Annonce
Fredericia

Jan Juul er en travl herre: Kunderne møder ham i to butikker

I august er Jan Juul at finde bag disken i både butik Juul og MR Højer, indtil de to butikker er fusioneret. Fra 1. september vil han være bag disken i Mr Højer, hvor han også sælger herretøj fra butik Juul. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter
46-årige Jan Juul er i dag at finde bag to diske i Danmarksgade, da han er ved at flytte herretøjsafdelingen fra butik Juul over i Mr Højer, som han i juli blev medejer af.

Fredericia: - Du var da lige ovre på den anden side, hvordan kan du også være her, spørger en kunde, da han ser Jan Juul bag disken i butik Juul.

At være både ekspedient og butiksejer, der lægger stor vægt på at yde en god kundeservice, giver Jan Juul lidt ekstra skridt i denne måned, hvor han er i fuld gang med at fusionere butik Juul med Mr Højer. Jan Juul indgik i juli kompagniskab med Jan B. Rasmussen, der ejer Mr Højer, og tiltrådte som direktør i Mr Højer.

Fusionen af de to butikker markeres 1. september, hvor Mr Højer vil videreføre både de tøjmærker, der har været på stativerne i Mr Højer og tøjmærkerne fra butik Juul. Butik Juul skifter navn til Juul Women og vil fra 1. september blive en ren dametøjsforretning.

- Lige nu render jeg lidt meget mellem de to butikker, for kunderne skal møde mig begge steder. Jeg glæder mig, til vi har slået butikkerne sammen, siger Jan Juul og tilføjer en undskyldning for flytterodet, som er uundgåeligt, når to butikker skal blive til en.

Jan Juul er indtil 1. september bag disken i to butikker i Danmarksgade. Foto: Lene Dalsgaard Nielsdatter

Kundeservice er kernen

Udover de tøjmærker, der følger med over i Mr-butikken, vil Jan Juul fortsat vægte kundeservice meget højt.

- Uanset om du går i butik Juul eller Mr Højer, vil du blive mødt af glade mennesker. Det handler om troværdighed, om at give kunden en god oplevelse. Vi skal ikke lyve og sige, at tøjet sidder godt på dem, hvis ikke det gør. Vi skal yde en rigtig god kundeservice og have et stort udvalg - ellers handler folk på internettet, siger Jan Juul.

Muligheden for at udvikle butik Juul og få flere af de gode mærker og dermed et større udvalg er også én af årsagerne til, at Jan Juul har indgået samarbejde med Jan B. Rasmussen. I oktober er det 10 år siden, Jan Juul åbnede butik Juul. De første ni år lå butikken på Vejlevej. Den 1. juni sidste år rykkede Juul-parret butikken ind i Danmarksgade.

Lokalsport i fritiden

Når dørene i butik Juul og Mr Højer lukkes, er det ikke helt fyraften for Jan og hustruen Trine. Det er efter butikkernes lukketid, de tager sig af alt det administrative arbejde.

Men der bliver også tid til at være sammen med Jan og Trines fælles søn på 10 år og Trines to sønner, som Jan Juul også ser en del til i løbet af dagen, da de også er at finde bag disken i Mr Højer. Jan Juul finder også tid til at tage del i lokalsporten på begge sider af Lillebælt. I Middelfart er han fodboldtræner. I Fredericia dyrker han lokalsporten og ser især meget fodbold og håndbold, som han også støtter med sponsorater.

- Jeg elsker det - også netværket omkring lokalsporten. Når jeg er ude og se en kamp, er jeg der ikke kun som privatperson, jeg er der også som butiksejer. Det er ikke et job, jeg har - det er en livsstil, siger Jan Juul.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Strandgæster ryster på hovedet over broføljeton: - Man kan ikke hamle op med naturens kræfter

Annonce