Annonce
Kultur

- Jeg vil godt ud af de bælter her

Jacob Skyggebjerg. Foto: Fryd Frydendahl/Gladiator

Barsk, selvoplevet roman tegner et mørkt billede af det danske retssystem. Men det er ikke en uproblematisk form.

I romaner må man lyve om alt - bare man gør det godt nok. Nogen har så opfundet genren "autofiktion" - selvfiktion, der befinder sig et sted mellem selvbiografi og roman. Vi kender det fra blandt andet Ove Knausgaard, som i interviews har fortalt, at det, der beskrives i hans romaner, er hans eget liv.

Når det kommer til forfatteren Jacob Skyggebjerg, så står der "roman" på forsiden af hans nye værk, "Hjælp". Allerede undertitlen, "Et vidnesbyrd fra den danske retsstat. Et justitsmord", antyder, at der kunne være tale om mere end fiktion. Og skulle nogen være i tvivl, er bogen udstyret med en slags forord formuleret som et brev til læseren, hvor der står om handlingen: " (...) alt, hvad der skildres, er sandt, men kronologien er omgjort lidt for at kunne forme hele forløbet som et indtageligt værk". Og indtageligt er det. I den grad.

"Hjælp" handler om en ung mand med et voldsomt temperament, der får verdens dårligste råd.

En våd nat i Vejle bliver han afvist af en dørmand og sviner denne så meget til verbalt, at han ender med at først at få tæsk af dørmanden og hans kolleger og siden endnu flere bank af de to betjente, der kommer og anholder ham.

Stillet over for en retssag fortæller en veninde ham, at hendes kæreste fik lavet en mentalerklæring, for så slipper man for fængsel og skal bare komme til et møde en gang imellem.

Da Skyggebjerg tidligere har været indlagt på ungdomspsykiatrisk i Kolding "som følge af længere tids overdosering med hostepiller", får han hurtigt en aftale med Retspsykiatrisk Afdeling på Risskov, hvor han "spiller rollen som psykopat", og resultatet bliver en behandlingsdom med en såkaldt "længstetid" på fem år.

Efter min mening er det i sig selv grotesk, at et menneske kan idømmes FEM års psykiatrisk behandling, fordi han, som der står i dommen, har været højtråbende, kastet en flaske op i luften, forsøgt at nikke en betjent en skalle, sparket ud efter en anden betjent og derefter truet med at smadre dem og kaldt dem for "pædofile sadistsvin", "lede bøsser" og den slags.

Men det helt absurde er, at der her er tale om en person, som sandsynligvis ikke er syg i psykiatrisk forstand, men som nu udsættes for fem års vanvittig tvangsbehandling indebærende det ene mere hårrejsende overgreb efter det andet. Ordet "HJÆLP" på forsiden af romanen taler med sine store, orange bogstaver sit eget sprog.

Ud af denne tragiske sag er der dog kommet et nøgternt vidnesbyrd om retspsykiatrien set indefra af en ung mand (og journaliststuderende), der dømmes til at være syg og fratages sine rettigheder, sin værdighed, sit liv. Han tvangsindlægges, hver gang nogen klager over ham, eller han har misset et møde, og inde bag de lukkede døre "behandles" han med psykofarmaka, bæltefiksering og kedsomhedstortur. Som en af plejerne - fodsoldaterne - siger til ham: "Det kan godt være, du ikke kan lide at være her, men det må altså være lidt fedt at kunne ligge og sove til langt op ad formiddagen".

Jeg synes, det er problematisk, at værket hævder at være dokumentarisk og samtidig kaldes for en roman. Det svækker troværdigheden i forhold til forfatterens påstand om, at der er begået et justitsmord, og kronologien - eller manglen på samme - forvirrer mig. Ikke desto mindre bør alle, der på en eller anden måde er i berøring med psykiatrien, ræse ud og købe bogen NU.

Man vil få røde kinder, når man ser sig spejlet i Skyggebjergs skarpe blik. Men skam skal man ikke skamme sig over. Den skal man lære af og så komme videre. Ligesom forfatteren.

Jacob Skyggebjerg: "Hjælp - et vidnesbyrd fra den danske retsstat, et justitsmord". Gladiator. 282 sider. 299,95 kroner.

Jacob Skyggebjerg: ?Hjælp - et vidnesbyrd fra den danske retsstat, et justitsmord?. Foto: Gladiator
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce