Annonce
112

Glasmosaik smadret i Jelling Kirke i nat: Gerningsmand er fundet

En sten har smadret tre små ruder i vinduet bag alteret i Jelling Kirke. Privatfoto
Natten til torsdag blev Jelling Kirke udsat for hærværk, da en mand kastede sten på altervinduet og knuste tre små ruder.

Jelling: - Det er en trist og træls hændelse, som vi helst ville have været foruden.

Sådan siger sognepræst Kristian Bøcker, efter at han og personalet torsdag morgen kunne konstatere, at Jelling Kirke var blevet udsat for hærværk i løbet af natten.

- Da rengøringsassistenten er i gang med at gøre rent torsdag morgen ved syvtiden, opdager hun, at der er smidt en sten ind, så tre ruder er blevet smadret i et af vinduerne. Jeg tror, de fleste har det sådan, at kirken er et af de steder, man lader være i fred, selv om alle former for hærværk altid er ærgerlig. Men det rammer da lige noget i én, siger Kristian Bøcker.

Han valgte torsdag ved middagstid at skrive om hændelsen på Facebook-gruppen "Det sker i Jelling" for at undgå spekulationer og gætterier. Således har man været i kontakt med gerningsmanden, og ifølge både Kristian Bøcker og politiet er sagen opklaret.

- Vi ved, hvem det er. Vedkommende har erklæret sig villig til at erstatte skaderne, så vi har styr på situationen, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt i Vejle.

Annonce

Vil undgå spekulationer

Torsdag middag skrev sognepræst i Jelling Kirke, Kristian Bøcker, følgende besked på Facebook-gruppen "Det sker i Jelling":

"Engang i nat blev der kastet en sten gennem vinduet over alteret i kirken. Det er rigtig træls! Politiet har været her – og har fundet gerningsmanden. De prioriterede sagen, fordi det er en kirke – og fordi det er Jelling Kirke, som også er et nationalt symbol. Vi synes, det er vigtigt at give denne besked om hærværket, men samtidig opfordrer vi til, at vi lader politiet tage sig af sagen – og undgår spekulationer og gætterier. Vi arbejder på at få det smukke vindue genskabt; det kan tage lidt tid, men kirken kan sagtens bruges."

Et specielt vindue

Vinduet, der er bag alteret, blev lavet i forbindelse med en stor renovering i 2000 af kunstneren Jørn Larsen. Udover de tre store vinduer designede han gulvet, alteret, bænkene og lamperne i kirken.

- Det er et fantastisk vindue, som giver noget af den atmosfære, der er i kirken. Det er lavet i en helt speciel farve. En slags ler-orange, som har at gøre med det hebraiske ord for menneske: Adam, som betyder den, der er lavet af ler eller jord. Det var vigtigt for Jørn Larsen, at det havde en bestemt farve. Men han er desværre død siden da, så vi skal i gang med at opklare farvesammensætningen, og hvor og hvordan det er lavet, siger Kristian Bøcker.

Han ved endnu ikke, hvad det vil koste at udbedre skaderne.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men kirken kan stadig bruges uden problemer, og så må vi komme videre, siger sognepræsten.

Gelwane

Det er første gang, at der har været hærværk ved Jelling Kirke, siden det famøse hærværk i februar 2011. Noget, som fik stor omtale i medierne, da det var gået ud over de historiske runesten.

Med grøn sprayfarve havde en 15-årig dreng skrevet ordet "Gelwane" på to af stenens sider. Og med sølvfarve var det samme ord malet på kirkedøren og på den kasse, der var sat op for at beskytte den lille runesten. Skaderne var så omfattende, at et par specialister måtte bruge to måneder på at fjerne spraymalingen.

Drengen led af Aspergers Syndrom og modtog en behandlingsdom ved Retten i Kolding halvandet år efter hændelsen. Dog fik han også et erstatningskrav på over 100.000 kroner.

I 2011 var Jellingstenen udsat for hærværk, da en dreng havde skrevet "Gelwane" med spraymaling på stenen. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Efter politisk pres: Nu inviterer kommunen til borgermøde om Dan Gødning

Kultur

Dodo & The Dodos i Eksercerhuset i 2020

Fredericia

Politikere ønsker borgermøde om Dan Gødning A/S-tankanlæg - hvad synes du?

Annonce