Annonce
Kultur

- Jeg synes sgu’, jeg er et lykkeligt menneske

- Jeg kan godt lide, at man har det sjovt, når man går på arbejde. Jeg synes jo, at livet helst skal være en fest hele tiden, og det kan jeg sige, at mit liv har været rigtigt meget af tiden, konstaterer Kirsten Lehfeldt. Foto: Carsten Lauridsen

Jeg er nok opdraget med at det er lidt uklædeligt at tale om sig selv, siger Kirsten Lehfeldt, der både er aktuel med den nye komedieserie ”Minkavlerne” og en bog om hendes liv.

Interview: Gerda er hjemmegående, og hele hendes liv roterer om de tre sønner, hvoraf i hvert fald to er noget moralsk anløbne, og familiens skrantende minkfarm.

Bortset fra, at begge kvinder bor på landet, er der umiddelbart ikke mange ligheder mellem personen Kirsten Lehfeldt og hendes rolle i TV 2 Zulus nye komedieserie ”Minkavlerne”, hvor medspillerne blandt andre er Niels Hausgaard som hendes mand, og stand-up-komikerne Jonas Mogensen og Kasper Gross, der også har skrevet manuskriptet.

Gerda virker, som om livet har slidt en del på hende, Kirsten Lehfeldt virker derimod overskudsagtig og afslappet, da hun tager imod i huset i landsbyen uden for Hillerød, hvor hun holder til med manden Stig Hoffmeyer, to kælne hunde og et antal katte, der dog ikke er at se.

Men noget er der nu alligevel, som de to kvinder er fælles om, trods de synlige forskelle.

- Jeg tror, at alle, som har børn, kender til det med, at man gerne vil være matriark, samle familien om sig - og måske også være den, der sætter dagsordenen i forhold til det, siger hun.

At hun er sådan en, der samler, er noget af det, der bliver fremhævet i en helt ny biografi, som journalisten Jacob Wendt Jensen har skrevet om hende. ”Har du set, hvor mange sofaarrangementer, de har?”, spørger hendes stedsøn Oliver et sted i bogen med henvisning til, at man kan sidde samlet mange steder eller sprede sig rundt omkring og stadig være sammen.

- Baglandet betyder rigtigt meget for mig. Det skal helst fungere, for det giver tryghed, når man har så meget omskiftelighed i sit arbejde. Det er ikke et roligt bagland, for de har lige så meget knald på, som jeg har, men jeg kan godt lide, at det er ens base. Det er derfra, min verden går. Det giver overskud til at være ude i andre sammenhænge. Der er ikke noget, der kan vælte én, fordi man ved, at det, der tæller, er kernen derhjemme.

- Så andre steder kan man godt blive pustet til, men man vælter ikke omkuld?

- Nej, for man kommer jo hjem igen.

Grænseoverskridende udfordring

Det er noget mærkeligt noget med en biografi, siger Kirsten Lehfeldt, fordi man genoplever sit liv.

- Det er langt tilbage i erindringen, du skal sidde og hive noget frem, du totalt havde glemt. Det har været sjovt pludselig at se buerne i sit liv: At man starter dér, og så går man derfra og så dertil og så dertil, siger hun og tegner med hænderne i luften.

- Jeg har jo ikke tænkt over i mange, mange år, hvordan man kommer fra det ene til det andet.

Det har også været en grænseoverskridende oplevelse, selvom hendes arbejde fylder mere i bogen end alt det andet, fortæller hun. Hun har sagt nej til ideen om en biografi, når hun tidligere er blevet spurgt, blandt andet fordi hun ikke havde lyst til at dele ud af sit privatliv.

- Jeg er fra før den digitale verden, hvor man poster, hvad man har fået til aftensmad, og at ens barn har 39 i feber. Man ved alt om hinanden nu, men jeg er nok opdraget med, at det var lidt ublufærdigt tale om sig selv. At det var lidt uklædeligt. Hele mit arbejdsliv har jeg også prøvet at holde fast i, at man gerne må vide, hvem jeg er gift med, at jeg har et barn og måske lidt mere, men ellers er der lukket. Det har været min udfordring i forhold til bogen - men jeg kan jo godt lide udfordringer.

Healende hænder

Et af de emner, hun hidtil har holdt inden for privatsfæren, er hendes forhold til det alternative og tro på, at der er mere mellem himmel og jord.

- Man nøjes man med at tale om det med mennesker, som man ved har samme klangbund. Der er jo ingen grund til at gå og skilte med noget, du alligevel ikke kan forklare, konstaterer hun.

- Rigtig mange mennesker tror ikke på, at der er mere mellem himmel og jord - det sjove er, at når det kommer til stykket, gør de fleste alligevel, men man skal tit ud i ydersituationer, før man begynder at tro. Når man pludselig har brug for at tro, er man presset derud, hvor man begynder at åbne op for, at der kan være mere mellem himmel og jord i universet.

