Annonce
Danmark

Kan du genkende disse? Politiet søger ejere af tyvekoster på Fyn og i Jylland

Fyns Politi søger ejere af tyvekoster fra en lang række indbrud begået på Fyn og i Jylland. Foto: Fyns Politi
Fyns Politi har fundet ejere af tyvekoster fra 29 indbrud, men der er fortsat en omfattende mængde, som endnu ikke har fundet hjem. Politiet offentliggør derfor en række billeder af tyvekosterne, som det håber, nogen kan genkende.

Siden den 9. marts har fem mænd - to fra Rumænien og tre fra Moldova - siddet varetægtsfængslet sigtet for en lang række indbrud. De blev anholdt på Vestfyn og kan sættes i forbindelse med 29 indbrud på Vestfyn, i Østjylland, Sydøstjylland og Syd- og Sønderjylland.

Politiet er dog overbevist om, at de fem har endnu flere indbrud på samvittigheden og beder nu derfor offentligheden om hjælp.

Der ligger nemlig fortsat en omfattende mængde tyvekoster, som politiet ikke kan finde ud af, hvor kommer fra. Derfor offentliggør politiet nu en række billeder i håb om, at nogen forhåbentlig genkender deres ejendele.

- Det er bare en ekstra god dag på kontoret, når vi oplever, hvor glade folk bliver over at blive genforenet med deres elskede arvestykke, et værdifuldt ur eller smykke. At blive udsat for et indbrud er utroligt grænseoverskridende, og som politimand er derfor en særlig glæde, når vi som i denne sag kan få rigtig mange koster bragt sammen med de rette ejere igen, fortæller vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

Politiet håber at kunne opklare endnu flere indbrud ved at offentliggøre billederne.

Fyns Politi søger ejere af tyvekoster fra en lang række indbrud begået på Fyn og i Jylland. Foto: Fyns Politi

Tyvekoster for flere millioner

Efterforskningen har vist, at indbruddene alle er begået fra midten af februar og frem til anholdelsen den 8. marts. Ud over billeder af smykker offentliggør politiet også billeder af tasker og forskellige pudebetræk, der sandsynligvis er blevet brugt til at fragte det stjålne væk fra de enkelte gerningssteder.

- Vi tror, at gerningsmændene blandt andet har fjernet tyvekosterne i pudebetræk, som de har pillet af en hovedpude i de forurettedes soveværelser. Derfor håber vi, at nogen kan genkende deres manglende pudebetræk, så vi forhåbentlig får opklaret endnu flere af de indbrud, vi tror, de sigtede har stået bag, lyder det fra Jesper Pedersen.

Det var efter et tip fra offentligheden, at politiet kom på sporet af de fem formodede gerningsmænd. Tippet førte politiet til to ejendomme på det vestlige Fyn, hvor de fem sigtede var i gang med at pakke omfattende mængder af tyvekoster formentlig med henblik på at sælge dem i Rumænien. De mange smykker var nøje pakket i poser efter deres metalværdi.

- Vi er overbeviste om, at der er tale en gruppe, vi kan betegne som professionelle omrejsende kriminelle. De er helt klart gået efter primært smykker og elektronik. Ud fra de koster, vi har kunnet fastlægge på gerningssteder, kan vi se, at gruppen har huseret i Østjyllands, Sydvestjyllands, Syd- og Sønderjyllands og Fyns politikreds, siger Jesper Pedersen.

Der er ikke lavet en opgørelse over hvor store værdier, der er fundet tyvekoster for, men der er formentligt tale om et beløb på flere millioner. Alene fra et enkelt af gerningssteder var der tale om tyvekoster for et større sekscifret beløb.

De fem varetægtsfængslede er alle mænd, der opholdt sig lovligt i Danmark. To var ansat på en fynsk virksomhed udenfor bymæssig bebyggelse. Der er ikke fundet stjålne designmøbler i forbindelse med sagen.

Alle henvendelser fra borgere vedrørende sagen bedes ske på e-mail: fyn-indbrudsgruppen@politi.dk.

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce