Annonce
Fredericia

Ringen sluttet: Kirke har fået en snydedør

Bag pastor Sabine Hofmeister og formand for Reformert Menighed i Fredericia Peter Honoré ses den nye, falske, flotte dør i Reformert Kirke i Dronningensgade. Afsløret forleden. Oprindelig var kirkens indgang placeret her. I dag ligger døren om hjørnet, men et minde om den oprindelige er blevet genskabt. Foto: Rosa Engelbrecht
Reformert Kirke har genskabt indtrykket af bygningens oprindelige indgang. Dør blev indviet i Dronningensgade forleden.

Fredericia: Nu har Reformert Kirke i Dronningensgade fået sin oprindelig dør isat igen. Eller det vil sige en snydedør – om end fornemt udført.

Forleden søndag indviede menigheden efter gudstjenesten facadedøren, som Fredericia Maskinsnedkeri, Danmarksgades Murerforretning og stenhugger Lund har været involveret i. Bergiafonden og Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia har støttet økonomisk og Kulturministeriet sagt god for ændringen af den fredede kirke.

Annonce
På billedet her, cirka 1910, ser man det vindue i Reformert Kirke, der blev indsat i stedet for kirkens dør - som man flyttede - efter en større istandsættelse efter Treårskrigen 1848-1850. Vinduet blev fjernet igen i 1936. Nu er der både en facadedør, sandstensportal og kongeligt monogram på dette sted på bygningen i Dronningensgade. Privatfoto

Kan ikke lukkes op

Reformert Kirkes fødselsattest siger 1736, mens de første fra trossamfundet kom til byen i 1719 – hvad der fejres som 300-års jubilæum i år.

Oprindelig var kirkebænke og prædikestol opstillet på en anden måde end i dag, og derfor var der indgangsdør ud til Dronningensgade. Under Treårskrigen 1848-1850 beslaglagde militæret Reformert Kirke og anvendte den som ammunitionsdepot og lazaret. Efter krigen måtte kirken sættes grundigt i stand i 1851, og så besluttede man sig for en anden indretning og den nuværende dør, der ligger rundt om et hjørne af husmuren.

Hvor den oprindelige dør var, blev der lavet et vindue. En sandstensportal og et kongeligt monogram over den sløjfede dør blev gemt væk. Da de reformerte i 1936 fejrede kirkens 200-års dag, murede man også vinduet til, mens sandstensportalen og monogrammet kom op igen på facaden. Imidlertid uden en dør. Det er som sagt heller ikke en rigtig dør, der er blevet indviet. Intet hul. Døren kan ikke lukkes op. Men flot er den.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce