Annonce
Kolding

Ja tak fra Vamdrup og Lunderskov: Fodboldklubber jubler over udsigt til kunstgræsbane i en af de to byer

Mette Løgstrup, formand for Lunderskov Boldklub, og Henning Laursen, formand Vamdrup IF Fodbold er begge glade for den politiske udmelding om, at den nye kunstgræsbane, som byrådet bevilger 3,5 millioner kroner til, bør placeres i enten Vamdrup eller Lunderskov. Privatfoto
Den politiske beslutning om at opføre en ny kunstgræsbane i Kolding, og meldingen om, at man gerne ser den placeret i Vamdrup eller Lunderskov, vækker jubel i begge fodboldklubber der, som allerede har aftalt at samarbejde om den nye bane uanset placering.

Vamdrup/Lunderskov: Udmeldingen fra Kolding Byråd i sidste uge om, at en ny kunstgræsbane, som politikerne vil bevilge 3,5 millioner kroner til, bør placeres i enten Lunderskov eller Vamdrup, mødes ikke uventet af jubel i fodboldklubberne i de to byer.

Formanden for Lunderskov Boldklub, Mette Løgstrup, forklarer, at der både i hendes klub og Vamdrup IF Fodbold er stor glæde over, at politikerne i byrådet kigger mod en af de to byer i forbindelse med, at der nu er afsat 3,5 millioner kroner til en ny kunstgræsbane.

- Vi er rigtig glade for Kolding Kommunes udmelding om placering, og at man kigger mod centerbyerne. Vi ved, at det kommer begge klubber til gavn uanset hvilken klub, der får kunstgræsbanen, siger Mette Løgstrup.

Hun og formanden for VIF Fodbold, Henning Larsen, har allerede haft en tæt dialog med hinanden om den kommende kunstgræsbane og er enige om, at de to klubber kommer til at samarbejde om driften af banen.

Annonce

Vi er rigtig glade for Kolding Kommunes udmelding om placering, og at man kigger mod centerbyerne. Vi ved, at det kommer begge klubber til gavn uanset hvilken klub, der får kunstgræsbanen

Mette Løgstrup, formand for Lunderskov Boldklub

Løfter begge klubber

- Vi har et fornuftigt forhold i de to klubber, og vi er sikre på, at vi sammen kan være med til at finde en placering, ligesom vi også kan samarbejde om træningstider, siger Mette Løgstrup.

Hun forklarer, at hun håbede, at man i Kolding Kommune ville se mod breddefodbolden næste gang, man ville sætte penge af til en ny kunstgræsbane.

- Kommunen har jo givet kunstgræsbaner til eliten - ved KIF og KoldingQ i Bramdrupdam, så jeg håbede, at bredden ville blive tilgodeset næste gang, siger hun.

At en kunstgræsbane i den vestlige del af kommunen vil have stor betydning i både Lunderskov Boldklub og VIF Fodbold, er hun ikke i tvivl om.

- Det vil løfte hele området, og på sigt kan det måske give os flere medlemmer i begge klubber. Der er jo kun otte kilometer mellem de to klubber. Det kan måske også gøre det mere attraktivt at spille seniorfodbolden, mener Lunderskovs fodboldformand.

Mindre sårbare

Hun nævner, at en kommende kunstgræsbane ikke kun vil blive brugt i vinterhalvåret, når de almindelige græsbaner for eksempel er frosne. Nogle foretrækker at spille på kunstgræs hele året rundt, og i Lunderskov Boldklub har man tidligere været nødt til at leje kunstgræsbaner både i og udenfor Kolding Kommune i perioder.

Det har for eksempel været i perioder, hvor græsbanerne har været lukket på grund af for meget vand på dem.

- Det bliver vi mindre sårbare overfor, hvis vi har vores egen kunstgræsbane i området, siger Mette Løgstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet undersøger graffiti-hærværk med muligt racistisk budskab

Annonce