Annonce
Fredericia

Klar til en kold øl: Størstedelen af Fredericias værtshuse genåbner onsdag

Janne Andersen forventer en rolig genåbning, når hun onsdag klokken 11 åbner dørene til Kahytten. Her bliver der to ansatte på arbejde ad gangen, så der med sikkerhed er tid til at betjene kunder, tjekke coronapas og tage imod reservationer. Mindst 30 minutter før ankomst skal kunderne have reserveret et bord. Arkivfoto: Søren Gylling
De lokale værtshuse glæder sig til, at de fra onsdag igen kan lukke op for fadølshanerne og knappe flaskerne op. Ét krav i genåbningen er værtshusejerne dog særligt uforstående for.

Fredericia: Så er det lige før, det igen går løs. Onsdag 21. april kan restaurationer og beværtninger atter byde gæster velkommen indenfor, og blandt de lokale værtshuse glæder ejerne sig til at vende tilbage til jobbet efter at være lukket ned siden december.

- Vi er klar. Det eneste, der er træls, er, at vi næsten er nødt til at have en ekstra ansat på arbejde til at tjekke coronapas. Men jeg tænker, at det nok skal blive godt, selvom det er lidt bøvlet med reglerne, siger Dorthe Jensen, der er bestyrer hos Havfruen i Vendersgade.

Hos Havfruen bliver der både mulighed for at kunne sidde udendørs og indenfor. Dorthe Jensen glæder sig til, at hun igen kan byde sine kunder velkommen fra klokken 11 onsdag. Arkivfoto: PR Foto

- Jeg synes, det er fuldstændig åndssvagt, at folk skal bestille bord mindst en halv time, før de dukker op, pointerer hun med henvisning til reglen om bordreservation, som gælder for såvel restauranter som værtshuse.

Annonce

Håber på, at regel droppes

Dorthe Jensen er langt fra ene om den holdning. Hos Bodega Mødestedet på Rahbeksvej har de gældende regler skabt tvivl i forhold til, om bodegaen skulle genåbne. Det har indehaver Dorthe Madsen dog valgt at gøre, selvom hun synes, reglen med reservation er forfærdelig.

- Det har været en svær beslutning, hvorvidt vi skulle åbne eller ej, men vi vælger at gøre det, og så satser jeg på, at politikerne kommer med en ny udmelding i sidste øjeblik, så man ikke skal have bordbestilling, siger hun og uddyber:

- Lige nu har jeg fire bordbestillinger. Det kan jeg ikke leve af, men jeg satser på, at stamkunderne kommer.


Lige nu har jeg fire bordbestillinger. Det kan jeg ikke leve af, men jeg satser på, at stamkunderne kommer.

Dorthe Madsen, indehaver af Bodega Mødestedet


- Hvis der for alvor sker en masse, bliver der meget travlt, for jeg skal både tage mig af telefonen, servere og tjekke op på coronapas, men jeg forventer en rolig begyndelse, når folk skal testes ofte, før de kan komme her.

I første omgang var det ikke planen, at der skulle åbnes for indendørs servering. Dorthe Madsen, som kun holder åbent indendørs, havde derfor ikke gjort sig tanker om at åbne førend 6. maj, men i fredags blev reglerne ændret, så folk også kan nyde mad og drikke indendørs.

Trods den korte varsel er Dorthe Madsen dog klar med både kold øl og sodavand.

- Jeg får først varer på torsdag, så på åbningsdagen bliver det et begrænset udvalg af fadøl, men ellers er der en masse øl og vand, understreger hun.

Annonce

Savner kunderne

Hos Kahytten i Oldenborggade har der været åbent for takeaway-mad under nedlukningen. Alligevel bliver onsdag en særlig dag for Janne Andersen, når hun igen kan byde folk indenfor i værtshuset og spisestedet.

- Selvom jeg har haft nok at se til med maden, så har det været ensomt. Jeg har jo savnet at se mine kunder, siger indehaveren.

- Jeg kan forstå, at man har reserveringer på restauranter, men på et værtshus giver det ingen mening. Her siger man ikke, at folk skal smutte igen klokken 15, fordi der er andre, som har bestilt bordet. Det holder bare ikke, siger Janne Andersen, som ellers melder om en fornuftig efterspørgsel på reservationer.

- Jeg er ikke helt klar endnu, men vi bliver helt klar til onsdag, lover Janne Andersen.

Foruden Havfruen, Bodega Mødestedet og Kahytten genåbner en række andre af de lokale værtshuse ligeledes. Af sociale medier fremgår det således, at Den Engelske ved Ryes Plads, Sidesporet på Vesterbrogade, Klods Hans i Vendersgade og Erritsø Bodega hos Ellen på Gl Landevej genåbner.

Casino Bodega i Købmagergade har til gengæld meldt ud på Facebook, at værtshuset afventer med at genåbne.

Endelig, endelig, endelig!!! Onsdag d. 21. april kl 11.00. Indendørs og udendørs!!! Efter 130 dages nedlukning får vi...

Slået op af Den Engelske, FredericiaFredag den 16. april 2021

Sidesporet åbner 21 april

Slået op af SideSporet Bar og Bodega FredericiaFredag den 16. april 2021

Så åbnes dørene igen på onsdag Husk at blive testet Vi ses

Slået op af Erritsø Bodega, Hos EllenTorsdag den 15. april 2021
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Kø ved kviktest-stederne: Her er problemet ifølge kommunen

Danmark For abonnenter

Cecilie overlevede dødsulykke: - Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvordan det er at være glad

Annonce