Annonce
FC Fredericia

Kaptajn Ege blåstempler sæsonen: Jeg er glad for den retning, vi har

Christian Ege Nielsen godkender FC Fredericias sæson. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Christian Ege Nielsen er tilfreds med FC Fredericias sæson. Klubben har overpræsteret ved at ende som nummer seks, påpeger han.

Silkeborg: Onsdag aften sluttede sæsonen for FC Fredericias vedkommende, da klubben tog til Silkeborg og tabte med 2-1.

FC Fredericia endte dermed på en femteplads og opnåede sæsonens store mål om at blive top-6-hold, og det erklærer anføreren sig tilfreds med.

- Vi præsterer over de forventninger, der bør være til os. Vi har et smalt budget og burde ikke kunne opnå top-6, men det har vi gjort, sagde Christian Ege Nielsen.

Annonce

Han mener, at klubben under cheftræner Michael Hansen har udstukket en god kurs.

- Jeg er glad for den retning, vi har. Vi vil spille seværdig fodbold, som vi gerne vil skabe resultater igennem. Vi har et sundt fællesskab i klubben, som handler om at udvikle og blive bedre, og det er jeg enormt stolt af at være en del af, sagde han.

Tro på egne evner

På mange måder blev nederlaget til Silkeborg symptomatisk for sæsonen. FC Fredericia spillede fint med men tabte 2-1, fordi Silkeborg var skarpere.

- Jeg tror, vi erobrer bolden det samme antal gange og de samme steder, som de gør. Men de er bare dygtigere til at udnytte det. Det har vi set mange gange i sæsonen, og det skal vi forbedre, men det sker ikke fra den ene dag til den anden, sagde han og fortsatte:

- Vi udviser stort mod og tro på egne evner, og det er kendetegnende for os, at vi kommer til Silkeborg for at tage kampen op på de præmisser, som de er bedst på. Vi laver fejl og er ikke et komplet hold, men det er troen på os selv, som skal bære os langt.

Silkeborg endte 29 point over FC Fredericia i tabellen, mens Esbjerg endte som nummer tre, 15 point foran.

- Nummer et og to har været langt bedre end os målt på mange parametre. Der er også langt op til tredjepladsen, men statistisk set ligger vi fornuftigt i forhold til Esbjerg. Vi skaber lige så mange chancer som dem, men skal forbedre vores effektivitet, sagde han.

Og hvordan gør man så det?

- Det handler først og fremmest om at skabe chancerne. Kan man det, vil man over tid score mål, og jeg føler, vi er på rette vej, sagde Ege.

FC Fredericias spillere træner fredag og mandag, og så begynder sommerferien.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Helena blev kun 20 år: 'Mor, jeg har glemt mit træningstøj, jeg vender lige om nu og henter det', og så blev der helt stille

Annonce