Det var efterveerne af en hjernerystelse, der i første omgang fik Kirsten Lehfeldt til at opsøge ayurvedisk medicin i skikkelse af indiske Dr. Unni, der iført lændeklæde masserede hende med fødderne.

- Han satte mig fri, han satte min nakke fri. Jeg har kun gode erfaringer med det alternative, siger hun.

Da veninden og samarbejdspartneren Søs Egelind blev ramt af kræft, opsøgte Kirsten Lehfeldt en healer for at få hjælp til at komme af med de spændinger, som bekymringen for hende efterlod i kroppen. Siden har hun selv healet folk, der står hende nær, og det er blevet en naturlig del af hendes liv. Det samme er yoga og meditation.

- Jeg er sådan en, der godt kan køre hurtigt af sted og slippe jordforbindelsen, så det har været rigtigt godt for mig at få nogle teknikker, der holder mig lidt på plads. Hvis man sætter sig ned på en sten, kigger ud over vandet og bare tømmer sig for tanker, kan man begynde at fylde på igen og lade sig inspirere. Det der med at tømme harddisken, det holder!

Livets cyklus

Det holder ikke mindst, når man bliver ældre, for selvom Kirsten Lehfeldt har knoklet løs i snart fem årtier, må hun acceptere, at der efterhånden ikke skal være en masse bolde i luften. At det tager lidt længere tid at lære tekster udenad. At hun bliver træt på en anden måde.

- Man tror, man kan, fordi man har kunnet tidligere, så man skal finde ud af, at man hverken kan eller skal. At trappe ned er noget, man skal lære, især når man stadig elsker sit arbejde. Når man så hele livet har haft knald på, får man ind i mellem nogen over snuden, før man lærer det.

Hun oplevede det på egen krop sidste år, da hun under en publikumsprøve på stykket ”Inden jeg fylder 67” fik et blackout og måtte afbryde forestillingen. ”Stress” lød diagnosen, og hun trak stikket i et par uger.

- Jeg fandt ud af, at nu skulle jeg tage mig sammen. Jeg havde prøvet det en gang før, så jeg vidste godt, hvad det var. Jeg kom mig gudskelov hurtigt over det.

Generelt synes hun, det er dejligt at blive ældre.

- Der er mange ting, man slipper for. Ting, som man tidligere gik op i, men som egentlig var lige meget. Selvfølgelig er det også hele tiden et tab af noget. Det er jo en barsk fornøjelse at være menneske. Man mister livet igennem. Man kan jo nærmest ikke åbne dødsannoncerne, uden at der er nogen, man kender. Vi er kommet op i den alder, hvor man falder fra og kan forvente, at det er sådan. Det er jo mærkeligt. Man ved det selvfølgelig fra starten, men det kommer måske alligevel bag på en. Men jeg er ikke ked af at blive ældre. Man fornemmer livets cyklus, og det er i høj grad børnebørnene, der sætter på plads, at det kører videre.

Søs blev min skæbne

En pæn blanding af tilfældighed og skæbne og bevidsthed, kalder hun den måde, livet indtil videre har formet sig.

- Jeg har været heldig, fordi jeg har mødt de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter og fået de rigtige roller på de rigtige tidspunkter.

Det har jeg ikke selv været herre over, siger hun.

Omvendt var samarbejdet med Søs Egelind et meget bevidst valg.

- Det blev i høj grad min skæbne. Hvis jeg ikke havde gjort det, var mit liv blevet teater og sikkert også film og tv, og ikke alt det, der hedder revy og komik.

Arbejdsmæssigt er Kirsten Lehfeldt ikke blevet mæt endnu. Omvendt har hun heller ikke en liste med drømmeroller og projekter, som hun gerne vil nå.

- Jeg synes, jeg har været forkælet med de roller, jeg har fået, og sammen med Søs har jeg også taget skeen i egen hånd. Jeg har fået opfyldt de skuespillerdrømme, jeg havde. Jeg synes sgu, at jeg er et lykkeligt menneske. Drømmescenariet er at fortsætte med at arbejde og samtidig have masser af tid sammen med børnebørnene og med min mand og rejse. Det er et godt otium, synes jeg.

# Jeg er sgu et lykkeligt menneske, sagde du ...

- Ja. Eller ... jeg er tilfreds, og det, tror jeg, er noget af det bedste. Det er noget med at være glad, hvor man er. Ikke tro, at guldet ligger et andet sted, eller at græsplænen er grønnere der, men at være glad for at være på sin egen græsplæne. At man ikke hele tiden har behovet for at skulle noget andet. Det har ikke noget at gøre med, at man lader sig nøje, eller at der ikke skal ske noget, for der kan ske masser af ting, men at ens udgangspunkt er, at man er tilfreds.

