Annonce
Børkop

- Jeg holder modet selvom tankerne flyder rundt i mit hoved

Christian Riis har skrevet et digt til sin mor. Foto: Mette Mørk
18-årige Christian Lykke Jacobsen er vant til at sætte ord sammen på skrift, og han har skrevet et digt om frygten for ikke at se sin mor mere. For hun har isoleret sig på grund af coronavirussen.
Annonce
Annonce

Mor sov

Digtet blev skrevet på kort tid. Det var bare i ham. Det skulle ud, og det kom det.

- Jeg havde sådan lyst til, at mor skulle høre det, så jeg ringede straks til hende, men det var så sent, at hun sov. Min lillebror var dog oppe, og han sagde ja til at høre, hvad jeg havde skrevet. Han kunne godt lide det, og næste morgen ringede jeg straks til min mor, som lyttede. Hun blev helt rørt, siger han.

Digtet er blevet luftet siden hen.

- Jeg gik rundt om mig selv, om den skulle deles på sociale medier, men jeg valgte at gøre det, og jeg må sige, at jeg har fået meget flot respons tilbage. Det glæder mig meget. Jeg er ikke en, der skriver for mig selv. En drøm er at kunne leve af at skrive, siger han.

Annonce

Savner sine drenge

Men den vigtigste læser er dog selvfølgelig hans mor, Marlene Lykke Fuglsang Riis.

- Da han ringede ovre fra sin far, var det en uge siden, vi var blevet adskilt. Det var morgen, inden han skulle på arbejde i Fakta. Da han læste det op, fik tårnene frit løb. Jeg var helt opløst af glæde, siger hun.

Hun må dog stadig vente med at se sine sønner. Lægen har opfordret hende til at holde afstand til sønnerne Christian og Mathias, da de begge arbejder i butik.

- Jeg savner mine drenge vildt, og nej, hvor jeg savner at må kramme dem vildt, som vi plejer, men som drengene siger, så vil de aldrig kunne leve med, hvis de bragte smitten til mig, da den kan være fatal. Og dét har jeg jo dyb respekt for, og stolt over, at de forstår, at der kommer en dag, hvor vi kan kramme vildt og leve sammen som før, siger Marlene Lykke Fuglsang Riis.

Hele digtet kan ses i sin fulde længde i Trekantens Folkeblad, der udkommer i dag.

Gårslev: Min aggression

Bliver til tårer.

En frustration

Jeg ikke helt forstår,

men jeg holder modet

selvom tankerne flyder rundt i mit hoved.

Men jeg hører min yndlingssang,

og tænker på det kram,

jeg gav, for sidste gang.

Sådan lyder det i starten af digtet "Et sidste kram". Og forfatteren bag er en ung mand, der til daglig arbejder i Fakta i Brejning, hvor han er elev.

Men en nat kunne 18-årige Christian Lykke Friis ikke sove. Han havde ord i sit hoved. Ord der skulle ud.

- Jeg har digtet nogle år, og jeg vidste, at det bare skulle være et digt. Om de tanker jeg har omkring hele situationen med min mor og min lillesøster Louise, siger 18-årige Christian Lykke Jacobsen.

Hans mor bor i Børkop, og her bor han normalt også, men i disse dage bor han kun ved faren i Gårslev, for hans mor har valgt at isolere sig.

Hun har nemlig astma, og det vil ikke være godt, hvis hun bliver smittet af corona-virussen, så hun bor kun sammen med datteren, der er noget yngre end Christian, og som ikke arbejder i en butik.

Det går godt med at bo ved faren. Men det giver også et savn.

- Ja, der er et stort savn. Det er svært ikke at kunne mødes med lillesøster og med min mor. Jeg er trods alt kun en 18 år knægt, der er vant til, at min mor jo bare er der for mig, siger han.

Så en aften satte han ord på sine tanker. Som indeholder mere end savn. Der er også frygt indblandet.

- Kommer jeg til at se min mor igen? For hvad nu hvis det sidste kram, jeg nåede at få, faktisk bliver det sidste. Den frygt ramte mig hårdt, og så valgte jeg at sætte ord på det, siger han.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce