Annonce
Udland

Kaptajn på krydstogtskib taget i varetægt efter forlis på Donau

Marko Djurica/Reuters
Kaptajnen er mistænkt for handlinger, der førte til en ulykke på Donau, der hidtil har kostet syv livet.

Kaptajnen på det norskejede krydstogtskib, der onsdag aften kolliderede med en turistbåd på Donau-floden i Budapest, er torsdag aften i politiets varetægt.

Det sker, efter at mandskabet på krydstogtskibet er blevet afhørt.

Den 64-årige ukrainske kaptajn er mistænkt for "handlinger, som ledte til ulykken".

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Syv personer er indtil videre bekræftet døde efter kæntringen, mens 21 andre fortsat er savnet. Syv er fundet i live.

Alle om bord på turistbåden var sydkoreanske turister med undtagelse af to ungarske besætningsmedlemmer. De to ungarere - kaptajnen og en assistent - menes at være blandt de savnede.

Ingen på det norske krydstogtskib "Viking Sigyn" kom noget til.

En video viser, at turbåden "Hableany" ("Havfrue") og "Viking Sigyn" sejler tæt side om side og i samme retning, da de nærmer sig Margrethe-broen.

Turbåden ser herefter ud til at dreje lidt mod venstre og nok til at komme ind i krydstogtskibets sejlbane. Her sker kollisionen.

De ungarske myndigheder har da også indtil videre lagt meget af skylden på "Hableany", som altså angiveligt svingede ind foran "Viking Sigyn".

En talsmand for det ungarske politi fortæller ifølge nyhedsbureauet Reuters, at ulykken efterforskes som en kriminel handling.

- En politimæssig efterforskning er sat i gang. Politiet er i gang med undersøgelser på stedet, sagde talsmanden tidligere torsdag.

Ifølge talsmanden sank turistbåden næsten øjeblikkeligt, efter den blev ramt af "Viking Sigyn" tæt på Margrethe-broen, der fører over Donau i det centrale Budapest.

Ifølge politiet kan det tage flere dage at få hævet båden fra flodbunden.

Talsmanden kan hverken bekræfte eller afvise, om der stadig kan ligge druknede inde i bådens skrog.

Donau skærer gennem Budapest og deler byen i to dele - Buda og Pest.

Kraftig regn de seneste uger har fået vandstanden i Donau til at stige, og der er kraftigere strøm end vanligt.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Annonce