Nordvestfyn: Julemad, biografbilletter og gavekort skal igen i år glæde familier fra det nordvestfynske, som i juletiden befinder sig i en svær situation - på grund af trængt økonomi eller af andre årsager. I alt har Middelfart Kommune indstillet 142 familier en julekurv, hvis indhold er sponsoreret af lokale virksomheder.
Sidste år endte mange privatpersoner med at donere små eller større beløb i 11. time, da der manglede en stor pose penge for at man kunne få råd til julehjælp til de familier, som kommunens socialrådgivere havde udpeget.
Ad den vej fik kommunen øjnene op for muligheden for privatdonationer via MobilePay, og den kanal er åben igen i år, fortæller faglig koordinator i kommunens familieafdeling, Jonna Christoffersen.
I juleposerne er der blandt andet gavekort til Panorama.
- Det gør, at børnene i familierne kan identificere sig med de andre børn i skolen, fordi de kan fortælle om gaven - eller at man også var inde og se den nye tegnefilm i biografen i juleferien, fortæller Jonna Christoffersen.
For niende gang står Middelfart Kommune bag en julehjælpsindsamling, og allerede i efteråret blev lokale virksomheder spurgt, om de havde lyst til at donere et beløb til indsamlingen.
Man kan donere penge lige indtil jul, og pengene går ubeskåret til julehjælp til de trængte familier. Man kan donere penge via MobilePay ved at sende pengene til nummeret 315853.