Annonce
Trekantområdet

Johan har livstruende sygdom: Fik tre magiske dage i Disneyland

Fire-årige Johan strålede af barnlig lykke, når han mødte de forskellige Disney-figurer - for en stund var sygdom og bekymringer forsvundet. Privatfoto
Make-A-Wish Danmark opfyldte Johan Daugaard Steensens store ønske om en tur til Disneyland i Paris. Det blev en kæmpe oplevelse for både ham og hans familie.

Egtved: Johan Daugaard Steensen var helt oppe at svæve, da han fik at vide, at Make-A-Wish Danmark havde valgt at opfylde hans store ønske om at komme til Disneyland i Paris og blandt andet møde hans store idol, Pluto.

Den fire-årige dreng fra Egtved er født med en uhyre sjælden og livstruende malformation i venstre side af ansigtet, som har medført en række tilstødende komplikationer, så han nu blandt andet har epilepsi og spastisk lammelse, og så er store smerter desværre en stor del af hans hverdag.

Derfor var det fantastisk for ham og hans familie at lade sygdom træde lidt i baggrunden for en stund og i stedet have nogle dage fulde af store oplevelser.

- Vores tur til Disneyland blev på alle måder meget mere magisk, end vi havde turdet tro på. Allerede, da vi tjekkede ind på hotellet, startede oplevelserne, og da vi for første gang stod og kiggede op på det meget karakteristiske Disney-slot, var det svært ikke at blive overvældet. I det hele taget var det svært ikke at have let fugtige øjne hele tiden, fordi Marie (Johans storesøster, red.) og Johan bare strålede af ubekymret, barnlig lykke, fortæller Signe Daugaard Steensen, der er mor til Johan.

Annonce
Der var arrangeret en helt særlig oplevelse for Johan - et møde med hans yndlingsfigur Pluto. Og det var noget, der gjorde lykke for både ham og resten af familien. Privatfoto

Det hele værd

På familiens anden dag i parken var han inviteret til "en helt særlig overraskelse", som viste sig at være et eksklusivt møde med Pluto.

- I mere end en halv time havde vi Pluto helt for os selv, og da Johan var tøet lidt op, blev der krammet, grinet og fjollet. Det var en kæmpe oplevelse, for os alle fire, siger hun.

I løbet af dagene i parken var familien også så heldig at møde Mickey Mouse, Anders And, Fedtmule og flere andre figurer.

Familien havde fået mulighed for at tilkøbe et par ekstra dage, så der også var tid til en tur ind til Paris og se Eiffeltårnet, som var Maries helt store ønske.

- Selvfølgelig var der også mange stunder, hvor det hele blev for meget for Johan, og hvor han trak sig med sin iPad og sine hørebøffer, eller simpelthen faldt i søvn i sin klapvogn. Men alligevel gik det hele op i en højere enhed, så Johans behov for pauser og særlige hensyn ikke betød, at Marie konstant måtte gå på kompromis med sine ønsker, fortæller Signe Daugaard Steensen og tilføjer:

- Og selvom hans energidepoter er tømt for de næste mange måneder, så har det været det hele værd at opleve de her ting sammen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce