Annonce
Udland

Italien opbringer redningsskib med migranter

Alessandro Serrano/Ritzau Scanpix
En italiensk anklager har inspiceret det spanske redningsskib "Open Arms" og besluttet at evakuere migranter.

Anklagemyndigheden i Italien har opbragt det spanske redningsskib "Open Arms" og beordret migranterne om bord evakueret.

Det skriver nyhedsbureauet Ansa.

Der er over 80 migranter på skibet. Det har ligget for anker ud for øen Lampedusa i dagevis.

En anklager, Luigi Patronaggio, har givet ordre om at opbringe skibet, efter at han har inspiceret fartøjet.

Migranterne, der overvejende er afrikanere, har tilbragt 19 dage om bord. Anklageren siger, at han har truffet beslutningen "ud fra den vanskelige situation om bord".

15 migranter har været så desperate, at de tirsdag hoppede over bord for at prøve at svømme i land, oplyser den spanske organisation, som ejer skibet.

"Open Arms" tilhører en organisation i Barcelona, der forsøger at hjælp migranter, som kommer i havsnød på Middelhavet.

Organisationen skrev tidligere på Twitter, at "situationen er ude af kontrol" om bord.

Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, fører en hård linje over for migranter, der forsøger at komme ind i Italien. Men lørdag tillod han 27 børn om bord på "Open Arms" at komme i land.

Det skete efter internt pres i regeringen.

I et brev til premierminister Giuseppe Conti skrev Salvini, at han vil lade de "påståede" mindreårige forlade skibet.

Også selv om "det er i modstrid med min politik".

Salvini har som indenrigsminister beordret, at skibe og redningsskibe med migranter om borde ikke kan anløbe havne i Italien.

Tirsdag meddelte premierminister Giuseppe Conte, at han træder tilbage. Han gav den højreorienterede Salvini skylden for, at regeringen ikke længere kan fungere.

Hvis det kommer til nyvalg, har Salvini udsigt til at blive valgets store vinder. Det vil kunne føre til en endnu skrappere migrationspolitik.

/ritzau/AFP

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Fredericia For abonnenter

Strandgæster ryster på hovedet over broføljeton: - Man kan ikke hamle op med naturens kræfter

Annonce