Annonce
Fredericia

Keld har klippet og snakket i 50 år: En frisør har tavshedspligt

Keld Wilfred Thomsen har været selvstændig frisør i 50 år. Salonens navn, A.B.-Se, blev valgt med det eneste formål at stå øverst i telefonbogen. Her er Keld i gang med at klippe en af sine stamkunder, Hans Jørgen Hansen. Foto: Peter Friis Autzen
I 1969 købte Keld Wilfreds Thomsen en frisørsalon i Fredericia. Han klipper stadig folk. Og han har lagt øre til rigtig mange røverhistorier gennem årene.

Fredericia: Frisører snakker ikke kun om vejret eller om fodboldkampen dagen før. Der kan sagtens være tungere emner i luften, mens håret klippes og rettes til.

Det kan 72-årige Keld Wilfred Thomsen fra Fredericia tale med om. I disse dage fejrer han 50 års jubilæum som selvstændig frisør. Indtil for seks år siden lå hans salon, A.B.-Se, på hjørnet af Egeskovvej og Primulavej. Men da han for nogle år siden solgte huset, fordi fru Karen ikke kunne klare trapperne længere, flyttede klinikken med. Så nu ligger salonen i entréen på 6. Julivej 60. Her holder han åbent et par dage om ugen. For fornøjelsens skyld - og for at supplere sin folkepension.

- Det er nok Fredericias mindste salon, siger Keld, mens han retter de sidste detaljer på en stamkundes hår. På væggene hænger fotos og tegninger fra det gamle Fredericia. Så hvis ikke snakken går af sig selv, mens han klipper, er der altid et billede, der kan bryde isen.

Keld er nu så snakkesalig, at han sjældent har brug for hjælp til at få en sludder igang.

I gamle dage, hvor man ikke bestilte tid, sad folk og ventede i salonen. Det gjorde, at andre kunne høre samtalen mellem frisør og kunde. Derfor blev snakken sjældent rigtig personlig.

- Men nu om stunder er der ikke ventende kunder i salonen. Og så kan snakken godt blive meget personlig. Men en frisør har tavshedspligt. Jeg har fået meget at vide, som det ville være træls for folk, hvis jeg fortalte videre. Men det gør jeg jo heller ikke, siger Keld.

Annonce
Jeg har aldrig haft en arbejdsdag, hvor jeg ikke gad. Aldrig!

Keld Wilfred Thomsen

Købte salonen for 1.000 kroner

Keld måtte gennem fire mestre, inden hans uddannelse som frisør var slut. Siden skiftede han mellem arbejdsgivere i blandt andet København og Tarm.

Men da salonen på hjørnet af Egeskovvej og Primulavej blev sat til salg, blev han nysgerrig.

Sælgeren var ivrig efter at sælge til netop Keld, som slog til lige for snuden af en anden interesseret køber. De mødtes i døren, da han var på vej ud med kontrakten i hånden.

- Jeg fik salonen for tusind kroner. Inklusiv en måneds husleje, vand og varme. Til dén pris turde jeg godt - også selvom jeg var en ung mand med bil og ønsket om også at være ung i et par år, siger Keld griner.

Få år senere købte han huset, som salonen lå i.

Han holder 50 års reception onsdag 12. juni på Hos Chilli i Købmagergade.

Kommunisten var glad for modstand

Gennem årene har Keld haft adskillige mindeværdige møder og sammenstød med kunder.

- En af kunderne på min allerførste dag ville absolut snakke politik. Jeg var grøn og ung, så jeg snakkede ham efter munden. Han kom tilbage igen og igen og blev ved med at snakke politik. Han var glødende kommunist, og en dag kunne jeg ikke længere tale ham efter munden. Så jeg sagde ham imod. Så rejste han sig op og råbte ad mig. Men til sidst satte han sig ned igen og lod mig blive færdig med klipningen. Da han betalte og var på vej ud ad døren, vendte han sig rundt og sagde "det var fanme også på tide, at du sagde mig imod!". Så gik han og smækkede døren. Han forblev min stamkunde, indtil han døde.

Trods tusindvis af klipninger har Keld aldrig haft problemer med skuldre eller nakke. Foto: Peter Friis Autzen

#MeeToo anno 1975

En gang midt i 70'erne havde Keld en kunde, der som entreprenør eller håndværkermester byggede huse i lokalområdet.

- Jeg havde to kvinder ansat i salonen, og han kunne godt lide at klaske dem bagi. Det kunne de ikke lide. Jeg sagde stop overfor ham, og han blev så ked af det. Efterfølgende inviterede han os alle tre til stor, flot julefrokost på Munkebjerg - sammen med ham og hans kone. Og så sagde han undskyld.

Ud på gaden med en halv klipning

En gang fik Keld en fornem mand i frisørstolen. Han var arkitekt og insisterede på at være Des.

- Han sagde det med det samme, at han helst så, at vi sagde "De" til hinanden, selvom det ikke var så almindeligt længere. Det kunne jeg godt leve med. Men pludselig begynder han at sige "du". Så jeg tænker, at han nu har skiftet mening og gerne vil være dus. Så jeg siger også "du" til ham. Det får ham til at rejse sig op og spørge, hvad jeg bilder mig ind. Jeg forklarer ham, at han jo selv begyndte. Så sætter han sig ned igen, og jeg fortsætter med klipningen. Lidt senere siger han "du" til mig igen - og jeg så også til ham, hvilket gør ham fuldstændig stiktosset. Han skælder ud, så jeg til sidst tager sjalet af ham og forklarer ham, at vi vist ikke kan arbejde sammen. Jeg giver ham besked på at forlade min salon. Hans klipning er kun halvt færdig, men jeg sender ham ud alligevel. Så stod han dér og måtte finde et andet sted at blive klippet færdig, siger Keld.

Nogle år senere vendte manden tilbage til Kelds salon. Nu sagde han "du" og levede også med at blive tiltalt "du" - faktisk blev hverken tiltaleformen eller det gamle skænderi omtalt med et eneste ord.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Må vi bede om et 'velfærdsløft' til by og vold

Læserbrev: Det er dejligt, at der alligevel bliver penge til at prioritere børn og ældre. Vores borgmester taler ligefrem om et "velfærdsløft". Der blev ellers truttet kraftigt i dommedagsbasunerne, og mange fik sig nogle søvnløse nætter over forslag til drabelige besparelser på de kommunale budgetter. Men der er trods alt temmelig mange fredericianere, der hverken er børn eller servicekrævende ældre. Vi vil gerne se, at tidligere byråds investeringer i en smukkere by ikke fortsat bliver misligholdt. Sådan tror jeg, at mange føler, men jeg kan jo ikke vide det! Der skal vand i vandrenden og vand i springvandene, og udgåede træer i byens gader skal erstattes. Nørreport skal have en overhaling, og der er andre ting i byen at tage fat på. Fredericia Vold - vores eneste internationale attraktion - skal kunne opleves som en fæstning, et historisk monument fra en kritisk tid i vores historie. Det virker forkert, at man fra Hugo Mathiessens Vej og til Nørreport ikke kan se voldgraven - man kunne lige så godt gå i en plantage i Midtjylland. Og at man et sted kan sidde på en bænk og glo ind i nogle træer, hvor der engang var udsigt over Lillebælt, latterliggør nærmest kommunens indsats for at pleje volden. Og så er der det gamle vandværk på volden nær Lillebælt. Byrådet burde gøre en dumhed god igen og tilbagekøbe bygningen og jævne den med jorden - den ligger på gud ved hvilket år som en skændsel. Prøv lige at kigge på de budgetter endnu engang - det er trods alt småpenge i det kommunale budget, der er tale om.

Sydjylland For abonnenter

26,5 milliarder fordelt til sundhed, forurening og trafik: Sådan påvirker regionens budget dig

Annonce