Annonce
Fredericia

Kalvespidsbryst og fromage med bær til ældre og handicappede: Lidt godt på bordet i en nedlukket tid

Køkkenchef, Brian Therp, Messe C, leverede skærtorsdag 70 kuverter med dejlig påskemad til beboerne på bostedet Kobbelgaarden 1-3 i Fredericia. Kommunen betalte. Foto: Morten Kiilerich
Kommune betaler lokale madsteder for at levere flere hundrede retter til plejehjem og bosteder i påsken. Som en lille opmuntring og en slags erhvervsstøtte.

Fredericia: Egentlig skulle de bare have haft rugbrød med pålæg og måske lune retter i anledning af højtiden.

Men skærtorsdag fik 70 voksne handicappede på Fredericia Kommunes bosted Kobbelgaarden 1-3 i stedet kalvespidsbryst, honningbagte rodfrugter, små stegte kartofler, skysovs med timian - og til dessert citron panna cotta med hvid chokolade, bær og karamelliseret citronskal.

Ganske gratis. Messe C lavede og bragte maden ud til institutionen på Thygesminde Allé. Kommunen betalte.

- Beboerne har pyntet fint op og dækket bord, fortalte en af de ansatte på Kobbelgaarden, Julie Nilsson Høstgaard, til Fredericia Dagblad.

Annonce
Julie Nilsson Høstgaard og de andre ansatte tog imod, og beboerne på den kommunale institution for voksne handicappede havde dækket fint op. Foto: Morten Kiilerich

Alt i alt 670 kuverter

Alle borgere på Fredericia Kommunes plejehjem og botilbud samt brugerne på misbrugscentret og i Kirkens Korshærs varmestue får én dag her i påsken leveret en to retters frokost fra en lokal restaurant eller et spisested.

Med venlig hilsen fra et enigt byråd - og til gavn og glæde: Leverandørerne får noget at lave, borgerne noget andet - og sikkert ekstra lækkert - at spise i denne nedlukkede tid. Siden 11. marts har der for eksempel været besøgsrestriktioner på plejehjem og botilbud.

Torsdag stod Messe C klar med 70 kuverter til Kobbelgaarden, mens Café Mums på Gl. Havn kørte mad ud til bostedet Ullerupdalvej 90-96. Messe C serverer på søndag også til de ældre på Ulleruphus og Hanneruphus.

I alt betaler Fredericia Kommune for 670 kuverter hen over påskedagene.

Byrådet har besluttet, at alle på plejehjem, bosteder samt på misbrugscentret og i Kirkens Korshærs varmestue skal spise ekstra godt en dag i højtiden. På kommunens regning. Her panna cotta med bær - med venlig hilsen fra køkkenet i Messe C. Foto: Morten Kiilerich
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce