Annonce
Fredericia

Kaya og Malthe blev årets første konfirmander i kommunen: Mærkelig, men skøn dag

Lørdagens smukke konfirmander, Kaya Ladegaard Andersen og Malthe Rishøj Snediker, glædede sig over, at dagen, hvor de skulle sige ja til den kristne tro, endelig var kommet. Foto: Søren Gylling
Det blev ikke den konfirmation, de oprindeligt havde set frem til. Alligevel fejlede glæden intet, da årets første konfirmander trådte ud af Pjedsted Kirke og ind i de voksnes rækker.

Pjedsted: To piger har taget plads ude foran Pjedsted Kirke med hver en rød rose i hånden. De venter spændt, for om lidt træder to af deres klassekammerater i 7.c på Fredericia Realskole af kirken. Som konfirmander.

En mørkfarvet BMW holder klar på parkeringspladsen nedenfor kirken. Bilens tag er klappet ned, og lakken pudset. Selvom pladsen, hvor der holder 20 biler, kun er halvfyldt, er det til at mærke, at det er en festdag.

Påklædningen er i top, da Kaya Ladegaard Andersen og Malthe Rishøj Snediker træder ud af kirken. Storsmilende, hilsende og glade.

Annonce

Stor begejstring

- Det føles lidt mærkeligt, men det er meget skønt. Det er en dag, jeg har ventet på i lang tid, så det er dejligt, at det er nu, siger 13-årige Kaya Ladegaard Andersen, da avisens udsendte snakker med hende efter de obligatoriske fotos og lykønskninger.

- Det har været lidt underligt og forvirrende først at have en dato og dernæst vente på, om det nu også blev til noget eller ej. Men jeg er glad for at det er blevet i dag, siger hun.

Familie og venner lykønskede de to konfirmander med dagen. Forud ventede fejringen, der for Kaya Ladegaard Andersens vedkommende blev delt op på to datoer, så det kun var familien, der deltog lørdag. Foto: Søren Gylling

Den holdning deler Malthe Rishøj Snediker.

- Jeg har en god følelse i kroppen, nu hvor det endelig er sket. Jeg er helt excited (begejstret, red.) over det, siger han.

Annonce

Ventetiden overstået

Datoerne har flyttet sig for såvel de to konfirmander fra Pjedsted, som for alle andre i år. Oprindeligt skulle Malthe Rishøj Snediker og Kaya Ladegaard Andersen konfirmeres 8. maj, men det blev siden udskudt til 13. juni. Selvom størstedelen af deres årgang på realskolen konfirmeres til september i Sct. Michaelis Kirke, valgte de to at holde fast på datoen i Pjedsted.

- Det har været lidt svært at holde styr på, hvad der har været op og ned i det hele undervejs. Det er nærmest først nu, det går op for mig, at jeg er blevet konfirmeret. Det er dejligt, at jeg ikke skal vente længere, siger Malthe Rishøj Snediker.

Annonce

Til fest

Med en konfirmation hører sig en fest, og selvom intet har været, som det plejer, bliver dagen også fejret.

- Jeg forventer, at det bliver en hyggelig dag. Vi har delt festen op i to, så familien kommer i dag (lørdag, red.) og vennerne kommer 27. juni, siger Kaya Ladegaard Andersen, som blev fejret hjemme i Pjedsted.

Malthe Rishøj Snediker fejrer konfirmationen på Hotel Fredericia, og til trods for at udskydelserne har medført afbud, er smilet ikke til at tage fra den unge mand.

De to konfirmander må dog vente lidt endnu med blå mandag, som først finder sted i slutningen af september.

Efter gudstjenesten var det tid til at tage fotos i kirken. Foto: Søren Gylling
Klassekammeraterne lykønskede de to konfirmander, da de kom ud af kirken. Foto: Søren Gylling
Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Stilhed før storm: Restauratører forventer større rykind i weekenden

Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Fredericia

Mens værtshuset har været lukket ned: Kahytten har opgraderet på madfronten

Annonce