Annonce
KLUMME

Karen Klint skriver om Trump, Venstre og corona: Vi tæller ned

"Jeg var selv i USA under valget i 2016 og husker den mærkelige stemning," skriver Karen J. Klint om det forrige præsidentvalg - hvor Hillary Clinton tabte til Donald Trump. - Her et glimt fra 2016-valgkampen i delstaten Arizona, hvor sympatien vist ligger hos Demokraterne. Foto: Ricardo Arduengo/Reuters/Ritzau Scanpix

Alle kender nok det med, at soldaterne - i alt fald tidligere - glædede så meget til hjemsendelsen, at de havde et centimetermål og klippede en centimeter af hver dag.

Hjemsendelsen havde en dato, der lå fast - hvorfor den tradition gav god mening.

Lige nu oplever vi mange - og mange forskellige slags - nedtællinger. Desværre er flere af dem uden fast slutdato.

Præsidentskiftet i USA har en fast dato. 20. januar 2021. Men hvem tør spå om, hvad der i bedste eller værste fald kan ske de resterende dage?

Det, vi oplevede i døgnet onsdag torsdag i denne uge, oversteg givet alle forudsigelser og alles frygt.

Lørdagsbanden

Lørdags-banden består af tidl. folketingsmedlem Karen J. Klint (S), tidl. minister Flemming Hansen (K), Messe C-direktør Grete Højgaard, festivalkaptajn Lars ”Charlie” Mortensen, områdedirektør i Sydbank Tina Kromann Lyngsø og provst Børge Munk Povlsen.

Jeg var selv i USA under valget i 2016 og husker den mærkelige stemning, hvor stoltheden over at have et demokratisk valg og usikkerheden omkring især den ene præsidentkandidats personlighed skabte en cocktail af følelser, der tog megen glæde ud af stemningen.

Selv i en kæledyrsforretning, der solgte store og små dukker af Trump og Clinton som hunde- og kattelegetøj, blev der talt politik. Indehaveren var ikke stemmeberettiget.

Men som han sagde, så havde han ikke ansvar for ”et forkert valg”. Han forudså, at Clinton ville tabe. Jeg var af samme bekymring, og på selve valgaftenen, hvor jeg sammen med andre danskere deltog i valgflæsk og persillesovs i den danske kirke, kom stemningen så meget i bund, at aftenen sluttede tidligt.

Vi tog tilbage til centrum, gik på bar til en godnat-øl. Baren var usædvanlig mennesketom, og de få tilstedeværende talte kun sagte, mens der på bordene lå skilte med de to kandidaters kontrafejer, der skulle være brugt til at sætte stemningen i top bordene imellem.

Jeg har både et sæt dukker og de to skilte. Tror, jeg gemmer dem nogen tid endnu, selv om det er med blandede følelser, for de kan bruges til at minde os om, at demokrati og værdighed er sårbare størrelser, som vi skal stå sammen om at respektere og passe på.

Herhjemme er der flere politiske nedtællinger i gang.

Håber inderligt, at bruddet mellem Venstre og den knægt, der blev født her i Vejle i maj 1964 og senere blev landets statsminister, IKKE bliver en nedtælling for partiet Venstre.


Jeg håber inderligt, at bruddet mellem Venstre og den knægt, der blev født her i Vejle i maj 1964 og senere blev landets statsminister, IKKE bliver en nedtælling for partiet Venstre.


Vi er et lille land med mange partier. USA er et mægtigt land med få partier.

Vi er ulige størrelser, men vi har i begge lande en demokratisk tradition, der forudsætter politiske partier af en vis størrelse og intern sammenhængskraft for at være regeringsduelig.

Selv for mig som socialdemokrat vil det gøre mere end ondt, hvis Venstre mister den status. Jo, vi har en vis tradition for ”kludetæppepolitik”, men det er nu godt, når vores demokrati bygger på en vis stabilitet. Og stabil vælgeropbakning.

Det sidste er der måske også en nedtælling til? Alt for mange vælgere er ikke medlemmer af et parti og dermed ikke med til at forme partiets politik.

Det er ikke holdbart i længden, at den førte politik måske mere er præget af stemninger på sociale medier end egentlige politiske drøftelser mennesker imellem. Drøftelser, der vel at mærke tager ansvar for fællesskabet og dermed også udviser en tolerance over, at vi ikke kan være enige om alle detaljer. Heller ikke indenfor i et parti.

Er du, læser af dagens klumme, ikke medlem af et parti, vil jeg gerne opfordre dig til at blive det. Også fordi vi nu også er i gang med nedtælling til regions- og kommunalvalget.

Lige nu synes der at være god tid til det valg, 16. november 2021. Men med de restriktioner, der er på forsamlingers størrelse lige nu og dermed adgangen til at afvikle fysiske møder, skal vi passe på den åbenhed og nærhed, der trods alt er et kendetegn i dansk politik.

Når vi nu er ved Venstre, kan jeg jo ikke overse nedtællingen i Folketinget til beslutningen om eventuel rigsretssag mod forhenværende minister Inger Støjberg.

Jeg er selv en af de 15 politisk udpegede til rigsretten i årene 2020-2026. Bliver det ansvar aktiveret, vil jeg tage det på mig, og ikke forlods tage stilling i sagen. Derfor har jeg ikke siden udpegningen sagt noget om den verserende problematik på asylområdet.

En lokal venstremand er i øvrigt også udpeget.

Landet har ikke stor erfaring med rigsretssager. Og heldigvis for det. Derfor min opfordring til, at alle lige tager det roligt og husker, at her i landet er man uskyldig, indtil man er dømt skyldig.

Den sidste nedtælling, jeg får plads til i dagens klumme, er covid-19.

Her har vi desværre heller ingen kendt udløbsdato.

Som formand for menighedsrådet i Bredballe er det naturligt, at jeg især følger vejledninger og opfordringer på det kirkelige område. Heldigvis er kirkerne ikke helt lukket ned. Det er vigtigt, for ikke mindst i krisetider betyder kirken (og andre trossamfund) meget i forhold til det at bringe trøst, håb og lys i vores hverdag.

MEN vi har alle sammen et fælles ansvar for at følge de almene retningslinjer om afstand og hygiejne. Jeg ved, det er bøvlet. Men alternativet er værre.

Godt nytår og godt kommen over de forskellige nedtællinger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Værtshusbesøgende nød gensynet med Havfruen: - Det er guld værd at være tilbage

Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Annonce