Fredericia: Heidi Lindum Mikkelsen er kæmpe fan af den indsats Fredericia Kommune og Shopping gør for at skabe mere julehygge i centrum.
- Det er simpelthen så fint. Det er lige det, vi har brug for i en tid, hvor vi ingenting må. Julepynten er så flot, og aktiviterne er sjove. Vi har været hernede flere gange allerede, sagde hun, mens hun hjalp døtrene Sea og Marina rundt i rensdyrjagten i Danmarksgade.
Zebraer, heste og en enkelt giraf var forklædte som rensdyr med gevirer og blinkende næser. At det ikke helt var den ægte vare, rørte ikke de mange børn, som lørdag stod i kø for at få en tur.
Heidi Lindum Mikkelsen - mor til Sea og MarinaDet er lige det, vi har brug for i en tid, hvor vi ingenting må. Julepynten er så flot, og aktiviteterne er sjove. Vi har været hernede flere gange allerede.
Elias Scara Gulløv var trukket i flere lag skitøj for at holde sig varm og klar til at forklare børnene, hvad rensdyrjagten gik ud på og slutteligt uddele belønning for at have gættet dagens kodeord.
- Der har været virkelig mange. På et tidspunkt så stod der børn i kø langt op ad Danmarksgade, sagde Elias hurtigt, inden det næste træk af børn skulle have reglerne forklaret og fundet det rette rensdyr.
Corona-spredning
Lørdag middag var der trods lidt trist decembervejr godt med besøg i den indre by, hvor aktiviteterne gjorde, at der var sikker coronaspredning.
Rådhuspladsen genlød af motorsav og banken. Der var mulighed for at forvandle isklumper til skulpturer, og det havde nevø og onkel - Lasse og Davor - taget imod.
- Vi har en lille konkurrence om hvem der kan få lavet en kugle ud af isen. Det er ikke så nemt, som man skulle tro, erkender Davor, som havde taget turen til Fredericia sammen med familie fra Kolding.
- Vi ville gerne se Disney-pynten. Den var i Kolding for nogle år siden, og det er virkelig flot. Og så var der aktiviteter, så det har været rigtig fint, lyder meldingen fra Kolding-gæsterne.
I Vendersgade var der også lagt an til julelege og boder med gløgg at lune sig på.
Fredericia Kommune har sat i alt to mio. kroner af til pynt og aktiviteter for at skabe julestemning i midtbyen.