Annonce
FC Fredericia

Kan bomberen Thomas Mikkelsen ende i Fredericia?

Thomas Mikkelsen som de fleste husker ham fra FC Fredericia-tiden. Evigt pågående og et mareridt for ethvert forsvar. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Thomas Mikkelsen holder formen ved lige i FC Fredericia, men klubbens tidligere topscorer kommer næppe til at optræde for sin tidligere arbejdsgiver foreløbig. Hans aftale på Island er for god.

Fredericia: I sidste sæson var Thomas Mikkelsens tilstedeværelse på FC Fredericias træningsbane nærmest som at gnide salt i et åbent sår. Klubben manglede en træfsikker angriber, og Mikkelsen viste sit værd ved at banke bolden ind til træning med samme sikkerhed, som når en tømrer banker et søm i med en hammer.

Siden er amerikanske Steven Enna kommet til, og hans syv sæsontræffere har bremset blødningen. Thomas Mikkelsen får stadig lov at holde formen ved lige i FC Fredericia. Angriberen er kontraktligt forbundet med islandske Breidablik, for hvilken han har scoret 13 mål i 19 kampe i seneste sæson.

Men gammelt venskab med FC Fredericia har åbnet for, at han kan holde formen ved lige på Monjasa Park.

- Jeg har fri fra Breidablik fra cirka 30. september og frem til 25. januar, og her rejser jeg hjem til Danmark. Men jeg skal stadig holde formen, og jeg er taknemmelig for, at jeg kan gøre det i Fredericia, siger Thomas Mikkelsen.

Den islandske liga følger kalenderåret, og på Island spiller man derfor fra april til september. 22 runder afvikles i den periode.

Man tænker sit. Mikkelsen er en klinisk målscorer og med sine 29 år er han i sin bedste alder. Ham kunne FC Fredericia - eller en anden klub i Danmark - vel godt bruge. En retur til Danmark ligger dog ikke i kortene.

- Jeg bliver på Island først og fremmest af økonomiske grunde. Jeg får en højere løn, end jeg gjorde i OB, da jeg var der. Og bilen og boligen er betalt. Det kan de fleste danske klubber ikke konkurrere med, siger Mikkelsen.

Annonce
Jeg følte, at nu havde jeg ligesom prøvet Skotland. Og så må jeg sige, at tanken om at have tre måneder fri med fuld løn tiltalte mig meget.

Thomas Mikkelsen om skiftet til Breidablik fra skotsk fodbold

Hygger sig i Fredericia

Thomas Mikkelsen er fra Bredebro, men i 2010 skiftede han fra FC Sydvest til Vejle Boldklub. Herfra gik turen til FC Fredericia, som han nåede at score ni mål for i 19 kampe i sæsonen 2013/14. Sæsonen efter nåede han at spille to kampe og score et mål, før OB meldte sig på banen med en transfersum, som FC Fredericia ikke kunne sige nej til.

Mellem 1,5 og 2 millioner tjente klubben på ham. Siden har karrieren været mere omtumlet med ophold i Sverige, Skotland og nu altså Breidablik.

- Når jeg træner med i Fredericia, vil jeg helt vildt gerne spille for klubben, for jeg hygger mig med det. Men jeg har nået en alder, hvor jeg også skal tænke på pengene, så jeg har ikke travlt med at forlade Island, siger han.

Har du hjemve i de måneder, hvor du er deroppe?

- Nej, det er ikke slemt. Men sidst på sæsonen kan jeg godt mærke, at jeg gerne vil hjem. Jeg savner familien og vennerne, og det hele er bare lettere, når man snakker dansk, siger Thomas Mikkelsen.

Hans kæreste og hans lille datter har ikke travlt med at komme hjem til Danmark.

- Nej, slet ikke. Min kæreste har fået et arbejde på Island, og min datter går i børnehave. Det er mig, der trækker mod Danmark. De trækker næsten den anden vej, siger han og griner.

Han kender fremtiden

Han har spillet kvalifikation til Europa League med Breidablik. Her røg klubben ud til Schweiziske FC Vaduz med en samlet score på 2-1 i en af de tidlige runder.

- Det er en sjov oplevelse, og det er jo også sådan noget, jeg får muligheden for på Island, siger han.

Niveauet deroppe er bedre, end han havde regnet med.

- Vores hold kan vel spille op imod de bedste hold i 1. division og måske et hold som Silkeborg i Superligaen. Niveauet er fint, men så er vi heller ikke bedre, siger Thomas Mikkelsen.

Lige nu er han på ferie, men han vender tilbage til træningen i Fredericia i begyndelsen af januar. Fremtiden kender han - i hvert fald halvandet år frem. Han har kontrakt med Breidablik til sommeren 2021.

- Og jeg har en mulighed for at forlænge med yderligere et år, hvis både klubben og jeg vil, siger han.

Klubben vil formentlig gerne, for Thomas Mikkelsen endte i sidste sæson på tredjepladsen på topscorerlisten i den islandske liga. Han har med sine 13 mål scoret seks gange mere end den næstmest scorende på Breidabliks hold.

Breidablik er sluttede på andenpladsen.

Thomas Mikkelsen

Født den 19. januar 1990 i Bredebro.

Klubber:

2008-2010: FC Sydvest
2010-2013: Vejle Boldklub
2013-2014: FC Fredericia
2014-2017: OB
2015: Göteborg (Leje)
2015-2016: Vejle Boldklub (Leje)
2017: Dundee United (Leje)
2017-2018: Ross County
2019-????: Breidablik

Thomas Mikkelsens ophold i OB var en fiasko. Han scorere ét mål og blev lejet ud hurtigt trods en heftig transfersum. Arkivfoto: Keld Navntoft/Scanpix 2014)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce