Annonce
Debat

Kan små huse løse store klimaproblemer?

Du har måske hørt om den såkaldte tiny house-bevægelse. En spirende trend fra USA og nu Danmark, hvor stadig flere mennesker beslutter sig for at bygge og flytte ind i helt små boliger bygget på en trailer.

Nogle gør det for at undslippe den tunge gældsbyrde, som mange husejere sikkert kan nikke genkendende til, nogle for at leve mere simpelt. Andre gør det for klimaet ud fra ideen om, at små huse sætter sine naturlige begrænsninger på det materielle forbrug.

Af eksempler her til lands kan nævnes Grobund ude ved Ebeltoft, som netop assisterer aspirerende tiny house-byggere, en virksomhed i Odder, man kan hyre til det, samt indtil flere facebook-grupper med fokus på emnet, herunder Dansk Tiny House Gruppe eller min egen Hjem på Hjul.

Jeg er selv en tiny house-bygger og er netop i færd med at bygge mig min egen mobile minibolig – et kommende hjem på godt 18m2 med bad og toilet, hems, stue og køkken, bygget på en gammel bådtrailer. Ikke kun for at undslippe trediveårslån og en næsten evig pengegæld, men også for at leve mere enkelt og klimavenligt.

Det er en slags personligt eksperiment, hvor jeg har indlagt mig selv som forsøgskanin. Mit projekt går således ud på at undersøge, hvor langt jeg kan komme i forhold til at omlægge til en bæredygtig levevis med boligen som udgangspunkt. F.eks. vil jeg prøve at bygge et såkaldt ”off grid”-hus, der er selvforsynende med vand og strøm og kan genbruge madaffald. Derudover skal den bæredygtige minibolig muliggøre en livsstil, hvor jeg kan arbejde færre timer i lønnet arbejde, bruge mere tid på familie, venner, samt rekreation og frivilligt arbejde.

Men hvor spændende (og overvældende) dette klimaeventyr end bliver, så rejser der sig alligevel nogle spørgsmål af både praktisk og endda etisk karakter. Er det f.eks. okay at stræbe efter en livsstil, hvor man forbruger mindre og således sætter mindre skub i samfundets økonomiske maskineri? Og hvad med hele ideen om at udfordre rammerne for, hvordan vi kan bo?

Bygningsreglementer og kommuners håndhævelse af reglerne for beboelse er ikke kun et spørgsmål om juridiske forhold, men også sundheds- og sikkerhedsmæssige – vi kan ikke bare bo, som det passer os, og det er der jo en grund til.

Omvendt er tiden måske også moden til, at vi udfordrer og stiller spørgsmålstegn ved status quo de steder, hvor det giver mening – ikke mindst klimamæssigt: skal vi vitterligt forbruge mere og mere for at leve bedre, og skal vi bo i huse, hvor der er mere plads, end vi umiddelbart kan bruge?

Når vi nu ved, at vi som danskere har et stort overtræk på planetens ressourcekonto, var det så ikke på tide at kigge nogle af vores boligmæssige livsstilsvalg efter i sømmene?

Hvad der for mange måske kan lyde som radikale dagdrømmerier, kan for andre måske give mening på et konkret og hverdagsligt plan. Vi ser således eksempler ude i verden på familier, der bare kan få det til at hænge bedre sammen både økonomisk og tidsmæssigt, fordi de bor i et tiny house. Vi ser pensionister, der kan klare sig på en mindre pension, fordi de bor småt, men godt.

I Aarhus viser Projekt Udenfor, hvordan hjemløse kan få sig et hjem ved at bygge sig deres egne tiny houses, og måske tiny houses kunne adressere problemer med boligmangel i studiebyerne?

Selvom det rigtig nok er radikalt for mange at skalere sin bolig ned til 15-30 m2, tror jeg at tiny house-bevægelsen rummer en appel, der taler til de fleste af os: vi har nemlig (næsten) alle det at have en bolig til fælles, og selvom vi nok ikke alle skal bo tiny, så kan der være ideer og principper fra miniboligerne, som vi kan tage med os ind i vores almindelige boliger.

Små og store, hverdagslige indgreb som kan gøre vores måder at bo på mere klimavenlig. Dét er måske i virkeligheden tiny house-bevægelsens legitime berettigelse: den kan vise, hvordan boligen kan svare på store problemer i en lille skala og på en måde, hvor alle kan være med. Og når først de gode ideer rigtig slår rod i folkehavet, er det jo ikke til at sige, hvilke forandringer det kan føre med sig.

Annonce
Anders Boisen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Danskere har også været på vandring

Læserbrev: I disse år, hvor store folkemængder, især fra Mellemøsten, er på folkevandring til Vesten, er det sundt at tænke på, at der var en tid, hvor vi danskere også var på vandring og slog os ned i store mængder i udlandet. Jeg tænker her ikke alene på folkevandringstiden efter Roms undergang, men for vi danskeres vedkommende også på vikingetiden, da England og Danmark var et dobbelt kongerige under Knud den Store. På den tid slog vi os i store mængder ned i, hvad man har kaldt Danelagen i England. Men forud for dette var der store mængder af jyder, der fulgte anglere og saksere, da disse slog sig ned i England allerede efter det romerske styres fald i landet ca. 400 e. Kr. Hvad der er mindre kendt er, at bornholmere tilsyneladende slog sig ned i, hvad der i dag er det franske landskab Burgundiet. Dette fremgår af et forholdsvist nyt engelsk værk, der under titlen "Vanished Kingdoms" ("Forgangne kongeriger"), af historikeren Norman Davies, udkom i 2011. Jeg var under mine studier løbet på den oplysning, at Bornholm træder ind i den skrevne historie i folkevandringstiden (ca. 400-800 e. Kr) under navnet Burgundarholm. Jeg vidste også, at dette har udløst den teori, at det var vandrende bornholmere, der har lagt navn til det i dag franske landskab, der hedder Burgund, på fransk Bourgogne. Dette tages for givet af den bestemt seriøse historiker Norman Davies i hans store værk "Vanished Kingdoms". Burgund nød en vis selvstændighed i den lange periode fra 411 til 1795. En kilde fra så sent som i 900-tallet nævner, at disse burgundere var et hoved højere end andre folkeslag i området og talte et uforståeligt sprog fra den germanske, ikke romanske, sproggruppe. Norman Davies introducerer sit kapitel om Burgund med en fire-sidet lang beskrivelse af Bornholm. Han beskriver øen næsten som et jordisk paradis og går så langt ned i detaljer, at han nævner snestormen på øen i 1910! Han nævner også, at rundkirkerne er bygget af tempelridderne i senmiddelalderen. Der må her være materiale for det bornholmske turistbureau. Og turistbureauet i Bourgogne. Folkevandringstiden var en kaotisk tid, hvor man næppe vidste, hvilket folkeslag befandt sig hvor. Så Davies' teori kan ikke modbevises.

Annonce