Annonce
Erhverv

Jensens Bøfhus får sjældent overskud - og flere penge til krisen

Jensens Bøfhus er kommet igennem sin store krise - og har fået penge til også at komme igennem den nye corona-krise. Arkivfoto: Nils Mogensen Svalebøg
Restaurantkæden Jensens Bøfhus har for første gang i mange år fået overskud. Samtidig har bank og ejere stillet penge til rådighed, så virksomheden kan komme igennem coronakrisen.

Restaurant: Efter en dyb krise og udskiftning af både ejere og ledelse kom Jensens Bøfhus ind i mere sikker havn i 2019. Oven på seks år med underskud fik restaurantkæden sidste år et pænt plus på 10 millioner kroner før skat. Det fremgår af regnskabet, der blev offentliggjort onsdag middag.

Siden regnskabet blev afsluttet, er kæden igen kommet i dyb krise på grund af corona-nedlukningen, der har kostet dyrt.

Men umiddelbart har virksomheden sikret sig, at den kan køre videre. Nykredit Bank har åbnet for større lån i april, og samtidig har aktionærerne har lånt virksomheden 10 millioner kroner. Dermed vil den være i stand til at klare en nedgang i overskuddet på 50-55 millioner kroner, hvilket den anser for usandsynligt højt. Derfor kan restauranterne nu komme igennem året, vurderede ledelsen, da den skrev ledelsesberetningen i regnskabet.

- Siden det blev skrevet, har vi åbnet restauranterne, og det gør mig mere optimistisk, så jeg er helt sikker på, at vi er i stand til at klare os igennem året, siger administrerende direktør Anders Nikolaisen.

Annonce

Jensens Food Group A/S

Hjemsted: Odense

CVR-nummer: 28 70 72 23

Direktion: Anders Nikolaisen

Bestyrelse: Jesper Sondrup Rosener (formand), Hans Carl Bøgh-Sørensen, Torben Østergaard-Nielsen, Ernst Broder Kier,
Jann Dollerup Vig Jensen

Ejere: Steen Haustrup, Jørn Bonnesen, Torben Østergaard Nielsen, Hans Bøgh-Sørensen, Enrico Krog Iversen, Georg Gundersen, Rene Søgaard Larsen, Jørgen Lindegaard Hjort, Ole Pape Jensen

Regnskabstal 2019 (2018 i parentes)

(2018 var præget af store engangsposter)

Omsætning: 472 mio. kr. (481)

Resultat af drift (ebitda): 26 mio. kr. (-38)

Resultat før finansielle poster: 15 mio. kr. (-63)

Resultat før skat: 10 mio. kr. (56)

Resultat efter skat: 9 mio. kr. (67)

Egenkapital: 10 mio. kr. (-19)

Antal ansatte: 334 (493)

Positiv formue igen

Koncernens omsætning faldt sidste år lidt, blandt andet fordi fire restauranter blev lukket. Driften gav et overskud på 26 millioner, og overskuddet før skat blev på 10 millioner kroner. Efter skat var resultatet et plus på ni millioner kroner.

Tallene viser en kraftig forbedring, men de kan ikke uden videre sammenlignes med 2018, hvor gældseftergivelse og store engangsposter påvirkede regnskabet.

Årets overskud har sammen med 20 millioner kroner ekstra fra ejerne i marts 2019 betydet, at koncernens egenkapital nu er blevet positiv - dog med beskedne 10 millioner kroner.

Antallet af ansatte er faldet kraftigt. Omregnet til fuldtidsstillinger var tallet i 2019 på 334 - et fald på 159. I alt er der i dag 730 medarbejdere i Odense-koncernen, som også omfatter en fabrik i Struer, der producerer fødevarer til detailhandlen.

Gæsterne får, hvad de forventer

Efter at have lukket en række restauranter i de senere år, er der nu 28 tilbage i kæden - 21 i Danmark, seks i Sverige og en i Norge.

De gode tal kommer oven på en årelang krise, er sidste år kulminerede med, at en række fynske erhvervsfolk overtog virksomheden efter stifteren Palle Skov Jensen, Odense, og indsatte en ny bestyrelse og ledelse. Jysk Fynske Mediers administrerende direktør Jesper Rosener, der tidligere havde være chef i kæden, blev bestyrelsesformand, og en anden tidligere ansat, Anders Nikolaisen, blev administrerende direktør.

Arbejdet med at få kæden på fode igen har blandt bestået i at skære ikke-rentable restauranter væk og at sælge værdier fra - blandt andet meget kunst samt hovedsædet i Fruens Bøge i Odense.

Desuden har man ændret på den del af virksomheden, som kunderne møder. Et tidligere forsøg på at forny menuen er for en stor del blevet afløst af et mål om at komme tilbage til den form, der oprindeligt gav kæden succes. Under arbejdstitlen "En elsket klassiker" har man i højere grad givet de 3,8 millioner årlige gæster det, som de forventede af stedet. Selv de klassiske blomstrede uniformer er på vej tilbage.

På grund af corona-krisen vil ledelsen ikke forsøge at forudsige, hvordan 2020-regnskabet vil komme til at se ud.

Jensens Bøfhus har lukket del af kædens restauranter og har nu 28 tilbage. Den håber, at det tal vil begynde at stige næste år. Arkivfoto: Lars Juul
Kæden har længe haft planer om at opbygge en take away-forretning, så den investerede kraftigt i det, da corona-krisen kom. Her har en kunde hentet dagens måltid i restauranten i Sønderborg. Arkivfoto: Timo Battefeld
Jensen's Bøfhus' hovedkvarter i den tidligere restaurant Skoven ved Fruens Bøge i Odense er blevet solgt til Barfoed Group, men kæden har stadig hovedkvarter og en restaurant i bygningerne. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Villavej slår et slag for hjertet

Annonce