Annonce
Fredericia

JensJulius: Fredericiansk guitarist storhitter på youtube

Da JensJulius i første omgang blev pålagt at spille akustisk guitar, kunne han ikke hurtigt nok få lov at skifte til elguitar. Foto: Peter Friis Autzen
23-årige Jens Julius Tejlgaard fra Fredericia brillerer med sin guitar på nettet. Og der er mere på vej, lover han.

Fredericia: 85.800 følgere. Og flere hver eneste dag.

Jens Julius Tejlgaard fra Fredericia er et hit på youtube, hvor han spiller instrumentale udgaver af forskellige pop- og rocksange udsat for hans ekvilibristiske guitarspil.

Videoerne ses af mange, mange tusinde hver uge. De mest populære runder flere hundrede tusinde views. Hans største hit indtil videre er oppe på 1,6 millioner visninger. Og den tæller stadig.

- Det er vildt. Og det er fedt. Jeg får beskeder fra hele verden, hvor folk er glade for videoerne. Folk kan virkelig forholde sig til videoerne. Nogle siger endda, at de er begyndt at spille guitar på grund af mine videoer. Vildt, siger Jens Julius, da han mødes med ElboBladet på Ungdommens Hus i Fredericia.

På nettet kalder han sig JensJulius Tejlgaard - så bortset fra et slettet mellemrum er kunstnernavnet og hans borgerlige navn identisk.

Annonce
Jeg faldt i søvn på sofaen. Da jeg vågnede op, var mit følger-tal steget helt vildt. Jeg havde ingen at dele min begejstring med, så jeg hoppede og løb rundt, mens jeg bare jublede.

JensJulius Tejlgaard

Det begyndte med youtube

Det giver god mening, at JensJulius er blevet youtube-stjerne med sin musik. For det var faktisk også på youtube, det hele begyndte for ham.

- Jeg var 12 år, da en ven viste mig en how to play-video med Green Day-nummeret "Time of your life". Jeg begyndte at øve mig, og pludselig var den der! Så løb jeg ud af mit værelse med guitaren og ned i stuen for at spille den for mine forældre. Allerede dér kunne jeg mærke, at det her med musik var noget, jeg ville have mere af, siger JensJulius.

Senere begyndte han at gå til guitarspil på Den Kreative Skole, hvor han til sin ærgrelse skulle starte med en akustisk, spansk guitar. Så snart han fik chancen skiftede han til elguitar og privatundervisning.

På gymnasiet spillede han i band, og senere fik han også en aftale i stand med et pladeselskab. Men selskabet trak sig i sidste øjeblik, og siden har den etablerede musikbranche givet JensJulius for mange skuffelser. Til sidst gad han ikke rende dem på dørene længere.

- Jeg valgte at lave min egen platform. Så må pladeselskaberne komme til mig, hvis de vil mig noget, siger han.

Det eksploderede på youtube

JensJulius' videoer er gennemarbejdede med nyindspillede bag-track, god lyd og ekvilibristisk guitarspil. Det tager gerne adskillige dage at lave hver video, som han uploader på ugebasis - typisk om lørdagen.

- Jeg havde hørt, at det som regel tager to år at opbygge en youtube-kanal, og i begyndelsen voksede min også kun langsomt, siger han.

Men så for et år siden lavede han en cover af Camila Cabello-sangen "Havana", og så begyndte det at tage fart. Men det rigtige gennembrud kom i foråret, da hans udgave af Alan Walkers "Lily" eksploderede.

- Alan Walker (norsk dj og musikproducer, red.) delte videoen på sin egen kanal, som har 29 millioner følgere. Og pludselig steg mit følger-tal med 2.000 om dagen. Det var ret vildt. Han har mange følgere i Indonesien, så det har jeg også fået. Nogle af dem laver deres egne videoer, hvor de synger ind over mine videoer, siger JensJulius med et begejstret smil.

JensJulius Tejlgaard i lydpult-ruinen bag Ungdommens Hus i Fredericia. Med en af sine yndlingsguitarer, en rød perlemorslakeret ESP. Foto: Peter Friis Autzen

Det fortsætter på youtube

JensJulius satser på at kunne leve af indtægter fra sin youtube-kanal. Sådan en kan kaste sponsorater, reklameindtægter og andet af sig, som kan være med til at lægge fundamentet for en ellers skrøbelig kunstner-økonomi. Og så bliver der plads til også at satse på sin egen musik.

- Hovedmålet på længere sigt er min egen musik. Jeg kan rigtig godt lide at spille i et band, men jeg har haft svært ved at finde nogen med samme ambitionsniveau som mig selv. Og jeg har ingen drøm om at turnere rundt og spille nogle andres musik, siger han.

Når tiden er den rette, satser han på at bruge sin efterhånden store youtube-platform til også at lancere sin egen musik.

Men indtil da fortsætter han med de korte, instrumentale videoer og udgaver af kendte numre. Og han supplerer sine indtægter med et job i Panorama Biografen.

På kort tid er han gået fra at være en ret ukendt, guitarspillende fredericianer til at være youtuber, musiker, kunstner og stjerne.

- Jeg laver det, jeg elsker. Og jeg elsker det, jeg laver, siger han.

I sin lejlighed har JensJulis et lille tv-studie, hvor han indspiller sine videoer. Foto: Ravn Visuals
I hjemmestudiet indspiller JensJulius adskillige lag af musik til sine videoer, inden han foran kameraet indspiller selve lead-guitaren. Foto: Ravn Visuals
JensJulius Tejlgaard - eller Jens Julius Tejlgaard, som han hedder i virkeligheden. Foto: Ravn Visuals
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Folk på sociale medier ængstelige over barbering af volden: Men eksperter er helt rolige på dyrenes vegne

Læserbrev

SF mangler stadig svar i sagen om konsulent-besparelser

Læserbrev: Fredericia Dagblad lagde 23. januar igen spalteplads til nok et indlæg omhandlende Fredericia Kommunes brug af privat konsulentfirma til besparelser på socialt udsatte og handicappede borgeres botilbud. Denne gang var det koncernchef Yelva Bjørnholdt Jensen, som på vegne af Fredericia Kommune var ude med et indlæg. Det havde dog været klædeligt, hvis det stedet havde været en formand for et af de ansvarlige udvalg som udtalte sig. I Kolding har byrådet truffet den beslutning, at man selv påtager sig ansvaret for de besparelser, som man finder nødvendige. Det har den fordel, at der alt andet lige skal findes færre penge, når der ikke skal kastes flere 100.000 kroner. efter et privat konsulentfirma som Anne Brorson Consulting. Vi må formode, at koncernchefen har afstemt sit indlæg med de politisk ansvarlige? Indlægget besvarer dog stadig ikke de spørgsmål, SF tidligere har rejst, så nu spørger vi lige igen! Mener man seriøst, at man kan spare 3,7 millioner kroner på botilbud, uden borgerne kan mærke det? Tror man på, at borgerens indsats er uændret? 3,7 millioner svarer til årslønnen for minimum 10 pædagoger eller 10 SOSU-assistenter fordelt på 13 borgere! Der mangler ligeledes stadig svar på, om de berørte borgere er orienteret om, at deres private oplysninger er blevet delt, med en privat virksomhed? Det er selvfølgeligt helt legalt og inden for lovgivningens rammer og intention at følge op på om borgeren stadig får det relevante tilbud, men det er bestemt ikke nogen ny opfindelse at holde status- og opfølgningsmøder. I de tilfælde, hvor borgere har fået det bedre, er det naturligt med en ny vurdering, som i SF's optik bør ske i et samarbejde mellem den kommunale sagsbehandler og borgeren. F.eks ved brug af det man blandt fagfolk kalder en VUM (Voksen udredningsmetode), en metode socialrådgivere og socialformidlere er uddannet til at bruge. I SF mener vi, at kommunens brug af spare-konsulenter kan begrænse borgerens retskrav på at blive partshørt, når støtten forhandles ned. Når dette uvæsen har fået lov til at brede sig, er det jo ikke, fordi der er dårlige sagsbehandlere på de sociale voksenområder. Forklaringen er snarere den underfinansiering, der er og har været over en årrække på handicap- og udsatteområdet. Det er tydeligvis ikke her, 'det historiske velfærdsløft' er faldet. I betragtning af den solide økonomi, vi efter sigende har Fredericia, bør det være muligt på ordentlig vis at finde den nødvendige finansiering til handicappede og socialt udsatte borgeres tilbud, uden der skal gå kræmmermarked i aftalerne. Vi ser stadig i forventning frem til at få svar på vores spørgsmål meget gerne fra medlemmerne fra de fra de to udvalg, som sagerne hører under. Når byrådet i Kolding kan forholde sig til problematikkerne, kan det jo ikke passe at det skal være så svært at få de ansvarlige politikkere til svare.

Annonce