Annonce
Erhverv

JP/Politiken sælger svenske aviser og får del i mediehus

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

28 svenske lokalaviser bliver solgt til HD-Sydsvenskan. Samtidig bliver JP/Politikens Hus medejer af køberen.

JP/Politikens Hus sælger sine 28 svenske lokalaviser til den sydsvenske medievirksomhed HD-Sydsvenskan.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Samtidig med salget af Lokaltidningen bliver JP/Politikens Hus medejer af HD-Sydsvenskan med en ejerandel på 7,3 procent.

HD-Sydsvenskan ejes af Bonnier News og omsatte i 2018 for 965 millioner svenske kroner - svarende til cirka 667,5 millioner danske kroner.

Administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov er glad for salget. Han bliver samtidig medlem af bestyrelsen for HD-Sydsvenskan.

I meddelelsen udtaler han, at det har været en stor glæde at bedrive lokaljournalistik i Sverige.

- Men det er en lige så stor glæde, at Lokaltidningen nu bliver en del af Sydsveriges største medievirksomhed som led i den naturlige konsolidering på det svenske mediemarked.

Vi har den største respekt for såvel HD-Sydsvenskan som Bonnier, og vi ser frem til at blive medejer. Samtidig er der grund til at takke Lokaltidningens ledelse og medarbejdere for en kæmpe indsats i regi af JP/Politikens Hus, udtaler Stig Ørskov.

HD-Sydsvenskan udgiver blandt andet Sydsvenskan og Helsingborgs Dagblad. Det er ifølge pressemeddelelsen den største medievirksomhed i Sydsverige og når dagligt 531.000 læsere på tværs af alle platforme.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce