Annonce
Læserbrev

Klimareligionen kommer i det lange løb til kort over for snusfornuft og humor

Grin med, kære læser! Deres og mit problem er, at vi måske ikke oplever enden på det nuværende klimahysteri, men "strunt i det", som svenskerne siger, og lev livet, så længe vi har det!

Læserbrev: Min højt agtede, underfundige journalistkollega Jens Jørgen Larsen i Juelsminde spinder en som sædvanligt underholdende ende over et givet tema, denne gang klimareligionen (i læserbrevet "Klima-farcen från hinsidan", red.)

Jeg kan bekræfte det der med forudsigelsen af verdens undergang. Den lød i årene omkring 1950 utallige gange i Læssøesgades skolegård i Aarhus og blev modtaget med lige dele nyfigenhed, spænding og skepsis.

Sædvanligvis var spændingen gået fløjten længe inden den torsdag, eller en anden dag, som den store begivenhed var programsat til, og det lærte os måske indirekte en del om sandsigeri, og modsat dagens unge - eller måske især disses forældre og lærere - blev vi aldrig forskrækkede, endsige hysteriske.

Vi skulkede ikke og stod ikke og skreg på klima på offentlig gade eller vej!

Den lite svenskas mulige personlige motiver til at skulke har medierne gjort utrolig lidt ud af, og det virker på mig som en journalistisk tredækkerbommert.

Havde initiativtageren været f.eks. et multinationalt selskab, havde fanden været løs inden fem minutter.

Jens Jørgen Larsen er med rette inde på hendes tur til New York.

Mig minder den især om molbohistorien om, hvordan storken bliver jaget ud af marken, hvor den angiveligt træder kornet ned. Hyrden kan ikke sendes ind, for hans fødder er alt for store, så i stedet bærer seks-otte mand, fodstørrelse ikke oplyst, hyrden ind i marken på leddets låge. Og på slig vis får de storken jaget væk...

Noget siger mig, at hele denne klimareligion i det lange løb kommer til kort over for den almindelige snusfornuft og den folkelige humor.

Det hævdes, at når der aldrig er forekommet voldelig revolution i Danmark, skyldes det enten, at det bliver regnvejr - som i Emil Reesen/Mogens Dam-operetten "Farinelli" - eller, at en eller anden kommer til at grine.

Grin med, kære læser! Deres og mit problem er, at vi måske ikke oplever enden på det nuværende klimahysteri, men "strunt i det", som svenskerne siger, og lev livet, så længe vi har det!

Andet kan man ikke gøre med det.

Annonce
Uffe Lindum. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

K-forsvarsordfører fra Vejle: Der skal minimum være ét veterancenter i hver region

Læserbrev: Man skal forstå, hvad veteraner har været i gennem. Det gør de på et veteranhjem. Den største pris betales af de mænd og kvinder - og ikke mindst af deres pårørende - der vælger at forsvare og kæmpe for vores bærende værdier. Danske soldater sætter livet på spil for den frihed, som alt for mange tager for givet. Derfor er vores vision, at der minimum skal være ét veterancenter i hver region. For det arbejde, der foregår her, har så stor en gavnlig effekt. Når vores udsendte vender hjem, skal de modtages med tak og den nødvendige hjælp, de har brug for. Veteraner har krav på respekt. Det handler om ordentlighed - og ikke mindst tryghed. Der er gudskelov sket en styrkelse af vores veteranpolitik, så pårørende og udsendte kan få den nødvendige hjælp og støtte. Konkret er der øremærket midler til veteranhjem og til at sikre en bedre behandling af fysisk og psykisk sårede soldater. Heldigvis kommer langt de fleste hjem uden varige mén på krop og sjæl. Men nogle gør, og de skal selvfølgelig have hjælp. Det gælder også for deres familier. For nylig hørte jeg en reportage i P1, der handlede om, at når far har været i krig, kan det gå ud over børnene mange år efter. Her fik man et indblik i den kun 11-årige piges hverdag, der bor med sin bror og sine forældre lidt uden for en dansk provinsby, og de problemer, det kan medføre at have en far med en militær udstationering i rygsækken. Og hvor fik jeg ondt af denne her familie. Den sorg og de lidelser, de har været igennem, siden far kom hjem fra krig. Lidelser, som familien stadig lider under. Faderen var udstationeret i Eks-jugoslavien i midten af 1990'erne og har efterfølgende fået konstateret PTSD. Hvor er det forfærdeligt for børnene, tænkte jeg. Mangel på retfærdighed. Pigen bøvler med en enorm vrede og er meget udadreagerende. Det kommer både til udtryk i skolen og inden for hjemmets fire vægge. Vreden kommer af de følger, hendes far har pådraget sig som konsekvens af at være i krig. Hun tør ikke at vække sin far, når han sover på sofaen - af frygt for en ubehagelig reaktion. Moderen siger, at deres datter har kopieret sin fars strategi. Han har nemlig også haft meget vrede i livet. Derfor skal de her mennesker selvfølgelig have hjælp. Den indsats, som vores soldater yder, er en indsats, der koster både menneskeligt og økonomisk. En tryg verden starter med nationer, der som Danmark tager et internationalt ansvar for demokratiske værdier. Så lad os være taknemmelige og udvise den ordentlighed, det fortjener, at man vælger en levevej med livet som indsats.

112

Politiet har sikret overvågning efter røveri i lokal brugs: - Vi vil gerne høre fra borgerne

Annonce