# Hvis der er en grundindstilling i dig, hvad er den så?

- Den er glad - og ubekymret, helst. Jeg er god til at bekymre mig og nogle gange også lidt for god, men det er på andres vegne. Man skal ikke komplicere arbejde og ens liv i det hele taget, men prøve at holde en lethed. Det er så nemt at grave sig ned, siger hun og illustrerer det med et billede, hun har hentet fra yogaens verden:

- Hvis man ser en flod for sig, skal man sørge for at bevæge sig midt i den det meste af tiden. Man skal ikke komme for langt ind, for så skraber man knæene på stenene. Hold dig der, hvor det flyder, der har du det bedst. Sådan kan livet selvfølgelig ikke være. Vi ved alle sammen, hvor ondt det kan gøre, og hvor meget alle mennesker kommer til at mærke smerter. Det kan ikke være ubekymret det hele, men der er ingen grund til at opsøge problematikker - og slet ikke når man går på arbejde. Det må gerne være som at lave ”Minkavlerne”, så man synes, det er en fest at gå på arbejde hver dag.

---

Fakta: Blå bog

Kirsten Lehfeldt er født i 1952 og er opvokset i Skanderborg.

Hun er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater. Efter elevtiden flyttede hun videre til først Aalborg og siden København.

Kendt fra roller både på teaterscenerne og i film og tv - i de senere år blandt andet filmen ”Tarok” og tv-serien ”Arvingerne” - og ikke mindst for samarbejdet med Søs Egelind i ”Kongeriget”.

Hun har modtaget flere priser, blandt andet Henkel-Prisen i 1988.

Privat er hun gift med skuespiller Stig Hoffmeyer. Sammen har de datteren Mille Lehfeldt og to børnebørn.

”Minkavlerne” har premiere på TV 2 Zulu og TV 2 Play 1. september. Biografien ”Kirsten Lehfeldt” udkommer den 2. september på Gyldendal.

---

Fakta: 3 store med Kirsten Lehfeldt

-

1. ”Piaf”

Rollen som den verdensberømte franske spurv gav i 1980 Kirsten Lehfeldt det store gennembrud som skuespiller. Hun spillede først forestillingen på Aalborg Teater og to år senere på Nørrebros Teater. Hun måtte lære alle forestillingens sange på fransk og fik blandt andet hjælp af sin mand Stig, der havde boet i Frankrig som barn og terpede med hende, så hun kunne få styr på de franske lyde med for eksempel rullende r’-er i ”Non, je ne regrette rien”.

-

2. ”Flamberede hjerter”

Der blev solgt mere end 500.000 billetter til Helle Ryslinges film fra 1986, hvor Kirsten Lehfeldt har hovedrollen som sygeplejersken Henriette, der kæmper med livet og mændene i det. Den ufatteligt morsomme scene, hvor hun har gjort sig grim og serverer spaghetti med opretstående pølser for sin usympatiske lægekærestes vigtige gæst, er gået over i dansk filmhistorie. Kirsten Lehfeldt fik en Bodil som årets bedste kvindelige hovedrolle.

-

3. ”Kongeriget”

Søs & Kirsten havde allerede slået deres navne fast som et af Danmarks bedste og mest populære komikerpar med showet ”Latterens lange arm” og karakterer som Carsten og Helge, men de fik endnu flere fans, da ”Kongeriget” rullede hen over tv-skærmene og siden ud i landet. De to spillede mere end 80 karakterer i serien, blandt andre Moster Elly og Dikael, Claus og Lone og det lesbiske par Bonnie og Connie. ”Jeg tror, det er meget sjældent at finde et samarbejde, hvor man er så meget på bølgelængde”, siger Søs Egelind i bogen ”Kirsten Lehfeldt”.

- Jeg synes sgu, at jeg er et lykkeligt menneske. Drømmescenariet er at fortsætte med at arbejde og samtidig have masser af tid sammen med børnebørnene og med min mand og rejse. Det er et godt otium, synes jeg, siger Kirsten Lehfeldt. Foto: Carsten Lauridsen
Baglandet er det vigtigste, og det, der skal fungere. - Det er dér, man kan rammes på hjerteplan, siger Kirsten Lehfeldt. Foto: Carsten Lauridsen
Kirsten Lehfeldt er vild med rollen som mormor. - Jeg stiller op alt, hvad jeg kan, for det gider jeg virkeligt godt. Jeg kan godt selv mærke, at jeg ikke har de samme kræfter, men det er fantastisk at gøre det, fordi man får så nært et forhold til sine børnebørn. Foto: Carsten Lauridsen
- Vi har brugt hinanden. Det har været det fine. Det er også sjovt for mig at prøve at lægge mig op ad noget andet, og samtidig er vi jo bare os selv. Vi farver hinanden, tror jeg, siger Kirsten Lehfeldt om arbejdet med den nye serie ”Minkavlerne”, hvor flere af de medvirkende kommer fra stand-up. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg er god til at bekymre mig og nogle gange også lidt for god, men det er på andres vegne. Man skal ikke komplicere arbejde og ens liv i det hele taget, men prøve at holde en lethed, siger Kirsten Lehfeldt. Foto: Carsten Lauridsen
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce