Fredericia: Det går ikke altid lige kvikt, når man skal have en kviktest i Fredericia. Der er nemlig stor risiko for, at man ender med at bruge en del tid på at stå i kø, inden man kan komme ind i varmen og få taget testen.
Sidste uge, nærmere bestemt 3. november, åbnede Carelink, der står for kviktest i Region Syddanmark, igen op for kviktest i Fredericia. Det skete i Det Grønne Rum, hvor det mellem kl. 10-18 på hverdage og kl. 10-14 på lørdage er muligt at blive testet.
Hverken lokalet eller antallet af podere har dog umiddelbart vist sig at være stort nok.
- Vi havde slet ikke forestillet os, at det ville gå sådan her, når vi åbnede op igen, lyder det fra Ken Paulsen, centerchef hos Carelink:
- Vi havde regnet med, at vi ville have mellem 100-200 forbi om dagen. Og så ville det ligeså stille stige over de næste 14 dage til tre uger. Derfor har vi startet med et mindre setup. Men allerede fra starten har vi haft 400-500 mennesker per dag.
God dialog med kommunen
Der er lige nu to podere i gang på teststedet i Det Grønne Rum. Lokalet egner sig ikke til flere ansatte.
- Vi kan være to-tre stykker i forhold til luften i lokalet, siger Ken Paulsen.
Han fortæller samtidig, at han sagtens kan se, at det giver mening at se efter større lokaler, men først skal Carelink have udrullet testcentre i alle kommuner i Region Syddanmark. Det sker på fredag.
- Vi skal lige have sat alle flag på landkortet, men i næste uge begynder vi at se på, hvor der skal skaleres op både i forhold til lokaler og ansatte. Vi er i god dialog med kommunen, og jeg er i daglig kontakt med min kontakt derinde. Så jeg vil sige, at inden for de næste 14 dage kan man forvente at der sker noget, fortæller centerchefen.
Det bliver dog med nogle flere benspænd, end da kviktest første gang blev rullet ud. Der var landet nemlig lukket ned, hvorimod vi i dag ser et helt genåbnet Danmark. Det gør det sværere at finde nye lokaler.
Udover kviktest kan man få taget en pcr-test følgende steder:
Fredericia Rådhus hver torsdag og Fredericia Teststation (v. Messe C).