Annonce
Danmark

Kend EU-spidskandidaterne: Briterne fik brexit, danskerne skal have daxit

Rina Ronja Kari dominerer igen valgplakaterne fra Folkebevægelsen mod EU. Kravet er stadig at give danskerne en ny mulighed for at stemme sig ud af unionen. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Folkebevægelsen mod EU har været repræsenteret lige siden første direkte valg til Europa Parlamentet i 1979. Modstanden er intakt og bevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari er klar til endnu en periode i parlamentet i Bruxelles.

EU-VALG: Nej til EF. Nej til EU! Opråbene har gjaldet lige siden, Danmark i 1972 gik til valg om optagelse i den europæiske familie i 1973 - som dengang hed EF. Men det er med tiden klinget af i styrke, viser meningsmålingerne. Det gælder især efter, at briterne har rodet sig ud i et parlamentarisk ragnarok efter deres afstemnings-nej for tre år siden. Alligevel står en af de faste institutioner i Dansk EU-debat, Folkebevægelsen mod EU, fast: Briterne fik deres brexit, danskerne skal også have mulighed for at vælge deres daxit.

Alternativt peger Folkebevægelsen på et øget, formaliseret nordisk samarbejde og herigennem samarbejdsaftaler med det øvrige Europa.

Det synspunkt er 34-årige Rina Ronja Kari sat i spidsen til at forfægte, når hun ved EU-valget 26. maj som Folkebevægelsens spidskandidat forsøger at generobre den plads i Europa Parlamentet, hun for fem år siden indtog med 63.673 personlige stemmer i ryggen.

Argumentet for udmeldelse leverer EU selv i rigt mål, mener hun:

- EU blander sig i alle dele af vores samfund, så selv om EU føles som en fjern størrelse, er den meget, meget nær. Og det går kun én vej: Mere og mere magt til EU - hele tiden. De senere år har vi set resultaterne med blandt andet voksende social dumping og fattigdom og stor arbejdsløshed mange steder, siger Rina Ronja Kari.

Kampen mod den udvikling, vil Rina Ronja Kari tage i Europa Parlamentet på flere fronter:

Annonce

Jeg nævner bare lejren med filippinske chauffører i Padborg. Det er helt uacceptabel, og det er uacceptabelt, at den slags forekommer som konsekvens af EUs indre marked

Rina Ronja Kari, EU-spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU

1 Magten tilbage

Den magt, som Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mener, at EU har tilranet sig, skal erobres tilbage.

- Beslutningerne skal tages væk fra EU og sendes tilbage til medlemslandene, så længe vi har unionen eller er medlem af den. Reglerne for, hvordan vi indretter os med vores arbejdsmarked, vores miljø og vores velfærd skal ikke dikteres fra EU. Dem skal vi selv stå for. Og vores kommuner skal have lov at indrette sig uden at være bundet af snærende EU-bånd, siger hun.

2 Social dumping

Et af de steder, hvor EU ifølge Rina Ronja Kari har svigtet fuldstændigt og sat de nationale demokratier ud af kraft, er i spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er et klasseeksempel på ulyksaligheder forårsaget af EU, mener hun.

- Der skal være lige løn for lige arbejde, og det har vi ikke i dag, sådan som arbejdskraften kan sendes på tværs af grænserne og udnyttes groft. Den mulighed skal stoppes. Jeg nævner bare lejren med filippinske chauffører i Padborg. Det er helt uacceptabelt, og det er uacceptabelt, at den slags forekommer som konsekvens af EUs indre marked, siger Rina Ronja Kari.

Rina Ronja Kari

Rina Ronja Kari er 34 år og spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU, når der er valg til Europa Parlamentet 26. maj.

Dermed er der tale om en genopstilling, da hun også blev valgt ind for fem år siden og ved den lejlighed fik 63.673 personlige stemmer.

Folkebevægelsen mod EU er en tværpolitisk liste. Rina Ronja Kari er medlem af Enhedslisten, som Folkebevægelsen har indgået valgforbund med i forbindelse med EU-valget.

Før det politiske liv tog fart, tog hun en kandidatgrad i virksomhedsledelse fra RUC og har arbejdet som organisationskonsulent i de Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Hendes lidt særprægede navn har en forklaring: Forældrene var uenige, om hun skulle hedde Rina eller Ronja. Så valgte de sammensætningen. Efternavnet er finsk - fra tipoldeforældrene.

Hun er født og opvokset i København. Her bor hun sammen med sin kæreste Christian Bierlich og deres barn.

3) Åbenhed

Som EU-parlamentsmedlem modtager Rina Ronja Kari hver måned i omegnen af 32.000 skattefri kroner til kontorhold - de såkaldte blyantspenge. Hun har valgt at lægge dokumentationen for forbruget af disse penge offentligt frem og har betalt ubrugte midler tilbage til EUs kasse. Det burde alle gøre, mener hun, men som reglerne er strikket sammen, kan alle i princippet stikke hele det skattefri beløb i egen lomme.

- Problemet er, at der slet ikke er nogen kontrol med forbruget af disse penge. En ting er, at offentligheden ikke pr. automatik har adgang til at se, hvad parlamentsmedlemmer bruger så store beløb til, noget andet og værre er, at der heller ikke internt i EU foregår nogen former for kontrol.

I det hele taget er den manglende åbenhed i EU-systemer et stort problem, mener hun.

- Det gælder ikke kun i pengespørgsmål, det bør også være obligatorisk, at offentligheden har indblik i, hvilke lobbyister, der omgås med hvem i EU-systemet. Lobbyisterne opererer jo ikke for sjov, men fordi de kan få indflydelse på, hvilke beslutninger, der træffes, siger Rina Ronja Kari.

Rina Ronja Kari må kigge langt efter dansk EU-udmeldelse, sådan som meningsmålingerne arter sig. Men hun er klar til endnu en parlamentstørn for den sidste rendyrkede EU-modstanderliste. Arkivfoto: Malene Anthony Nielsen/Ritzau Scanpix

I rollen som vagthund

Som EU-modstander i et parlament sammensat af overvejende EU-tilhængere skal Rina Ronja Kari konstant være på stikkerne, hvis hendes argumenter skal finde bundklang. Det håber hun, vælgerne vurderer hende på, når hun, hvis hun bliver valgt, skal stå til regnskab for vælgerne igen om fem år.

- Formålet med mit medlemskab af Europa Parlament er at råbe op overfor urimelighederne. Jeg kan med en enkelt stemme i det store parlament ikke gøre mig håb om at at skabe alle de grundlæggende forandringer, jeg ønsker, men jeg kan være vagthunden, der bider EU-magten i haserne. Det kan jeg blandt andet ved at stille ændringsforslag til alle de forslag fra kommissionen, der indskrænker vores selvbestemmelsesret. Derudover skal jeg naturligvis vurderes på, om jeg selv lever op til de krav, jeg stiller om åbenhed, siger Rina Ronja Kari.

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Annonce