Annonce
Danmark

Jim Lyngvild om Radio 4: - De skal hele tiden lade jorden brænde under sig

Jim Lyngvild har lyttet til "Radio4 Morgen". Her kommer med sin umiddelbare vurdering af den nyetablerede radiokanal. Arkivfoto: Søren Gylling/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
Den 40-årige forfatter, modemand og iværksætter Jim Lyngvild har lyttet til Radio 4. Her kommer han med dommen over morgenprogrammet "Radio4 Morgen", som den aarhusianske radiostation udsendte mandag d. 4. november.

Hvad har du lyttet til på Radio 4?

- Jeg har lyttet et par timer til morgenfladen – ”Radio4 Morgen”, som jeg har fået et godt billede af i forhold til indhold og form. Der var noget rumklang undervejs, der virkede lidt forstyrrende, men mon ikke de kommer det problem til livs med tiden. Hvad synes du om programmet? - Jeg vil give det fire ud af seks stjerner. Programmet var langt mere nede på jorden end den morgendækning Radio 24/7 havde, som nogle gange blev lidt for kulturelitær. Det var tydeligt, at Radio4-værterne gjorde en dyd ud af gøre det folkeligt og forståeligt, mens de prøvede, at få nuancer fra hele landet på deres historier. Det gav programmet en god nerve i nyhedsdækningen og vækkede min interesse ganske hurtigt. - En af svaghederne var telefonlyden. Der var lidt for meget af den og kvaliteten var svingende. Jeg ved, at der findes apps, der kan gøre autenticiteten og lyden bedre, når der er gæster igennem på linjen. Alternativt må man gøre en ekstra indsats for, at få gæsterne i studiet i stedet for.Kunne du finde på at fortsætte med at lytte til Radio 4?

- Det kan jeg helt sikkert. Vi skal lige give dem muligheden for at vise, hvad de kan. Jeg håber der kommer nogle programmer med både hjerte og bid, som man kan podcaste. Det kunne eksempelvis være en ny Kirsten Birgit (Den Korte Radioavis - Radio 24/7), som kunne bidrage med lidt kant til sendefladen. De kommer jo til at konkurrere med Podimo og andre podcastmedier, men hvis de opfinder programmer, der kan vække min nysgerrighed og bevare en vis intimitet, tror jeg på projektet. - Radio 4 er jo startet op i en helt ny medievirkelighed og derfor skal de passe på med at læne sig for godt tilbage, som Radio 24/7 endte med at gøre. De skal hele tiden lade jorden brænde under sig, og hvis de gør det, er jeg slet ikke i tvivl om, at radiostationen bliver en stærk aktør på markedet.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce