Annonce
Læserbrev

Kære byrådspolitikere, hvornår begynder I at tage ungdommen alvorligt?

Fredericia Kommune sparer på ungdommen, når de sparer på Ungdommens Hus. Og burde det ikke være lige modsat i en tid, hvor unge ifølge Sundhedsministeriet mistrives mere end nogen sinde før?

Det er nu 13 år siden, at jeg satte min fod på Norgesgade 46a for første gang. Den dag i dag, mange år efter, har Ungdommens Hus stadig en stor plads i mit hjerte, og jeg er taknemlig for, at jeg har haft muligheden for at udvikle mig under trygge rammer som huset og personalet har skabt.

Da jeg startede på Ungdommens Hus, havde jeg svært ved at finde mig til rette og finde ud af, hvad min rolle i livet var. På Ungdommens Hus blev jeg mødt af ansatte, som tog mig alvorlig, og som vigtigst af alt lyttede. Jeg lærte, at jeg som ung er vigtig. Jeg lærte om værdierne af fællesskab og demokrati. Jeg lærte, at jeg som ung, sammen med andre unge, kan være medskaber af det samfund, som vi ønsker.

Og er det ikke netop det, vi ønsker af unge i dag. At de trives så meget, at du har lyst til at bidrage til fællesskabet og samfundet som demokratiske borgere?

For at det kan lade sig gøre, er vi nødt til at have et rum til de unge, hvor det er muligt. Et rum som Ungdommens Hus, hvor unge kan føle sig mødt, og hvor de tør påtage sig ansvar og sætte handling på idéer og drømme.

Men hvem skal skabe det rum, når Fredericia Byråd vil spare 50% af personalet på Ungdommens Hus væk? Og hvad skal der ske med de unge over 18, som Fredericia Byråd vil smide ud af huset?

Ungdommens Hus i Fredericia har ikke brug for besparelser eller aldersbegrænsninger, tværtimod har de brug for flere resurser.

Ungdommen i Fredericia har brug for, at byrådspolitikkerne lytter til dem og tager dem seriøst. Så kære byrådspolitikkr, hvilken fremtid ønsker du for Fredericias ungdom?

Annonce
Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgelige og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce