Annonce
Udland

Johnson: Nu må Underhuset sikre brexit uden forsinkelse

François Lenoir/Reuters
Den britiske premierminister kan nu blot håbe, at Underhuset i London vil acceptere hans skilsmisseaftale.

Med et kompromis torsdag har Storbritannien og EU gjort, hvad parterne kan, for at sikre en velordnet skilsmisse 31. oktober.

Det er budskabet fra den britiske premierminister, da han torsdag mødes med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, til et kort pressemøde om den aftale, der blev indgået torsdag før middag.

- Det er et fornuftigt og fair udfald, og det afspejler det store arbejde, der er blevet lagt i det fra begge sider, siger Boris Johnson.

For at brexit kan blive til virkelighed 31. oktober, som er den aktuelle plan, skal aftalen først godkendes af det britiske parlament og af EU-Parlamentet.

- Nu håber jeg virkelig, at mine kolleger i Westminster vil samles, så vi kan få brexit overstået. Vi skal have denne fremragende aftale over målstregen, siger Boris Johnson med henvisning til Underhuset, som lørdag stemmer om aftalen.

Tre gange tidligere har Underhuset stemt brexit-aftaler ned.

Det er planen, at EU's stats- og regeringschefer torsdag eftermiddag skal have en orientering om indholdet af aftalen.

Skilsmisseaftalen er en revideret udgave af den aftale, som tidligere britisk premierminister Theresa May indgik med EU i november 2018.

Johnson sender også en varm tak til EU's chefforhandler, Michel Barnier, og til Jean-Claude Juncker for samarbejdet den seneste tid.

- For os betyder det, at vi kan levere et rigtigt brexit, der indfrir vores mål. Vi forlader EU samlet og helt, siger Boris Johnson.

EU-topmødet afholdes i Bruxelles torsdag og fredag. Brexit skal, som planen er nu, kun drøftes torsdag.

Lørdag skal Underhuset stemme om skilsmisseaftalen. Det er kun sket fire gange tidligere, at Underhuset er samlet på en lørdag. Senest var i 1982 under Falklandskrigen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Druknet hjorts hoved blev kogt og renset: Imponerende opsats klar til at pynte

Annonce