Annonce
Fredericia

Karsten Byrgesen trækker i partitøj - Fredericia Byråd får landets femte byrådsmedlem for Nye Borgerlige

Karsten Byrgesen har skiftet rollen som løsgænger ud med medlemskab af Nye Borgerlige, som nu med Byrgesens plads i Fredericia Byråd har fem byrådsmedlemmer på landsplan. Arkivfoto
Efter næsten tre år som løsgænger i Fredericia Byråd har Karsten Byrgesen søgt om og fået optagelse i Nye Borgerlige. Dermed har det unge parti fået sit femte byrådsmedlem. Frem til kommunalvalget i 2021 håber partiet at have kandidater klar til langt flere byråd.

Fredericia: Karsten Byrgesen skifter løsgænger-livet i byrådet ud med medlemskab af Nye Borgerlige. Karsten Byrgesen har meldt sig ind i det unge parti og vil frem mod næste kommunalvalg repræsentere sit nye parti i byrådet.

Med Karsten Byrgesens partimedlemskab får Nye Borgerlige repræsentation i endnu et byråd. Indtil videre har partiet fire byrådsmedlemmer i henholdsvis Hillerød, Vordingborg og Næstved. Partiet fik 1005 stemmer i Fredericia ved folketingsvalget i 2019 - det svarede til 3,6 pct. af stemmerne.

Karsten Byrgesen har ledt efter et politisk fundament, efter han i 2017 blev valgt ind i byrådet som medlem af Dansk Folkeparti. Karsten Byrgesen meldte sig ud af partiet dagen efter og blev løsgænger.


Nye Borgerlige har meget på sinde, som jeg som byrådspolitiker glæder mig til at være med til at udbrede og udvikle.

Byrådsmedlem Karsten Byrgesen


- Det er meget velovervejet, når jeg nu melder mig ind i Nye Borgerlige. Jeg har studeret deres partiprogram nøje og tog for noget tid siden kontakt til partiet på Christiansborg. Jeg har været til samtale og givet udtryk for, hvor jeg står. Jeg ser Nye Borgerlige som et stærkt parti, der med sin ligefremme og nødvendige politik appellerer bredt til borgerne. Det passer ind i min stil som politiker, og jeg glæder mig til at være med til at udbrede og udvikle partiets kommunale rolle, siger Karsten Byrgesen til Fredericia Dagblad.

- Du går fra at være en fri fugl til at stå for et politisk program. Bliver det en udfordring?

- Det ser jeg ikke. Jeg vil stadig sige min mening og stå på mål for den, og det, er jeg sikker på, vil harmonere med partiets politik, siger Karsten Byrgesen.

- Som løsgænger ville du stå i en svær situation ved det kommende kommunalvalg. Har det spillet ind i dine overvejelser?

- Det er klart, og en del har også opfordret mig til at danne min egen liste. Det tror jeg ikke på, for så vil det komme til at handle om enkeltsager. Derfor er jeg glad for, at både partiforeningen på Christiansborg og den lokale partiforening har taget imod mit ønske om at blive en del af Nye Borgerlige. Partiet står stærkt på landsplan i øjeblikket, og jeg vil gerne være med til at sikre, at det udmønter sig i et godt valg lokalt, siger Karsten Byrgesen.

Formanden for Nye Borgerliges vælgerforening i Fredericia Kommune Poul Rand glæder sig til samarbejdet med Karsten Byrgesen.

- Det er med glæde, vi byder Karsten Byrgesen velkommen til Nye Borgerlige i Fredericia Kommune. Karsten har i sin tid som løsgænger i Fredericia Byråd fremført holdninger og mærkesager, der ligger i spænd med de overordnede holdninger Nye Borgerlige har, siger Poul Rand i en pressemeddelelse fra partiet.

Annonce

Politiker med begge ben på jorden

Nye Borgerliges næstformand Peter Seier Christensen,  som sidder i Nye Borgerliges folketingsgruppe, byder ligeledes Karsten Byrgesen velkommen:

- Jeg både glad og stolt over, at Karsten Byrgesen har valgt at melde sig ind i Nye Borgerlige. Han har gjort et virkelig godt indtryk på mig, og jeg ser frem til, at Karsten sammen med ledelsen i Nye Borgerlige skal være med til at udvikle Nye Borgerliges kommunalpolitiske profil.

Peter Seier Christensen tilføjer, at han gennem sine personlige møder med Karsten Byrgesen har lært ham at kende som en god borgerlig politiker med både erfaring og begge ben på jorden.

Ny Borgerlige

Nye Borgerlige er et konservativt dansk politisk parti.

Partiet blev stiftet i efteråret 2015 af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen.

Partiet fik fire mandater i Folketinget ved folketingsvalget 2019.

I Fredericia fik partiet 1005 stemmer - 3,6 pct.

Partiformand Pernille Vermund fik 821 personlige stemmer i Fredericia og blev nummer tre på top-fem listen over flest personlige stemmer.

Partiet har partibogstavet D.

På det seneste har partiet fået repræsentation i flere byråd, hvor frafaldne medlemmer af DF har skiftet til Nye Borgerlige.

Det gælder byrådene i Vordingborg og Næstved.

- Kommunalpolitik er både værdier og pragmatisme. Evnen til at skabe resultater er vigtig. Det er mit indtryk, at Karsten kan levere på vægtskålene i begge sider, udtaler Peter Seier Christensen.

Partiet er i fuld gang med at mobilisere frem mod det kommende kommunalvalg.

- Vi ved endnu ikke, i hvor mange kommuner vi kan stille kandidater, men vi håber selvfølgelig på, at vi får repræsentation i rigtig mange byråd efter 2022, siger pressechef for Nye Borgerlige Lars Kaaber til Fredericia Dagblad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Fredericia

Mens værtshuset har været lukket ned: Kahytten har opgraderet på madfronten

Annonce