Annonce
Vejle

Klimaet skal have en skalle: 200 vejlensere dyster om at skære ned på deres CO2

Trine Hindø (til venstre) og Sahra Lykkeberg fra Vejle Ungdomsskole har taget udfordringen op. Under holdnavnet Plastic Bears sætter de sammen med deres meddeltagere alle sejl ind for at nedtrappe deres personlige CO2-aftryk over fire uger - og måske for resten af livet. Foto: Michelle Madsen
200 mennesker vil over fire uger dyste om at være mest klimavenlige i konkurrencen kaldet Vejles Klimarejse.

Vejle: Startskuddet har lydt for en helt ny form for konkurrence - Vejles Klimarejse.

Torsdag aften mødtes nogle af deltagerne fra de 32 tilmeldte hold i Spinderihallerne, hvor sløret blev løftet for, hvordan man vinder en bæredygtig middag på Haraldskær: Simpelthen ved at skære så meget som muligt ned på sin personlige CO2-udledning.

Det handler om at droppe bilen, købe lokalt, sortere og fikse sine ting i stedet for at købe nyt.

- Der er en masse ting, vi kan gøre. Vi er forbrugere, lige fra vi står op om morgenen og spiser morgenmad, til vi slukker lyset om aften for at gå i seng, siger Monika Martinsson i sin peptalk til deltagerne.

Hun er direktør og medstifter af Deedster, platformen for Vejles Klimarejse.

En af de hold, som har tilmeldt sig, er Plastic Bears. Bag navnet gemmer sig et hold bestående af otte ansatte og unge fra Vejle Kommunale Ungdomsskole.

- Vi fandt på navnet, da der i medierne bliver talt meget om, at isbjørne lider på grund af den globale opvarmning. Du hører også historier om alt det plastik, som ender i havene. Det kan være, vi ser en ny type art, og det vil så være plastikbjørne, siger 29-årige Sahra Lykkeberg, lærer på ungdomskolen.

Annonce

Vejles Klimarejse

  • Cykel frem for bil, genbrugstøj frem for nyt kluns, sortering af skrald frem for alt i en spand.
  • Over fire uger over 30 hold dyste om at nedbringe CO2-aftrykket i Vejles Klimarejse. Det sker via appen Deedster, som dagligt giver medlemmerne aktiviteter og quiz-spørgsmål.
  • Jo flere gerninger, holdmedlemmerne klarer, desto større er chancerne for at vinde.
  • Holdet, som klarer sig bedst, vinder en bæredygtig middag på Haraldskær.
  • Vejles Klimarejse arrangeres af Teknik & Miljø, Vifin og Spinderihallerne og indgår som en del af EU-projektet Shaping Fair Cities, der sætter fokus på udvalgte verdensmål i kommuner i otte europæiske lande.
  • Appen Deedster er udviklet af et svensk firma i samarbejde med WWF (Verdensnaturfonden). Deedster blev udnævnt som vinder til 'Resilience Business Cup', der blev arrangeret af Vejle Kommune og 100 Resilient Cities i 2018. Begivenheden havde til formål at finde tiltag, der kunne bidrage til en mere bæredygtig livsstil og forbrug.

Kilde: Vejle Kommune

Sahra har klimaskam

Sahra Lykkeberg har meldt sig til, fordi hun gerne vil blive klogere på, hvad hun selv kan gøre for at slippe færre drivhusgasser ud i atmosfæren. De tanker fylder allerede meget i hendes hverdag.

- Hver gang jeg køber noget, tænker jeg over, hvilke ressourcer som er blevet brugt til at lave det. Du kan kalde det en form for klimaskam, hvor du på en eller anden måde helst ikke vil købe nyt, forklarer Sahra Lykkeberg.

Konkurrencen og opgaverne sker gennem en app kaldet Deedster, som deltagerne har installeret på deres mobiltelefoner. Den har givet deltagerne et overslag over deres eget CO2-aftryk, og på dagen blev holdenes samlede udledning udregnet. Det lød på 7,34 ton CO2 per år, hvor gennemsnitsdanskeren udleder omkring 11,7 ton årligt.

Det tyder altså på, at de tilmeldte hold allerede har taget de gode klimagerninger til sig.

Mange fra kommunen

Hvis man ser på oversigten over hold, er mange af deltagerne kommunalt ansatte. Der er hold fra Økolariet, forvaltningen Teknik & Miljø og Spinderihallerne. Projektleder Jette Vindum afviser dog, at Vejles Klimarejse blot er for ansatte i Vejle Kommune.

- Vi har selvfølgelig promoveret det på kommunens intranet for at få så mange med som muligt, men konkurrencen er tiltænkt alle, og man kan stadig nå at tilmelde sig. Vi vil gerne sprede noget opmærksomhed om, hvordan den enkelte i hverdagen kan tage nogle valg og omlægge nogle vaner til fordel for klimaet, siger Jette Vindum.

Det tyder på, at deltagerne allerede er klimabevidste. Risikerer man ikke at ramme forkert, hvis man gerne vil ramme nogen, som ikke tænkte på det?

- Det kan godt være, at vi på næste rejse skal have et andet sigte, men vi skal jo starte et sted. Nu har vi samlet over 200 mennesker, som i fire uger vil beskæftige sig med det. Jeg håber, de kan være med til at få snakken i gang og budskabet spreder sig som ringe i vandet, siger hun.

Vejle Kommunes hjemmeside kan man tilmelde sit hold. Her er det også muligt at se, hvordan de deltagende hold klarer sig.

Det er på mobilen, at udfordringerne tages. Inden deltagerne gik i gang, tastede de oplysninger ind om forbrug og vaner på appen Deedster. Sahra Lykkeberg har ifølge den et lavt CO2-aftryk på 2,7 ton om året. Hun ejer ikke en bil, køber sjældent nyt tøj og har ikke være på en flyrejse det seneste år. Foto: Michelle Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

En gennemarbejdet bog

Fredericia

Efter politisk pres: Nu inviterer kommunen til borgermøde om Dan Gødning

Annonce