin far Arnor Gudjohnsen, der spillede i bl.a. Lokeren. Faktisk blev han skiftet ind i stedet for faderen i en landskamp, og der var også en Gudjohnsen med på det islandske hold i Horsens med navnet Sveinn Aron Gudjohnsen.

- Han er min ældste søn og er 21 år. Jeg har to sønner mere. De er også talentfulde fodboldspillere, og hvem ved? Måske kommer alle tre på A-landsholdet, men jeg nåede ikke at spille sammen med dem - som jeg nåede at spille med min far, sagde Eidur Gudjohnsen.

Annonce

Danmark-Island 1-2

Danmark-Island 1-2 (1-1)

U20-fodboldlandskamp, Horsens Idrætspark

Mål: 1-0 Elias Sørensen (14.), 1-1 Stefan Teitur Thordarson (20.), 1-2 Erlingur Agnarsson (92.)

274 tilskuere

Advarsler: Nicklas Strunck, FC Nordsjælland (39.), Jakob Johannsson, HB Køge (73.).

Danmarks hold: Oliver Christensen, OB - Daniel Anyemba, EfB, Luka Racic, Brentford, Andreas Kaltoft, Vendsyssel (anfører), Malte Amundsen, VB - Jacob Sørensen, EfB, Mark Brink, EfB, Nicklas Strunck, FC Nordsjælland, Jeppe Okkels, Silkeborg - Elias Sørensen, Newcastle, Jens Odgaard, Sassuolo.

Udskiftninger: Mads Roerslev, Vendsyssel (30.), Oscar Hedvall, Silkeborg (45.), Frederik Ibsen, Silkeborg (60.), Alexander Ammitzbøl, AGF (60.), Magnus Wørtz, HB Køge (60.), Simon Trier, Viborg (65.), Jakob Johannsson (65.), Gustav Marcussen. Lyngby (65.), Magnus Häuser, HB Køge (78.).

Islands hold: Elias Olafsson, Alfons Sampsted, Isak Olafsson, Jonathan Ingi Jonssson, Daniel Hafsteinsson, Stefan Thordarson, Jon Thorsteinsson, Svein Aron Gudjohnsen, Willum Thor Willumsson, Kolbein Thordarson, Ari Leifsson.

Dommer: Chris Johansen.

Danmark gik i stå

U20-landskampen startede livligt med mange danske chancer, og Danmark bragte sig foran 1-0 efter 14 minutter på et mønsterangreb. Elias Sørensen fra Newcastle var på pletten og scorede et ægte centerforward-mål på oplæg fra Jeppe Okkels fra Silkeborg.

Danskerne spillede med optimisme, og Jacob Sørensen kunne have øget den danske føring efter 18 minutter, men i det 20. minut kanonerede Stefan Teitur Thordarson bolden i mål fra 20 meter. Den danske målmand Oliver Christensen fra OB havde ikke skygge af chancen, og det er længe siden, vi har set et så flot mål i Horsens.

Målet lammede det danske hold. Pludselig overtog Island taktstokken og spillede med den optimisme, danskerne startede kampen med.

Sveinn Aron Gudjohnsen fik en stor chance efter 29 minutter, og Jonatan Ingi Jonsson fik en friløber i første minut af anden halvleg.

Det danske hold var rystet fra hinanden, og det blev ikke bedre i resten af kampen, da landstræner Lars Knudsen af sociale grunde foretog ikke færre end otte udskiftninger. Udskiftningerne blev foretaget i blokke af tre spillere ad gangen to gange.

VB'er skadet

Allerede efter en halv times spil måtte den danske venstre back Malte Amundsen fra VB udgå.

- Jeg fik problemer med en skade i baglåret, forklarede Malte Amundsen.

- Han er vores eneste rigtige venstre back, og jeg tør ikke sige, om vi indkalder en reserve til mandagens kamp mod Norge, sagde den danske træner Lars Knudsen.

Island foretog også flere udskiftninger, men i kampens sidste minut faldt sejrsmålet. Erlingur Agnarsson var på færde på midten og scorede til 2-1. Målet var en tro kopi af det danske mål i første halvleg. Den fysisk stærke islænding Alex Thor Hauksson spillede en stor rolle i opspillet.

274 tilskuere forlod stadion, dybt skuffede over den danske indsats.

Det største danske navn Jens Odgaard i aktion med Islands Isak Olafsson. Foto: Søren E. Alwan

For dårligt

- Den danske indsats var for dårlig, sagde den danske landstræner Lars Knudsen.

- Det mindede om sommerferie. Island er en stolt nation, der har hjertet med. Vi startede udmærket, men gik i stå. Der var alt for mange mangler på vort hold, og alt for mange spillere viste slet ikke deres niveau.

- På mandag kl. 15 spiller vi mod Norge. Vi stiller med samme trup, men det bliver med en helt anden indsats, lovede landstræneren.

- Det var for dårligt af det danske hold, sagde den danske landstræner Lars Knudsen. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce