Annonce
Alarm 112

Kæben hang og dinglede: Ejer af dyrepension kontaktede ikke dyrlæge, selvom hund var alvorligt syg og måtte aflives

Dette er ikke den hund, der havde brækket kæben og måtte aflives. Billedet stammer heller ikke fra den omtalte dyrepension. Arkivfoto: Claus Thorsted
En mand står til en bøde på 5000 kroner, hvis han bliver kendt skyldig i at have undladt at kontakte en dyrlæge, selvom han passede en hund, der angiveligt havde brækket kæben, mens den boede i hans dyrepension.

Kolding: En mand, der ejer en dyrepension, risikerer at blive straffet med en bøde på 5000 kroner for at have undladt at kontakte en dyrlæge, efter en hund angiveligt havde brækket kæben i hans varetægt.

Manden, der har drevet dyrepension i to-tre år, fastholdt ellers hårdnakket, at hunden allerede var kommet til skade, da den blev afleveret af sin ejer, da manden fredag afgav forklaring ved Retten i Kolding.

Hunden var blevet passet flere gange af manden, og den boede altid i privaten hos ham, så han kendte den godt, forklarede han. Men han kunne ikke mærke, at hunden var anderledes, end den plejede at være.

Annonce

- Den var rolig, da den blev afleveret, men var ikke noget, jeg hæftede med ved. Urolige hunde har det med at være rolige, når de er sammen med mig, sagde manden.

Han registrerede dog, efter han havde passet hunden i et døgns tid, at den havde rigtig dårlig ånde, og at flere tænder sad løst. Han, der også har flere kurser i hundeadfærd og -psykologi, overvejede at kontakte en dyrelæge, men besluttede i stedet at vente til, at hundens ejer kom for at hente hunden.

- Jeg tænkte, at den havde gået med det så længe, at en dag fra eller til var lige meget, sagde manden.

Kæben var flækket

Hundens ejer forklarede til Retten i Kolding, at han havde afleveret en glad hund hos dyrepensionen om torsdagen. Da han kom for at hente den om søndagen, så hunden trist ud, og den havde halen mellem benene.

- Kæben var flækket, da jeg kom for at hente den, sagde ejeren.

På vejen hjem lå hunden på ejerens skød og var meget afkræftet, forklarede han, og da de kom hjem, ville hunden ikke drikke vand. Ejeren tænkte, at hunden var ved at dø, sagde han i retten.

- Da vi kom hjem, og jeg fik kigget på den, kunne jeg se, at kæben hang og dinglede, sagde ejeren.

- Jeg er på ingen måde i tvivl om, at jeg ikke har afleveret den med en kæbe, der hang og dinglede, fortsatte han.

Ejeren tog hurtigt kontakt til en dyrlæge. Fredag forklarede dyrlægen, at hun kunne se, at skaden var et par dage gammel, og der var ringe chance for, at hunden kunne overleve. Derfor blev der truffet en beslutning om at aflive hunden. Ejeren af dyrepensionen har senere betalt for aflivningen.

- Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at en hundeejer ville aflevere sin hund på den måde, sagde dyrlægen i retten.

Sagen er blevet optaget til dom. Dommen falder den 18. juni, hvor det altså bliver afgjort, om manden burde have kontaktet en dyrlæge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce