Annonce
FC Fredericia

Jonas Dal var gal i anden halvleg

Jonas Dal var mellemfornøjet, selvom FC Fredericia tog et sidste sekunds-point i Viborg. Arekivfoto: Peter Leth-Larsen
FC Fredericia spillede to forskellige halvlege mod Viborg. Cheftræner Jonas Dal var vred over en skidt anden halvleg. Men han glædede sig trods alt over at have fået point.

Viborg: I sidste sæson spillede FC Fredericia en nærmest eksakt kopi af onsdagens opgør mod Viborg. FC Fredericia var foran indtil 82. minut, men to mål af Andreas Albers gav hjemmeholdet sejren.

Også onsdag aften var FC Fredericia foran længe. Efter 83 minutter udlignede Viborg dog til 1-1, og i overtiden blev det endda 2-1 til hjemmeholdet. Men FC Fredericia kom tilbage og bjærgede et umuligt point, da Uzo scorede til 2-2 på kampens sidste aktion.

- Jeg vil gerne sige, at vi får point i den her kamp, fordi vi har tur i den lige nu. Men det er jo ikke sandheden. Vi udligner, fordi det hele lige falder i hak i den ene sekvens, og fordi der bliver skabt panik, fordi vi sender alt frem, sagde FC Fredericias cheftræner Jonas Dal.

Han havde inden kampen appelleret til, at man fra FC Fredericias side skulle anse uafgjort som ikke godt nok. Han ville have sejren, og derfor var han mest af alt en skuffet mand.

- Jeg var lidt gal ret hurtigt inde i anden halvleg. Vi vil gerne spille med risiko - det skal vi - men det lykkedes bare ikke for os. Vi var ikke dygtige eller skarpe nok efter pausen, og vi smed alt for mange bolde væk, sagde han.

Uzo sad på bænken. I stedet spillede Jacob Buus. En kontroversiel beslutning, for nigerianeren havde spillet godt i kampene forinden.

- Men Buus havde ikke spillet sig af. Han havde bare en mindre skade. Vi havde en forventning om, at han ville indgå bedre i samarbejdet med sine holdkammerater, fordi han har trænet og spillet med hele sommeren. Nogle gange må man som træner tage en beslutning, som ikke alle kan lide, sagde Jonas Dal.

- Det var dejligt at se Uzo score. Det gør, at han smiler i stedet for at han er ked af det og skuffet, sagde cheftræneren.

Jeg vil gerne sige, at vi får point i den her kamp, fordi vi har tur i den lige nu. Men det er jo ikke sandheden. Vi udligner, fordi det hele lige falder i hak i den ene sekvens, og fordi der bliver skabt panik, fordi vi sender alt frem.

Jonas Dal, cheftræner for FC Fredericia

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce